søndag den 8. marts 2026

Familiebesøg igen og skolerne


Kia ora all!    

 Efteråret er begyndt. På papiret i hvert fald. Her er stadig dejlig varmt og solrigt. Det bliver måske kun 20 grader i morgen. Synd for os ;-) Men det kan vi leve med. Familiebesøg har fyldt vores sommer. Lige i hælene på Nicolas forældre ankom Andreas’ forældre og tante d. 12 februar. De landede i Auckland og havde en god dag til at komme sig efter den lange rejse og vende sig til det varme vejr. Derpå kørte de sydpå og mødtes med os ved Waitomo Caves. Der er fotos fra vores fælles tur ned i nogle imponerende kalkstensgrotter. De huser bl.a. selvlysende små maddiker, der fanger spæde myg med slimede fangetråde. De har dog fået det mere mundrette og mere charmerende navn ‘glow worms’. Derefter kørte vi over Rotorua hjem til Napier og havde nogle skønne uger sammen! Mere herom i næste indlæg.

    Det går godt med børnene i skolerne. De er faldet til og glæder sig over en god hverdag med  de søde lærere og de nye kammerater. De lærer meget engelsk og Oda lærer også sine kamerater lidt dansk. En kammerats forælder spurgte en dag om vi virkelig har ekstra vokaler i det danske sprog, for det havde hendes søn tegnet og fortalt derhjemme. 
Gunilla er også blevet mere glad for sin high school. Der har været nogle gode ryste-sammen-arrangementer, så der er begyndende venskaber. Hver morgen kører Andreas ruten op til Gunillas highschool, som ligger på “The Hill” og smutter så ned igennem centrum over til Billes og Odas skole. Derefter er det bare at køre hjem, brygge kaffe, og begynde dagen på hjemmekontoret. Vi er enige om at børnene fortjener den luksus, det er at blive kørt i skole her i begyndelsen af deres skoletid. 

 

Sommerferien fortsætter lidt endnu i vores fotos:

 https://photos.app.goo.gl/Jyx2CNyE4gDK2uEc7  

 

Nga mihi nui

BANGO 

tirsdag den 10. februar 2026

Sommerferie med besøg hjemmefra!

 
Kære venner og familie. 

Vi har haft så travlt med at opleve dette storslåede land, holde sommerferie med gæster hjemmefra og starte i skole. Derfor er det længe siden I har fået en opdatering. Vi har det godt!

I går tog vi afsked med Nicolas forældre. Det var vemodigt at sige farvel. Det er ulempen ved at få besøg, at vi også skal sige farvel igen. Vi er så glade for, at vi fik besøg og kunne dele vores nye liv med ‘mormor og morfar’. De var begejstrede for byen, vores hus, børnenes skoler og New Zealand i det hele taget. Deres opbakning er meget bekræftende. 
Vi skal heldigvis ikke føle et tomrum ret længe, for om bare tre dage kommer Andreas’ forældre og moster Kirsten på besøg. Vi glæder os meget til at vise vores omgivelser og tage på oplevelser med dem.

Børnene startede skoleåret i sidste uge. Skolestarten er gået godt, og børnene har været så seje. Gunilla er den der synes det er sværest lige nu. Hun er startet i Napier Girls High School, en ren pigeskole med stolte gamle traditioner, pæn skoleuniform inkl. slips og tilbagestrøget hår. Hun har mange nye fag og lærere at forholde sig til. Udover klassetrin på årgangen er der også lektioner med den ‘vertikale klasse’ på tværs af årgange. Det hele foregår naturligvis på engelsk, hvis det da ikke er Maori som bliver talt ved ceremonielle begivenheder og samlinger. Det er forståeligt, at hun er ret udfordret. 
Bille har fået nogle venner i klassen som han glæder sig til at lege med, og han kan rigtig godt lide sin lærer. Oda er stadig lidt genert overfor de andre børn, og hun tvivler lidt på om hun kan kommunikere klart. Men hun glæder sig over et spændende klasselokale med indbydende tegnesager, et kreabord med limpistol og alskens genbrugsguld og en hyggekrog med Barbiedukker.

Sammen med Mette og Jimmy var vi på road trip på Sydøen. Vi pakkede tagboksen og kørte alle syv i vores bil. I løbet af 11 dage kørte vi rundt på den nordlige ende af Sydøen og overnattede i hytter på campingpladser, vi havde booket på forhånd. Det var en rigtig god ferie med tæt samvær og flotte naturoplevelser. Vi var også ude at gå lange ture. Rekorden blev sat i Abel Tasman Nationalpark, hvor vi på en dag gik næsten 20 kilometer. Fik vi sagt, at vi er stolte af vores børns bedrifter!?

Se vores fotos fra besøg og (lidt at det bedste fra de første dage på sydøen) her: https://photos.app.goo.gl/hwNXMJDHNvyaBp526