lørdag den 17. juli 2010

Ankommet til Bolivia

Spansktimer blev til kokkeskole. Vi tog til byen med vores søde spansklærerinde Karina og hendes datter, Alice, og købte ind til sopa de caracol. Herefter tilbragte vi en hyggelig søndag med madlavning, snak samt højtlæsning og brætspil med Alice på 5 år. Karina inviterede os igen på middag som afslutning på undervisning og afsked. Så lærte vi at tilberede de lækre pupusas som er tykke majstortillas med fyld af frisk ost og flæskesvær, serveret med chimol, en frisk salat af tomat, løg, agurk, chili og limesaft. Det har været super hyggeligt at tilbringe tid i Karinas lille træhus, lære hende at kende og få en smag på honduransk hjemlig hygge.

Apropos hjemlig hygge, skal det også nævnes at vi faldt rigtig godt til i den familiære atmosfære hos vores dykkersted. Den er en af de små dykkersteder i byen West End, så Nicola var ene student og Andreas havde tit den luksus at være eneste dykker med på fun dives, hvilket betød at han havde sin dive masters fulde opmærksomhed på revets dyreliv, i stedet for at tjekke en større flok turisters iltforbrug og bouyancy (=opdrift). Britiske dive master Conal viste sig at være en super cool gut, som både var god til at spotte dyreliv og drikke bajere. Andreas har derfor haft 14 fantastiske fun dives, hvor dykkerstilen er finpudset og kendskabet til den maritime mangfoldighed mangedoblet. Højdepunkterne er tunnel- og grottedyk, vragdyk, fouragerende havskildpadder, snegle som i ovennævnte suppe(!), rokker og moræner. Dykning på Roatán er fantastisk, men desværre viste der sig ingen hajer. Nicola tog desværre ikke del i undervandsglæderne, for det pokkers øre gjorde ondt, når der kom vand ind i det. Efter endnu et lægebesøg blev dykkerdrømmen lagt på hylden for denne gang (men jeg VIL derud ved næste lejlighed!), så jeg kunne blot hænge ud i dive shoppen og spille kort med instruktør og dive master.

Eftermiddagene oven vande, inden døre gav mig også lidt bedre tid til at nå noget oversættelsesarbejde, samtidig med at min sarte hud blev forskånet for den skrappe sol.

På vores tre ugers ophold på tropeøen har det kun været rigtigt dårligt vejr én dag. En mindre tropisk storm skulle passere sidste lørdag, så det stod ned i stænger hele dagen. Vi syntes egentlig det ville være fedt nok, at kunne dase en hel dag og boltre os i Mariposa Lodges store DVD-samling. Men pga. af blæst og regn var der ingen strøm! Og så måtte vi jo ty til gammeldags underholdning: højtlæsning af svensk krimi og yatzy! I denne forbindelse takker vi de kære mennesker der har forberedt os til netop sådan en situation J

Farvel til Roatán. Efter arfejse fra den skønne ø kom vi ind på fastlandet. Vi tilbragte en nat i et besynderligt hotel/gated community udenfor San Pedro Sula som vi fik anbefalet af vores hotelmutter på Roatán. Desværre var den tilhørende pool fuldt med Honduras’ øvre middelklasses fedladne børn pga. af børnefødselsdag med alt hvad der dertil hører af piñatas, syntestisk farvestrålende lagkager, borde og stole pyntede med store stofsløjfer og små tykke piger i prinsessekjoler og højhælede sko. Som prikken over i’et spillede DJ’en børnekorslovsange over et kæmpe højtaleranlæg –argh!!

La Paz. I La Paz, blev vi varmt og glædeligt modtaget af Nete og Peter. Vi blev indlogerede på det kitschede 70’er indrettede Hotel Milton midt i byen. Og så var det ellers bare i gang med at aflevere dokumenter på migrationskontor, udenrigsministerium, politistation –alt sammen en fin smagsprøve og introduktion på det bolivianske lettere træge bureaukrati. Oveni dette blev vi lidt mærkede af højden, den tørre forurenede luft og alle de fremmede bakterier.

PS vi er velankomne i San Lucas, og er lidt bagud med blogindlæg, men skal nok for gjort op for det. Se de nye billeder, ved at klikke paa fotostriben til venstre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar