Et biluheld

En helt almindelig dag på kontoret findes ikke, men de indledende manøvrer til en sådan var ellers gået i gang, da vores ansatte Elio kontakter os fra Buena Vista for at fortælle, at han er kørt af vejen. Vores ene Toyota Landcruiser er væltet, men ingen er kommet alvorligt til skade. Vi aftaler at vi kommer dem til hjælp, da bilen ligger slemt tilredt en halv meter nedenfor vejen og der sandsynligvis skal bruges et andet køretøj til at få den op på vejen. Derfor skynder Wilson, Nicola og undertegnede os at køre derud for at hjælpe med at få bilen op og desuden fotodokumentere til forsikringen. Da vi ankommer halvanden time efter modtager en rystet Elio os sammen med en større flok traditionelle behandlere, som skulle deltage i Elios kursus i Buena Vista. De har tilbudt deres hjælp til at få bilen op på vejen og har fundet gummiremmene frem. Vi har taget et tykt blåt reb med fra garagen og det benytter vi til at rejse bilen op vha. vores anden Landcruiser efter at der er blevet gravet en plan flade, bilen kan stå på. Det ser ikke ud til at motoren eller styretøjet har taget skade, så vi vælger at forsøge at både køre og trække bilen op. Derefter bliver der udhugget en opkørsel så vi kan køre/trække bilen det sidste stykke op på vejen.  Forruden og flere af sideruderne er knuste og karrosseriet er slemt bulet efter at have rullet rundt mindst en gang for derefter at være faldet ned fra vejen. Men motoren virkede og vi kørte forsigtigt det sidste stykke til Buena Vista, for at aftale om der skulle afholdes kursus og hvordan vi kunne få bilen hjem. Efter at være blevet interviewet til den lokale Radio Aclo mødes Elio med de traditionelle behandlere for at aflyse kurset og aftale nye datoer for det kommende års kurser. Mens Elio og Wilson kørte forrest i den beskadigede, kørte Nicola og jeg, kogekonerne og den tredje passager hjem og de var tydeligt forskrækkede og stønnede højlydt ved hvert eneste lille bump på vejen tilbage.

Mens Elio stod ude i garagen og beklagede sig over dækkene som tydeligvis skulle have al skylden for uheldet anmeldte vi uheldet til vores forsikring, som fortalte os hvilke papirer vi skulle fremskaffe fra det lokale politi inden vi kunne fragte bilen ind til reparation i Sucre.

Udstedelsen af en skadeanmeldelse blev en længere affære da den skulle udformes som en teknisk rapport med alle detaljer på bilen og de involverede. Elio og jeg forklarede hændelsen og afleverede de nødvendige papirer. De fik også fotos af hændelsen. Men da det gik op for dem, at der havde været andre med i bilen ville de også have deres data og have dem undersøgt på hospitalet for at sikre at de virkelig ikke var kommet alvorligt til skade. Derfor kørte Elio rundt resten af aftenen for at finde kvinderne og besøge hospitalet for at de alle kunne blive undersøgt. Der blev udarbejdet lægeerklæringer for alle involverede og på anbefaling gik vi også til en advokat for at få udfærdiget et dokument hvormed de involverede passagerer erklærede at de accepterede lægernes ord for at de var ved godt helbred og ikke havde lidt større skade ved uheldet. Dokumentet skal gardere os mod at kvinderne ikke senere kan holde IMCC ansvarlig for fremtidige helbredsmæssige skavanker. Barskt men absolut nødvendigt.

Det var også nødvendigt med en blodprøve til alkoholtest, hvilket er vigtigt for den bolivianske kasko: SOAT. Men eftersom en sådan test ikke kan laves i SL, bad de os om at sørge for fragten til Potosí, for politiet har kun én motorcykel og de er ikke ønskede i den nærliggende landsby Padcoyo, så de turde ikke selv bringe blodprøven derind til bustransport til Potosí. Elios bror som var kommet på besøg tog blodprøven med til Potosí og ville sørge for at sende tilbage med bus bagefter.
Dagen efter kom politiet på besøg for at inspicere bilens skader og bede om flere papirer. Da vi var overbeviste om at skylden ikke skulle gives til dækkene, men derimod Elios uforsvarlige og notorisk høje hastigheder spurgte vi politiet hvad de syntes om dækmønstrene og der var efter deres mening ikke noget i vejen med dækkene. Det var snarere kørslen og vejen den havde været gal med. Det føltes rart at have lovens lange arm på vores side i denne henseende. Men det er også noget nær det eneste positive man kan sige om lovens håndhævere i SL! Da Nicola om aftenen skulle hente den færdige politianmeldelse var politiet kommet frem til at Elio havde brudt tre artikler i trafikloven og at ulykken var 70% førerens skyld og 30% vejens skyld. Derfor skulle der betales en bøde, men de kunne ikke skrive hverken kvittering eller faktura på bøden, ergo korruption. De sad ligefrem og grinede af Nicola da hun forklarede at vi intet kunne betale unden kvittering; ’hun forstår vist ikke’, smilede de til hinanden. Argumentet lød indirekte på at de i så fald ville blive nødt til at uddybe undersøgelsen og dermed forsinke hele processen med mere politiarbejde. Situationen blev ikke bedre af at en af betjentene sad og gennemså billeder af en nylig dødsulykke fra en nærliggende landsby på en computerskærm så alle kunne se dem. Nicola blev rystet over deres skødesløshed og bad dem om at vise respekt, fordi en af vores ansattes søn og en anden dreng var omkommet i denne ulykke og det var med al sandsynlighed det forkullede lig af vores medarbejders søn han sad og viste til hele politistationen. De gjorde ikke antræk til at vise hensyn og Nicola forlod politistationen rasende og chokeret.

Efter et par døgns bøvlen med politiet blev bilen uden mere fragtet ind til Sucre på lastvogn og den er sikkert først køreklar om nogle måneder.Vi har besluttet at forespørge hos forsikringen om vi kan fremover kan henvende os til politiet i Potosí i stedet for de korrupte klaphatte i San Lucas (som nu mere eller mindre er blevet smidt ud af byen fordi landsbyautoriteterne ikke vil vide af dem).