Etableringstid!

Hej allesammen.

I får en statusopdatering igen fra The Settlers in Napier, eller Nicolas dagbog del 3.

Endelig er praksiscertifikatet kommet! Det er sådan en lettelse at jeg kan arbejde og tjene penge igen. Det er så kun godkendt for 4,5 måneder og skal fornyes undervejs med et nyt certifikat der igen koster et dyrt gebyr. Den tid den sorg. 

    Nu har vi knoklet, presset på, stresset og svedt for at få det praksiscertifikat, så jeg er helt udkørt og har brug for ferie, som den søde og støttende HR-chef Tari, siger til mig. Ej, jeg er faktisk ret spændt og ivrig for at komme i arbejde. I onsdags startede jeg på introduktion med nogle obligatoriske e-læringskurser, indblik i computerprogrammet til patientjournaler og fulgte en lægekollegas konsultationer i en lille time. Det er ret overvældende og jeg fatter stadig ikke rigtigt sundhedssystemet, men jeg har meget erfaring i at være ‘ny i job’, så jeg skal nok få det lært. Alle kollegaer er meget søde og støttende. 

    Hjemmekontoret kører på højtryk med at få os etableret. Vi skal ud af vores AirBnB hus lørdag den 25. og mangler et sted at bo derefter. Vi søger lejebolig på fuldt blus, men markedet er hektisk - dyrt og krævende. Man skal stille op med referencer, lønsedler, udtalelse fra tidligere udlejere og alt muligt, for at komme i betragtning. Vi har været til fem fremvisninger hvoraf to var spændende og vi meget gerne ville leje, men udlejer ville kun gå med på fast lejekontrakt i 1 år. Den kan ikke opsiges og binder os til dyr husleje i hele perioden. Det turde vi simpelthen ikke skrive under på, før jeg fik mit praksiscertifikat (= en indkomst). Vi skal på fremvisning igen idag. Samtidig kigger vi på brugte biler, fordi det nok bedre kan svare sig i forhold til at leje en i perioden. Vi har også været på rekognoscering i genbrugsbutikker og noget ala Harald Nyborg/Bilka/Normal (store varehuse med alt muligt kinabras til billige penge), fordi vi formentlig ikke kan få et møbleret hus. 

    I forbindelse med husleje tjekker vi de meget vigtige skolerenoméer, skoleveje, uniformspriser og alt der der ud ved siden af. Og så vil jeg nævne forsikringer for ulykker, sygdom etc. samt visaansøgninger til Andreas og børn. Alt dette hårde etableringsarbejde, inklusive budgetter, usikkerhed og tvivl er virkelig stressende!! Andreas og jeg kan på skift ‘falde ned i et hul’ og tænke at vi må droppe det, at det ikke er bøvlet værd. Men så hiver vi alligevel hinanden op igen. ’Nu er vi jo kommet så langt’. Og det er forår her, sommeren er på vej. Der er så mange steder vi gerne vil opleve. Og vigtigst af alt: Vi er her som det sejeste team af en familie på fem der gør det hele sammen. Det er jo egentlig essensen af hvorfor vi er taget afsted. Vores fantastiske børn er så dygtige og dejlige, hjælper hinanden godt med hjemmeskole, aktiviteter, leg og læring, så det er en fornøjelse.


De få billeder vi har lagt op er lidt ‘lala’ med børn på legepladsen og i hjemmeskolen. Men det giver et glimt af de søde unger til jer, der savner dem :-)

https://photos.app.goo.gl/J9fAHcweY2oUCtmq7

Tre skridt frem og to tilbage

Vi venter stadig på at Nicola får praksiscertifikat. Der dukker nye krav op hver gang noget er på plads. I sidste uge blev der udbedt et certifikat fra Helsedirektoratet Norge, fordi hun arbejdede under norsk autorisation for tre år siden, og de vil sikre sig at Nicola ikke har klagesager el. lign. Helsedirektoratet har behandlingstid på 6 uger, og det er så irriterende at vente. Når der ikke er arbejde er der heller ikke indkomst og så er det for usikkert at skrive under på en fast 1-årig lejekontrakt. Ligesom det er meget dyrt at lægge ca 10.000 kr for visa til Andreas og børnene.

    Vi bruger mange timer hver dag på at søge efter bolig, bil, skrive til sundhedsmyndighederne, oprette bankkonto og skattekort. Samtidig forsøger Andreas at holde kontakten varm til de skoler vi har fået anbefalet. De er imødekommende og venlige, men kræver at vi er bosat i skoledistriktet og at børnene har student visa. Dermed holder Andreas og børnene også hjemmeskolen kørende med forskellige opgaver. I forgangne uge har de haft flex-uge, ligesom skolen i Dk. Temaet var Stillehavet, så der blev snakket om havet, samlet strandfund til land art og tegnet flotte tegninger med havets fisk.

    Når vi synes det hele er udfordrende og svært, bliver det påtrængende at vi er på udebane og langt hjemmefra. Så hjælper det at komme ud på tur og se en god udsigt, nogle eksotiske planter eller høre Tui-fuglens varierede, højlydte, spændende kald. Det er også en fornøjelse at spise appelsiner og avocadoer, fordi de smager af mere og er i sæson stort set altid her.

 

Tui fugl, foto fra: https://opensource.com/article/19/1/cacophony-project

Gunillas humør er blevet bedre. Hun har haft kæmpe glæde af at lytte lydbøger i timevis og lave perlesmykker. Hun har desværre lige fået en infektion i hånden. Et sår hun pådrog sig ved armgang på legestativet blev inficeret efter 2-3 dage. Selvom vi vaskede, smurte med jodsalve og holdt rent med plaster, blev det igår var det så slemt, at vi måtte opsøge lægehjælp. Nicola ville ordinere antibiotikakur, men kunne jo ingenting. Det føltes så uvant og mærkeligt at gå til lægevagt og sidde i kø for at komme ind til en kollega der så satte behandling i gang. Men behandlingen virker og Gunillas hånd ser allerede meget bedre ud.

Flere fotos, som vi selv har taget: https://photos.app.goo.gl/2PifFnPHxY6mdvD19 

Ankommet i Napier - i limbo

 

Kære familie og venner. I får her en hurtig opdatering på vores situation. 

Vi er kommet hele og raske til Napier. Jeg er desværre ikke kommet i arbejde. Der er netop for to dage siden kommet arbejdsvisum.  Jeg må dog først arbejde, når jeg har praksiscertifikat. For at få det, skal der stadig verificeres dokument fra det amerikanske firma som vi har afventet i over 1 måned nu, foruden at der ruller nogle andre krav ud. Det er en bureaukratisk jungle, der minder om dengang vi tog til Sydamerika (de gamle IMCC dage). Det var så meget nemmere at flytte til Norge! Vi kan godt mærke at vi er langt væk hjemmefra.

Vi har som sædvanligt nogle fotos med billedtekster, som I kan se her:  https://photos.app.goo.gl/w4uo68f2zNjJhSVXA  

Forleden mødtes jeg med min klinikmanager og HR chefen for at drøfte udsigterne til arbejde, tidshorisonten og hvor mange dokumenter, der skal skaffes på vejen. De er opmuntrende og optimistiske.
For to dage siden flyttede vi ind i et hus, som klinikken har lejet til os på AirBnB.  Det er stort og fint og ligger i første række til stranden. Men det er så stort at Bille og Oda ikke tør sove alene på deres værelse. De synes vi voksne er for langt væk. Men vi sover på kryds og tværs til de er trygge ved det. 

Min gode fornemmelse af de søde folk på klinikken holder stik. Vi var meget forsinkede på turen herned og kom næsten 9 timer senere frem. Alligevel stod klinikmanageren David med sin kone og tog imod os med egen pickup truck og en lejet bil og bragte os til hotel hvor vi var i to nætter.

Det der er hårdt: Vi er ikke bosat og i gang med en hverdag, og vi er heller ikke rigtigt på ferie. Det er et lidt underligt limbo at være i, så vores humør svinger lidt fra dag til dag. Gunilla har hjemve og er ked af det og har været ret sur på os de seneste aftener.
Det spændende ved at være her: Stranden er anderledes. Træer og planter her er eksotiske. Nedfaldsfrugt fra parken er citrusfrugter. Dem vi møder er søde, og der er stor anerkendelse af at jeg er læge - We need those! siger folk. 

KH Nicola og familie