Karneval i Oruro og Ayllusbesøg i San Lucas

I mandags vendte vi hjem fra karneval i Oruro. Vi var trætte og lidt sure for Nicola havde fået eksem i hele ansigtet. Den store dille blandt karnevalsløjer er skumkrig. På ethvert gadehjørne står sælgere med tårne af spraydåser fulde af det hvide skum (kunstig sne fra Argentina) som alle sprøjter hinanden i hovederne med og som viser sig at være giftigt!! Varedeklarationen advarer mod indtag, mod længerevarende kontakt med hud og affyringsafstande under halvanden meter og proklamerer desuden at produktet kun er til brug i Bolivia hvilket nok siger noget om forskelle i giftregulering. Dette er der ingen bolivianere der har læst, og de sender gladeligt deres femårige afsted i krigen, hvor det gælder om at gå så tæt på hinanden og fylde så mange ansigtshuler som muligt med skum. Vi kunne mærke skummet svide huden let efter et par timer, og da startede selvfølgelig Nicolas bange anelser. En kløende rød maske af brændvarm hud blev herefter behandlet med hormoncreme.
Trætheden skyldes den lange rejse hjem med bus. Vi tog fra Oruro søndag aften kl. 19 og var i Padcoyo kl. 3.30  om morgenen. Padcoyo er en trøstesløs støvet landsby ½ times kørsel fra vores hjem. Det var mørkt og koldt at stå tre timer at vente på en bil der skulle til San Lucas, men vi kunne ikke bare gå, for vi havde for meget tung baggage med.


[Klik her for at se foto slideshow fra Karnevalet 106stk]

Vi var til karneval sammen med Peter og Nete, som vi samtidig måtte tage afsked med, da de direkte bagefter rejste hjem til Danmark. Vi mødtes alle fire i Oruro fredagen inden karnevallet. Nicola kom fra La Paz, hvor hun var inde at arbejde, og Andreas kom hjemme fra San Lucas. Den støvede, søvnige, mineby Oruro var forvandlet til en overrendt festivalplads med usle hoteller til overpriser, friturestegt kylling og popcorn-, øl- og paryksalg overalt. Vi havde booket et hotel i forvejen som heldigvis var udmærket at sove i, men personalet gik mere op i at sy deres karnevalskostumer færdige end at servicerer gæster. Vi fandt hurtigt ud af at vi havde lejet værelser i et residencial, altså et sted hvor folk bor over længere perioder. De havde sikkert set en fordel i at udleje deres værelse til tredobbelt leje under karnevalet, men tøj og private ejendele havde de ikke lige rømmet fra skabene.
Nede i byen mødtes vi samme aften med José Luis, som er læge og tidligere arbejdede i San Lucas, og hans kone Lilibeth, som er skolelærer i San Lucas. Vi skulle ud at købe siddepladser på de tribuner, som er banket op langs den 7 km lange karnevalsrute. Ca. midtvejs på ruten fik vi pladser.
Karnevalet var skemalagt fra kl. 9 morgen til kl. 2 om natten. I programmet kunne man se gruppernes navne og deres specialitet, om de var et djævleoptog eller indianeroptog mv.
Hen ad formiddagen indtog vi vores pladser og ti minutter senere faldt der et let tæppe af kunstig skum-sne og vi tog hurtigt regnslag og solbriller på, hvilket ikke var for tidligt for kort efter udbrød der regulær skumkrig på tribunen og det gjaldt bare om at skyde igen eller skærme sig for ikke at ende med det største (eksemfremkaldende) skumskæg! 
…
Vi vil ikke skrive meget om optogene for vi synes fotos taler for sig selv. Blandt favoritterne var helt klart de farverige og stærkt overornamenterede djævle-optog. Blandt disse taltes både de traditionelle djævle med kæmpe hjelme, kvindelige djævle med skælmske smil samt de på én gang skræmmende og nuttede djævlebjørne. Saya-danserne gjorde også deres for at opildne masserne, de kvindelige dansere med deres ultrakorte skørter og hoftevrik og de mandlige dansere med deres hoppende koreografi og machobrøl. Det blev hurtigt mode blandt drengerøvene fra Cochabamba, som sad på rækkerne foran os, at råbe BESO! BESO! (kys! kys!) til de dansende piger og hvis de sendte et luftkys svarede de igen med LLÁMAME! (ring til mig!).
Vi var tydeligvis havnet på pøblens rækker hvis uopdragne børn indtog vejen med skumkrig mens deres forældre opmuntrede dem og købte mere skum fra de mange sælgere der også gik i vejen for de dansende optog som aftenen skred frem.

Om søndagen gik vi en tur op til karnevalrutens endepunkt hvor de dansende knokler de sidste hundrede meter op ad en bakke til en kirke. Ruten fungerer som en pilgrimsrute for alle de dansende som ender ved kirken og statuen af den lokale helgeninde. Det er pudsigt at det er djævlefigurer med edderkopper og slanger i håret der danser op og lovpriser den hellige katolske jomfru, men det er minearbejderne der i sin tid indførte denne hedenske skik, da de allierede sig både med ”el tío” (djævlefiguren i minen) og den katolske kirke for blive velsignet med mineralsk rigdom.

Ayllus besøg
Karnevalet kuriøse indslag i San Lucas er uden tvivl Ayllus besøget som afslutter karnevalets mange dages fest. Ayllus er den traditionelle samfundsstruktur bygget op omkring familier, landsbyer og områder. Hver Ayllus har et råd, som består af ældre, der udstikker reglerne for hvem der dyrker hvad på hvilke marker og sørger for at mægle i eventuelle stridigheder blandt familierne. Ayllus  er Bolivias mest basale civilsamfundsorganisering med rødder tilbage før Inkaernes dominans. Men deres arbejde baserer sig mere på traditioner og ritualer end organisering og fremskridt. Alligevel støtter IMCC Ayllus strukturen for at fordre deres fortsatte organisering af civilsamfundet. Med deres velsignelse kan vi lettere arbejde for en forbedring af sundhedstilstanden i kommunen. San Lucas får besøg af fire Ayllusgrupper, som besøger deres samarbejdspartnere og velgørere med sang, musik og dans. Da Ayllusbesøgene er en fast tradition var vi godt forberedt af tidligere udsendtes erfaringer, så vi havde pyntet op med balloner og serpentiner og købt rigelig drikkelse og snacks. Om formiddagen hørte vi trommerne i det fjerne og hen ad eftermiddagen tromlede den første gruppe ind i gården. 30-40 Mænd, kvinder og børn stimlede ind, mens vi forsøgte at hilse på dem alle og dele sodavand, singani og sukkerkugler ud til de dansende. Jesper og jeg hilste og skålede med de allerede godt berusede mænd som vrøvlede løs på quechua og kyssede vores hænder mens Nicola og Maria sørgede for at børnene fik sodavand og kvinderne fik nogle sukkerkugler rationeret mellem sig, for hvad der end blev givet af skåle eller håndfulde af sukkerkugler røg med det samme ned i deres bæreposer. Vi dansede nogle runder blandt fejende flag og stive landsbyautoriteter til lyden af trommer, fløjter og skingre kvindestemmer. Pludselig lød der signal til afgang og alle tømte deres kop, afleverede dem høfligt tilbage og takkede inden de dinglede videre til næste besøg.
Efter tre grupper var vi godt øre og havde indtaget rigelig singani. Vi formoder at den sidste gruppe simpelthen var for stiv eller var faret vild i regnvejret, for de dukkede aldrig op hos os. Efter sidste gruppe sad enkelte efternølere stadig og ville skåle med os. Vi kunne ikke få ud af dem om de var ayllus eller bare nogle af de glade folk fra gaden som havde fulgt grupperne, så Nicola sluttede aftenen af i hyggelig samtale med en stiv 70-årig bedstemor godt hjulpet af nabodrengene Christian og William, som oversatte fra quechua til spansk.




Kærlige Hilsner
Nicola og Andreas

Ps. Vi har haft nogle problemer med at få vores fotos online, men overførslen er i gang, så de skulle snart være der (106 stk). klik her for at se foto slideshow

Pps. Nicos fjæs ser smukt ud igen! = )

Fra projektkoordinator, mødebestyrer og arbejdsgiver til katastrofearbejder og begravelsesgæst

Nicola har skrevet en artikel på imcc ulands hjemmeside. Klik på linket og kom direkte til den spændende læsning   : )

Tilbage til arbejdet

Tilbage på arbejde i San Lucas, Chiquisaca, Bolivia! Der bliver samlet op hvor vi slap, da vi tog på ferie lige før jul sammen med Nicolas familie. Der er den sædvanlige mængde papirarbejde, der skal ordnes. Jeg samler referater til arkivering på vores kontor og  hjemsendelse sammen med januars statusrapport. Vores computeres antivirusprogrammer skal opdateres hvilket tager tid, når vores internetforbindelse stadig kun hiver sig op på sølle 6 Kb/s. Vi er sammen ved at forfatte strategidokumenter med handlingsplaner for det kommende år, som skal lede os frem til en fornuftig opnåelse af målene for projektets mange forskellige aktiviteter. Samtidig skal vi gennemlæse ansøgninger fra oplandets bønder og deres børn, som har søgt vores legater til en gymnasial uddannelse i aftenskole-regi. Der er en verden til forskel på DANIDA-stemplede projektdokumenter bøjet i Logical Framework Approaches og ubehjælpelige håndskrevne ansøgninger fra udørken Japo syd for flækken Chanchas Blancas! 
    Men det er dejligt med et godt gammeldags gensyn med vores roller som administratorer på udviklingsprojektet Sundhed gennem Civilsamfundsstøtte i San Lucas Kommune.  Vi har fejret et herligt nytår med Nicolas familie i varme Santa Cruz de la Sierra, hvor vi også besøgte hendes fars mange fætre og kusiner, dasede i et biocenter/badeland og tog på jagt ved en onkels landsted.

De nye kooperanter.
Maria er medicinstuderende og Jesper er uddannet bygningsingeniør. Med sig har de sønnen Malte på godt halvandet år. De har solgt hus, bil og hund i Odense for at tage til Bolivia i 14 måneder. De skal afløse Nete og Peter, som tager hjem til Danmark i Marts, hvor de fortsætter et år i organisationen med at søge, udvælge og oplære nye kooperanter til projektet som fortsætter indtil 2016.  

Overlap.
Vi bruger de første dage på en ryste-sammen-tur efter at have været i hvert sit land det sidste halve år. Først skal de nye akklimatiseres, for det kan være lidt hårdt at komme fra flade Danmark til Bolivias højland. Der er også flere kontorbesøg og papirarbejder, der skal sættes i gang i byen, for at de legalt kan indtræde som kooperanter i vores samarbejde med den bolivianske stat. Derefter tog vi ud til Lago Titicaca for at nyde naturen besøge Isla del Sol, som er en smuk klippeø ude i søen, som huser nogle små inka-ruiner og en dejlig gåtur ned over øen. Vi boede på et lækkert kunstfærdigt indrettet hotel med udsigt ud over søen ved den lille by Copacabana. Jesper og Maria gik ivrigt til gloserne på vores sejltur ud til øen, for der er en masse spanske ord og slang der skal samles op. Sammen gik vi hen over Isla del Sol og overnattede på øen.

Tilbage i La Paz mødtes vi med Peter, Nete og Elio for at gennemgå en præsentation til den følgende dags besøg på den danske ambassade. Vi har et godt forhold til ambassaden og ambassadøren som tidligere har besøgt os i San Lucas. Vi holder dem informeret om vores arbejde med præsentationer om vores aktiviteter og seneste resultater. De er utrolig flinke til at lytte til vores overvejelser og bekymringer omkring arbejdet som NGO i Bolivia, kommer med hjælpsomme kommentarer og er altid beredvillige, når vi støder på problemer med det bolivianske bureaukratis junglelove. Efter præsentation inviterede ambassadøren os på middag dagen efter og vi havde en hyggelig aften hjemme hos ham sammen med flere af ambassadens medarbejdere. 

Husk at se billederne til dette blogindlæg. Hvis I ikke allerede har set dem kan I klikke her.


--
Ps. En kylling er en af de få ting, som mennesket spiser både før den er født og efter den er død.

Nye fotos fra familiebesøg og juleaften

Hola a todos
Nu er der lige kaffepause for shopping desperados i Santa Cruz. Det har været overskyet med byger, så vi valgte shopping fremfor biocenter badeland Guembe. Der tager vi ud i morgen uanset vejret.
Vi håber I alle har haft en dejlig jul. Vi har hygget med familien i San Lucas efter besøg i Sucre, Potosi og Tarija. I kan se billeder fra vores tur og fra julen i San Lucas ved at klikke på de små billeder til venstre.

!PROSPERO ANO NUEVO!
De kærligste hilsner fra Nicola og Andreas

Glædelig Jul ønsker Andreas og Nicola

Det er blevet jul i San Lucas, for med familiebesøg er et læs af julevarer og godter landet i Casa Blanca. Her går vi, lillejuleaftensdag og bager rugbrød, koger grød til ris alamande og pynter plastikjuletræ. Igår fik vi glögg og nybagte brunkager – mums! Og vi har fået sildemad og snaps. Samtidig er det sommervejr og lyst længe, så denne jul kombinerer vi det bedste fra to verdener!

Vi håber I hygger Jer derhjemme og ikke holder igen med alle de søde, fede sager, der luner i kulden. Store knus og varme tanker fra os begge.

En perfekt fødselsdag!

Jeg vil takke alle der har sendt hilsner, breve, gaver og hjemmebag til mig på min fødselsdag.
Jeg havde en fantastisk dag. Blev vækket med flag, sang og gaver i Sucre af Andreas, Nete og Peter som havde forberedt en dejlig morgenmad med frugtsalat og champagne.
Som den bedste gave kom der besøg fra Danmark: Min mor, far og Tobias ankom om formiddagen! De var pakket til randen med verbale hilsner, breve, gaver og hjemmebag. Det var virkelig overvældende at modtage så meget opmærksomhed - tak! Og tak for alle de mails og facebookhilsner der strømmede til i løbet af dagen!
Det er meget anderledes at fejre fødselsdag hernede i varmen uden den julestemning der også plejer at være en del af min dag. Men det er skøøønt! Julestemningen hjælpes dog på vej af den ordentlige portion jul der er slæbt med fra Dk; glögg, rugbrød, sild, julekager og -pynt, kalenderlys, grødris, mandler, julekrýdderier og kirsebærsovs. Så vi ser frem til at fejre jul i San Lucas!
Nu holder vi ferie og kører rundt og oplever nye sider af dette utroligt mangfoldige land. Vi er kørt sydpå og befinder os nu i Tarija, hvor vi vil lære om boliviansk vinproduktion og nyde godt af nærheden til Argentina og få en god bøf.

Igen af hjertet tak til alle I kære derhjemme! Kærligst fra Nicola

Et biluheld

En helt almindelig dag på kontoret findes ikke, men de indledende manøvrer til en sådan var ellers gået i gang, da vores ansatte Elio kontakter os fra Buena Vista for at fortælle, at han er kørt af vejen. Vores ene Toyota Landcruiser er væltet, men ingen er kommet alvorligt til skade. Vi aftaler at vi kommer dem til hjælp, da bilen ligger slemt tilredt en halv meter nedenfor vejen og der sandsynligvis skal bruges et andet køretøj til at få den op på vejen. Derfor skynder Wilson, Nicola og undertegnede os at køre derud for at hjælpe med at få bilen op og desuden fotodokumentere til forsikringen. Da vi ankommer halvanden time efter modtager en rystet Elio os sammen med en større flok traditionelle behandlere, som skulle deltage i Elios kursus i Buena Vista. De har tilbudt deres hjælp til at få bilen op på vejen og har fundet gummiremmene frem. Vi har taget et tykt blåt reb med fra garagen og det benytter vi til at rejse bilen op vha. vores anden Landcruiser efter at der er blevet gravet en plan flade, bilen kan stå på. Det ser ikke ud til at motoren eller styretøjet har taget skade, så vi vælger at forsøge at både køre og trække bilen op. Derefter bliver der udhugget en opkørsel så vi kan køre/trække bilen det sidste stykke op på vejen.  Forruden og flere af sideruderne er knuste og karrosseriet er slemt bulet efter at have rullet rundt mindst en gang for derefter at være faldet ned fra vejen. Men motoren virkede og vi kørte forsigtigt det sidste stykke til Buena Vista, for at aftale om der skulle afholdes kursus og hvordan vi kunne få bilen hjem. Efter at være blevet interviewet til den lokale Radio Aclo mødes Elio med de traditionelle behandlere for at aflyse kurset og aftale nye datoer for det kommende års kurser. Mens Elio og Wilson kørte forrest i den beskadigede, kørte Nicola og jeg, kogekonerne og den tredje passager hjem og de var tydeligt forskrækkede og stønnede højlydt ved hvert eneste lille bump på vejen tilbage.

Mens Elio stod ude i garagen og beklagede sig over dækkene som tydeligvis skulle have al skylden for uheldet anmeldte vi uheldet til vores forsikring, som fortalte os hvilke papirer vi skulle fremskaffe fra det lokale politi inden vi kunne fragte bilen ind til reparation i Sucre.

Udstedelsen af en skadeanmeldelse blev en længere affære da den skulle udformes som en teknisk rapport med alle detaljer på bilen og de involverede. Elio og jeg forklarede hændelsen og afleverede de nødvendige papirer. De fik også fotos af hændelsen. Men da det gik op for dem, at der havde været andre med i bilen ville de også have deres data og have dem undersøgt på hospitalet for at sikre at de virkelig ikke var kommet alvorligt til skade. Derfor kørte Elio rundt resten af aftenen for at finde kvinderne og besøge hospitalet for at de alle kunne blive undersøgt. Der blev udarbejdet lægeerklæringer for alle involverede og på anbefaling gik vi også til en advokat for at få udfærdiget et dokument hvormed de involverede passagerer erklærede at de accepterede lægernes ord for at de var ved godt helbred og ikke havde lidt større skade ved uheldet. Dokumentet skal gardere os mod at kvinderne ikke senere kan holde IMCC ansvarlig for fremtidige helbredsmæssige skavanker. Barskt men absolut nødvendigt.

Det var også nødvendigt med en blodprøve til alkoholtest, hvilket er vigtigt for den bolivianske kasko: SOAT. Men eftersom en sådan test ikke kan laves i SL, bad de os om at sørge for fragten til Potosí, for politiet har kun én motorcykel og de er ikke ønskede i den nærliggende landsby Padcoyo, så de turde ikke selv bringe blodprøven derind til bustransport til Potosí. Elios bror som var kommet på besøg tog blodprøven med til Potosí og ville sørge for at sende tilbage med bus bagefter.
Dagen efter kom politiet på besøg for at inspicere bilens skader og bede om flere papirer. Da vi var overbeviste om at skylden ikke skulle gives til dækkene, men derimod Elios uforsvarlige og notorisk høje hastigheder spurgte vi politiet hvad de syntes om dækmønstrene og der var efter deres mening ikke noget i vejen med dækkene. Det var snarere kørslen og vejen den havde været gal med. Det føltes rart at have lovens lange arm på vores side i denne henseende. Men det er også noget nær det eneste positive man kan sige om lovens håndhævere i SL! Da Nicola om aftenen skulle hente den færdige politianmeldelse var politiet kommet frem til at Elio havde brudt tre artikler i trafikloven og at ulykken var 70% førerens skyld og 30% vejens skyld. Derfor skulle der betales en bøde, men de kunne ikke skrive hverken kvittering eller faktura på bøden, ergo korruption. De sad ligefrem og grinede af Nicola da hun forklarede at vi intet kunne betale unden kvittering; ’hun forstår vist ikke’, smilede de til hinanden. Argumentet lød indirekte på at de i så fald ville blive nødt til at uddybe undersøgelsen og dermed forsinke hele processen med mere politiarbejde. Situationen blev ikke bedre af at en af betjentene sad og gennemså billeder af en nylig dødsulykke fra en nærliggende landsby på en computerskærm så alle kunne se dem. Nicola blev rystet over deres skødesløshed og bad dem om at vise respekt, fordi en af vores ansattes søn og en anden dreng var omkommet i denne ulykke og det var med al sandsynlighed det forkullede lig af vores medarbejders søn han sad og viste til hele politistationen. De gjorde ikke antræk til at vise hensyn og Nicola forlod politistationen rasende og chokeret.

Efter et par døgns bøvlen med politiet blev bilen uden mere fragtet ind til Sucre på lastvogn og den er sikkert først køreklar om nogle måneder.Vi har besluttet at forespørge hos forsikringen om vi kan fremover kan henvende os til politiet i Potosí i stedet for de korrupte klaphatte i San Lucas (som nu mere eller mindre er blevet smidt ud af byen fordi landsbyautoriteterne ikke vil vide af dem).