mandag den 18. oktober 2010

Tobleronebjerget

Den første lørdag i oktober besteg vi det såkaldte Toblerone-bjerg her i San Lucas, hvis top ligger 600 m højere end San Lucas. Det spidseste bjerg af de ellers blødt afrundende der omgiver San Lucas, har danskerne givet dette navn. Jeg havde købt en Toblerone chokolade i Sucre for flere måneder siden, og den har så ligget og ventet til vi kom op på toppen. Det var overskyet, hvilket er en sjældenhed herude, så vejret var perfekt til bjergbestigning. Det tog os fem timer at komme op og hjem igen, og vi kom hjem med dejligt brugte ben og desværre alle forbrændte, røde pander, næser og kinder. For vi var så dumme at glemme solcremen under skydækket. Men UV-strålerne har jo utrolige kræfter, og vi er faktisk næsten lige så tæt på ækvator her som Tahiti og Hawaii!!

klik på billederne til venstre eller her: toblerone

Nete og Peter træner til at bestige det 6000 meter høje Huayna Potosí, så de havde rygsækkene fulde af sten, for at gøre turen endnu hårdere. Igår tog vi en træningstur til, Nete, Peter og jeg. Vi gik 12 km op ad bakke og steg 750 højdemeter. Det er herligt at man bare kan gå og gå herude uden at komme nogen vegne – vi kunne hele tiden kigge ned på San Lucas. Selvom vi fulgte grusvejen som fører til Potosí mødte vi kun én motorcyklist syv æsler og fem bønder. Efter tre timer var vi godt trætte og glade for at blive hentet af prinsen i den hvide landcruiser, da Andreas kørte op efter os.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar