tirsdag den 10. februar 2026

Sommerferie med besøg hjemmefra!

 
Kære venner og familie. 

Vi har haft så travlt med at opleve dette storslåede land, holde sommerferie med gæster hjemmefra og starte i skole. Derfor er det længe siden I har fået en opdatering. Vi har det godt!

I går tog vi afsked med Nicolas forældre. Det var vemodigt at sige farvel. Det er ulempen ved at få besøg, at vi også skal sige farvel igen. Vi er så glade for, at vi fik besøg og kunne dele vores nye liv med ‘mormor og morfar’. De var begejstrede for byen, vores hus, børnenes skoler og New Zealand i det hele taget. Deres opbakning er meget bekræftende. 
Vi skal heldigvis ikke føle et tomrum ret længe, for om bare tre dage kommer Andreas’ forældre og moster Kirsten på besøg. Vi glæder os meget til at vise vores omgivelser og tage på oplevelser med dem.

Børnene startede skoleåret i sidste uge. Skolestarten er gået godt, og børnene har været så seje. Gunilla er den der synes det er sværest lige nu. Hun er startet i Napier Girls High School, en ren pigeskole med stolte gamle traditioner, pæn skoleuniform inkl. slips og tilbagestrøget hår. Hun har mange nye fag og lærere at forholde sig til. Udover klassetrin på årgangen er der også lektioner med den ‘vertikale klasse’ på tværs af årgange. Det hele foregår naturligvis på engelsk, hvis det da ikke er Maori som bliver talt ved ceremonielle begivenheder og samlinger. Det er forståeligt, at hun er ret udfordret. 
Bille har fået nogle venner i klassen som han glæder sig til at lege med, og han kan rigtig godt lide sin lærer. Oda er stadig lidt genert overfor de andre børn, og hun tvivler lidt på om hun kan kommunikere klart. Men hun glæder sig over et spændende klasselokale med indbydende tegnesager, et kreabord med limpistol og alskens genbrugsguld og en hyggekrog med Barbiedukker.

Sammen med Mette og Jimmy var vi på road trip på Sydøen. Vi pakkede tagboksen og kørte alle syv i vores bil. I løbet af 11 dage kørte vi rundt på den nordlige ende af Sydøen og overnattede i hytter på campingpladser, vi havde booket på forhånd. Det var en rigtig god ferie med tæt samvær og flotte naturoplevelser. Vi var også ude at gå lange ture. Rekorden blev sat i Abel Tasman Nationalpark, hvor vi på en dag gik næsten 20 kilometer. Fik vi sagt, at vi er stolte af vores børns bedrifter!?

Se vores fotos fra besøg og (lidt at det bedste fra de første dage på sydøen) her: https://photos.app.goo.gl/hwNXMJDHNvyaBp526 

 



 

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar