Glædelig jul

Glædelig jul til allesammen. 

Tak for fødselsdagshilsnerne jeg modtog hjemmefra i sidste uge. Og tak for at sende en lille hilsen i ny og næ til alle jer der gør det - det er så dejligt! En del af jer spørger hvordan vi skal holde jul, så derfor skal I have et svar og vigtigst: et fint foto af hjemmeskolens hjemmesløjdede juletræ!! Jeg er meget imponeret og tilfreds med resultatet.

Julen bliver meget anderledes her i 'omvendtland', vi får ikke gæster endnu, så det er bare os fem. Den 24/12 er alm. arbejdsdag til kl. 17, så jeg drøner hjem og hjælper med en lettere julemiddag. Til gengæld skal jeg ikke arbejde i de følgende 4 dage, så der tager vi nok på stranden eller vandreudflugt eller til en pool.  Klimaet her er virkelig lækkert og opvejer noget af det savn, vi har til familien, vennerne, vores hjem og vores velkendte hverdag. Nytårsaften skal vi også være hjemme, men vi har lavet en middagsreservation på en fiskerestaurant i byen og der foregår en masse offentlig festivitas med bands og fyrværkeri. Jule- og nytårsfester er lige så store begivenheder hernede, og så ligger det midt i børnenes sommerferie, så der er gang i mange events. Vi har mødt en dansk familie, der bor i nærliggende by, hvor moren arbejder som øjenlæge på Hastings Hospital. Manden holder orlov og sønnerne er 9 og 7 år. Vi faldt fint i hak med dem og havde selvfølgelig masser at tale om, da vi inviterede dem på risengrød her i sidste uge. Vi fejrer nytår med dem.
Mere end juleaften glæder vi os meget til at vi får besøg hjemmefra af ‘mormor og morfar’, og siden ‘farmor, farfar og moster Kirsten’. Mine forældre kommer 16. januar.  Vi planlægger ferie og road trip til Sydøen med dem. Andreas' forældre + moster kommer midt i februar, så vi får travlt med at vise omgivelserne frem og nyde selskabet. Der bliver også holdt en stor Art Deco festival i de uger hvor hele byen er vendt på den anden ende, klædt i 1930er-tøj, fræser rundt i gamle biler og danser jitterbug!

Det går godt på jobbet hos The Doctors Napier. Hver uge sker der fremskridt m.h.t min viden og forståelse af det lokale sundhedsvæsen. Kollegaerne er flinke, min dygtige og erfarne supervisor er anerkendende og opmuntrende, patienterne er nysgerrige og synes for det meste at det er storartet med en læge langvejsfra.  Der bliver mere og mere travlt, eftersom mit skema bliver booket mere tæt og der tikker mere og mere administrativt opfølgningsarbejde ind. Men jeg tager en dag ad gangen og prøver hårdt at prioritere i opgaverne og ikke blive hængende for langt over fyraftenstid. En evig øvelse alle lægerne derhjemme også kender. Jeg kan stadig godt føle mig lidt overvældet af hvor meget jeg ikke ved om det væsen jeg arbejder i her. Andre gange som en 'glad idiot' der ikke ser det, hun ikke ved. Og så andre gange kan jeg løfte mig op og se mig selv udefra. Så synes jeg at jeg er sej, modig, og udlever den frihed, nysgerrighed og eventyrlyst jeg har.

Klik og se vores fotos fra juleparade, madlavning og andre fine decembersysler!

Billes brev til 2B

 

 

Det er helt vildt dejligt at kunne have kontakt til børnenes klasser i DK. De skriver og videofjoller også med deres nærmeste klassekammerater og det er skønt! Nu har alle tre skrevet brev hjem til skolen og til børnehaven Vandtårnet. Vi synes det ku' være sjov at lade Billes brev til 2B beskrive, hvad vi har lavet på det seneste. Så her følger altså brevet til 2B:

Kia ora koutou  2.B.

 
Det betyder ’hej alle sammen’ på te reo maori, som er den oprindelige befolknings sprog.

Nu har jeg været i New Zealand i to måneder. Vi bor i Napier på nordøens østkyst. Det er sommer hernede nu og dejligt varmt med 28 grader og sol i dag.  Vi har fundet hus og bil og min mor er begyndt på sit arbejde. 

Vi tager også på ture. Forrige weekend kørte vi til Rotorua. Det er et vulkansk område, så der lugter hele tiden af prut i byen! Det handler om at vende sig til det. Det er svovldampe fra jordens indre, der lugter lidt som overkogte æg. Vi prøvede små gokarts eller kælke på hjul, på baner ned at et bjerg. Det var megafedt. Vi besøgte en park med varme kilder. Vi så en limegrøn sø og en boblende varm muddersø. Der var også en sø, de kalder champagnesøen, men jeg kalder den prutsøen, for den lugter fælt!  

Nu er det december. Vi i gang med at bygge vores eget juletræ af drivtømmer, som vi finder på stranden. Vi sender billeder af det, når det er færdigt.
Vores student visa var forsinkede, så vi er endnu ikke begyndt i skole. Men vi går i fars kedelige hjemmeskole. Nu er vi indskrevet på Nelson Park School, men der er kun to uger tilbage inden sommerferie. Så vi begynder først rigtigt i skolen i februar. I mellemtiden er der lidt sommerskole og min mormor og morfar kommer på besøg efter nytår.

Jeg savner jer rigtig meget og jeg glæder mig til at ser jer igen! 

Kærlig hilsen
Bille og hans familie  

Der hører selvfølgelig også nogle fotos med til de oplevelser, Bille beskriver i sit brev. Dem finder I her med fotobeskrivelser, der hjælper jer med at forstå hvor dårligt Rotorua lugter 😆 klik dér-> https://photos.app.goo.gl/LaYKHYLjqcx2tuB67 

 

Wellington

Hej Allesammen. 

Vi skriver ikke så meget i dette indlæg, fordi I her kan se en stor stak billeder med tekster !!

Mange varme hilsner fra os i Napier, Hawke's Bay, NZ. 

Hus, bil, fisk, fugl

Kia ora koutou (‘hej allesammen’ på Maori)

Forrige lørdag flyttede vi ind i vores nye bolig. Efter lang tids søgen, henvendelser til mange ejendomsmæglere og seks forskellige fremvisninger, dukkede der et fuldt møbleret moderne byhus op i Napier. Huset er komfortabelt og pænt møbleret. Langt over niveauet for de typiske AirBnB’s. De er sparsomt og billigt møbleret og lugter lidt for meget af ‘nem indtægt’ for udlejer. Udlejerne af vores hus er et eventyrer-par, der nyder deres otium. De har købt en campingvogn og rejser rundt i New Zealands natur i 12-18 mdr. Vi er faldet godt til i huset og har allerede hilst på de flinke naboer i de fire nærmeste huse. De er alle pensionister. Det er ikke et typisk familiehus, for der er ikke have, men en stor balkon med udsigt til havet. Det er anderledes end det derhjemme, og vores børn kan godt lide det. Der er 15 minutters gang til lægehuset, så det er nemt for Nicola. Vi ved endnu ikke hvor børnene skal gå i skole. Vi bor udenfor skoledistriktet til den skole vi gerne vil have dem i, men har ansøgt om optagelse. Vi afventer også behandling af student visa til børnene. 
Hjemmeskolen kører ret godt. Når vi bliver bekymrede for børnenes mangel på skole og interaktion med jævnaldrende, glæder vi os over, at de er så kvikke at det halve ku’ være nok :-) Og at de lærer rigtig meget af at hjælpe og rumme hinanden.
Gunilla fik en smartphone af os lige inden vi rejste herned, og det var virkelig perfekt timing. Vi har det princip, at de først må få smartphone, når vi forældre synes at fordele opvejer ulemperne. Og vi må sige at hun har meget glæde af at holde kontakt med venner og familie derhjemme. Små hyggelige beskeder, fjollede GIF’er, videosamtaler tikker ind og ud når kl. er ca. 7-9 morgen og 19-21 aften.

Nicola hænger i som ny læge i The Doctors Napier. Det er en almindelig almen praksis, men bare større end de fleste i DK. Klinikken er ejet af et firma, der har flere klinikker i landet og nogle af lægerne er partnere i firmaet. Nicola er ansat som timelønnet, og der er vist også nogle der arbejder provisionslønnet. Hver læge har sin egen liste af patienter, vist nok 950 på Nicolas liste. Hver læge har en tildelt sygeplejerske og sekretær der hjælper med de administrative opgaver med at følge op på prøvesvar, udskrivningsbreve, receptfornyelser etc. Nicolas første par uger har været rolige med et fint introprogram med god tid til hver patient. Det giver tid til at fumle rundt i computerprogrammet i søgen efter patientens sygehistorik, faste medicin, seneste indlæggelse og laboratoriesvar. Samt at rende kollegaer på dørene for at få hjælp til de praktiske forhold omkring at lægge en plan for patienten. Pyha, det er tydeligt at almen medicin er et speciale der kræver at man kender sit sundhedsvæsen, for man skal jo visitere patienten videre, rådgive og lægge sikkerhedsnet. Det er lidt tungt at starte på bunden, og utroligt frustrerende at deres patientjournal-program er elendigt. Der er naturligvis ikke FMK (fælles medicin kort), men heller ikke et laboratoriekort med fuldt overblik over patientens prøvesvar. Det er svært at læse den fulde tekst i tidligere læges notater og man kan ikke læse emailkorrespondancer sendt til patient, medmindre klinikeren har husket at copy-paste ind i journalen. Det er helt ufatteligt ikke-bruger-venligt, synes Nicola. Men det positive er at hun atter oplever den stejle opadgående læringskurve, og at alle kollegaer (og patienter) er opmuntrende, støttende og tålmodige. 

I denne uge har Nicola kun arbejdet mandag i lægehuset, for tirsdag tidlig morgen kørte vi til Wellington, hvor Andreas deltager i mediekonference sammen med nogle danske kollegaer fra Det Kgl. Bibliotek. Nicola og børnene ser på byen og oplever det flotte Te Papa Tongarewa, NZ’s nationalmuseum, hvor vi blandt andet lærte om landets unikke flora og fauna. Idag går vi derned igen, for vi fik ikke det hele med igår.  

 

Klik her for at se de seneste fotos fra Napier og omegn.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Etableringstid!

Hej allesammen.

I får en statusopdatering igen fra The Settlers in Napier, eller Nicolas dagbog del 3.

Endelig er praksiscertifikatet kommet! Det er sådan en lettelse at jeg kan arbejde og tjene penge igen. Det er så kun godkendt for 4,5 måneder og skal fornyes undervejs med et nyt certifikat der igen koster et dyrt gebyr. Den tid den sorg. 

    Nu har vi knoklet, presset på, stresset og svedt for at få det praksiscertifikat, så jeg er helt udkørt og har brug for ferie, som den søde og støttende HR-chef Tari, siger til mig. Ej, jeg er faktisk ret spændt og ivrig for at komme i arbejde. I onsdags startede jeg på introduktion med nogle obligatoriske e-læringskurser, indblik i computerprogrammet til patientjournaler og fulgte en lægekollegas konsultationer i en lille time. Det er ret overvældende og jeg fatter stadig ikke rigtigt sundhedssystemet, men jeg har meget erfaring i at være ‘ny i job’, så jeg skal nok få det lært. Alle kollegaer er meget søde og støttende. 

    Hjemmekontoret kører på højtryk med at få os etableret. Vi skal ud af vores AirBnB hus lørdag den 25. og mangler et sted at bo derefter. Vi søger lejebolig på fuldt blus, men markedet er hektisk - dyrt og krævende. Man skal stille op med referencer, lønsedler, udtalelse fra tidligere udlejere og alt muligt, for at komme i betragtning. Vi har været til fem fremvisninger hvoraf to var spændende og vi meget gerne ville leje, men udlejer ville kun gå med på fast lejekontrakt i 1 år. Den kan ikke opsiges og binder os til dyr husleje i hele perioden. Det turde vi simpelthen ikke skrive under på, før jeg fik mit praksiscertifikat (= en indkomst). Vi skal på fremvisning igen idag. Samtidig kigger vi på brugte biler, fordi det nok bedre kan svare sig i forhold til at leje en i perioden. Vi har også været på rekognoscering i genbrugsbutikker og noget ala Harald Nyborg/Bilka/Normal (store varehuse med alt muligt kinabras til billige penge), fordi vi formentlig ikke kan få et møbleret hus. 

    I forbindelse med husleje tjekker vi de meget vigtige skolerenoméer, skoleveje, uniformspriser og alt der der ud ved siden af. Og så vil jeg nævne forsikringer for ulykker, sygdom etc. samt visaansøgninger til Andreas og børn. Alt dette hårde etableringsarbejde, inklusive budgetter, usikkerhed og tvivl er virkelig stressende!! Andreas og jeg kan på skift ‘falde ned i et hul’ og tænke at vi må droppe det, at det ikke er bøvlet værd. Men så hiver vi alligevel hinanden op igen. ’Nu er vi jo kommet så langt’. Og det er forår her, sommeren er på vej. Der er så mange steder vi gerne vil opleve. Og vigtigst af alt: Vi er her som det sejeste team af en familie på fem der gør det hele sammen. Det er jo egentlig essensen af hvorfor vi er taget afsted. Vores fantastiske børn er så dygtige og dejlige, hjælper hinanden godt med hjemmeskole, aktiviteter, leg og læring, så det er en fornøjelse.


De få billeder vi har lagt op er lidt ‘lala’ med børn på legepladsen og i hjemmeskolen. Men det giver et glimt af de søde unger til jer, der savner dem :-)

https://photos.app.goo.gl/J9fAHcweY2oUCtmq7

Tre skridt frem og to tilbage

Vi venter stadig på at Nicola får praksiscertifikat. Der dukker nye krav op hver gang noget er på plads. I sidste uge blev der udbedt et certifikat fra Helsedirektoratet Norge, fordi hun arbejdede under norsk autorisation for tre år siden, og de vil sikre sig at Nicola ikke har klagesager el. lign. Helsedirektoratet har behandlingstid på 6 uger, og det er så irriterende at vente. Når der ikke er arbejde er der heller ikke indkomst og så er det for usikkert at skrive under på en fast 1-årig lejekontrakt. Ligesom det er meget dyrt at lægge ca 10.000 kr for visa til Andreas og børnene.

    Vi bruger mange timer hver dag på at søge efter bolig, bil, skrive til sundhedsmyndighederne, oprette bankkonto og skattekort. Samtidig forsøger Andreas at holde kontakten varm til de skoler vi har fået anbefalet. De er imødekommende og venlige, men kræver at vi er bosat i skoledistriktet og at børnene har student visa. Dermed holder Andreas og børnene også hjemmeskolen kørende med forskellige opgaver. I forgangne uge har de haft flex-uge, ligesom skolen i Dk. Temaet var Stillehavet, så der blev snakket om havet, samlet strandfund til land art og tegnet flotte tegninger med havets fisk.

    Når vi synes det hele er udfordrende og svært, bliver det påtrængende at vi er på udebane og langt hjemmefra. Så hjælper det at komme ud på tur og se en god udsigt, nogle eksotiske planter eller høre Tui-fuglens varierede, højlydte, spændende kald. Det er også en fornøjelse at spise appelsiner og avocadoer, fordi de smager af mere og er i sæson stort set altid her.

 

Tui fugl, foto fra: https://opensource.com/article/19/1/cacophony-project

Gunillas humør er blevet bedre. Hun har haft kæmpe glæde af at lytte lydbøger i timevis og lave perlesmykker. Hun har desværre lige fået en infektion i hånden. Et sår hun pådrog sig ved armgang på legestativet blev inficeret efter 2-3 dage. Selvom vi vaskede, smurte med jodsalve og holdt rent med plaster, blev det igår var det så slemt, at vi måtte opsøge lægehjælp. Nicola ville ordinere antibiotikakur, men kunne jo ingenting. Det føltes så uvant og mærkeligt at gå til lægevagt og sidde i kø for at komme ind til en kollega der så satte behandling i gang. Men behandlingen virker og Gunillas hånd ser allerede meget bedre ud.

Flere fotos, som vi selv har taget: https://photos.app.goo.gl/2PifFnPHxY6mdvD19 

Ankommet i Napier - i limbo

 

Kære familie og venner. I får her en hurtig opdatering på vores situation. 

Vi er kommet hele og raske til Napier. Jeg er desværre ikke kommet i arbejde. Der er netop for to dage siden kommet arbejdsvisum.  Jeg må dog først arbejde, når jeg har praksiscertifikat. For at få det, skal der stadig verificeres dokument fra det amerikanske firma som vi har afventet i over 1 måned nu, foruden at der ruller nogle andre krav ud. Det er en bureaukratisk jungle, der minder om dengang vi tog til Sydamerika (de gamle IMCC dage). Det var så meget nemmere at flytte til Norge! Vi kan godt mærke at vi er langt væk hjemmefra.

Vi har som sædvanligt nogle fotos med billedtekster, som I kan se her:  https://photos.app.goo.gl/w4uo68f2zNjJhSVXA  

Forleden mødtes jeg med min klinikmanager og HR chefen for at drøfte udsigterne til arbejde, tidshorisonten og hvor mange dokumenter, der skal skaffes på vejen. De er opmuntrende og optimistiske.
For to dage siden flyttede vi ind i et hus, som klinikken har lejet til os på AirBnB.  Det er stort og fint og ligger i første række til stranden. Men det er så stort at Bille og Oda ikke tør sove alene på deres værelse. De synes vi voksne er for langt væk. Men vi sover på kryds og tværs til de er trygge ved det. 

Min gode fornemmelse af de søde folk på klinikken holder stik. Vi var meget forsinkede på turen herned og kom næsten 9 timer senere frem. Alligevel stod klinikmanageren David med sin kone og tog imod os med egen pickup truck og en lejet bil og bragte os til hotel hvor vi var i to nætter.

Det der er hårdt: Vi er ikke bosat og i gang med en hverdag, og vi er heller ikke rigtigt på ferie. Det er et lidt underligt limbo at være i, så vores humør svinger lidt fra dag til dag. Gunilla har hjemve og er ked af det og har været ret sur på os de seneste aftener.
Det spændende ved at være her: Stranden er anderledes. Træer og planter her er eksotiske. Nedfaldsfrugt fra parken er citrusfrugter. Dem vi møder er søde, og der er stor anerkendelse af at jeg er læge - We need those! siger folk. 

KH Nicola og familie