Den første lørdag i oktober besteg vi det såkaldte Toblerone-bjerg her i San Lucas, hvis top ligger 600 m højere end San Lucas. Det spidseste bjerg af de ellers blødt afrundende der omgiver San Lucas, har danskerne givet dette navn. Jeg havde købt en Toblerone chokolade i Sucre for flere måneder siden, og den har så ligget og ventet til vi kom op på toppen. Det var overskyet, hvilket er en sjældenhed herude, så vejret var perfekt til bjergbestigning. Det tog os fem timer at komme op og hjem igen, og vi kom hjem med dejligt brugte ben og desværre alle forbrændte, røde pander, næser og kinder. For vi var så dumme at glemme solcremen under skydækket. Men UV-strålerne har jo utrolige kræfter, og vi er faktisk næsten lige så tæt på ækvator her som Tahiti og Hawaii!!
klik på billederne til venstre eller her: toblerone
Nete og Peter træner til at bestige det 6000 meter høje Huayna Potosí, så de havde rygsækkene fulde af sten, for at gøre turen endnu hårdere. Igår tog vi en træningstur til, Nete, Peter og jeg. Vi gik 12 km op ad bakke og steg 750 højdemeter. Det er herligt at man bare kan gå og gå herude uden at komme nogen vegne – vi kunne hele tiden kigge ned på San Lucas. Selvom vi fulgte grusvejen som fører til Potosí mødte vi kun én motorcyklist syv æsler og fem bønder. Efter tre timer var vi godt trætte og glade for at blive hentet af prinsen i den hvide landcruiser, da Andreas kørte op efter os.
tirsdag den 19. oktober 2010
onsdag den 6. oktober 2010
NGO møde med den danske ambassade i La Paz
Nicola og jeg deltog i et møde i La Paz sammen med andre danske NGO'er og deres samarbejdspartnere i Bolivia.
Billeder fra NGO møde med ambassaden
Kærlige hilsner fra et forårsramt Bolivia
Andrés
Det var et møde med introduktion til DKs nye strategi for udviklingsarbejde og Bolivias økonomiske situation og civilsamfundets tilstand og kontakt til de andre NGO'er i landet: et lærerigt multifunktionelt møde i La Paz!
I kan se flere billeder fra mødet ved at klikke på linket til ambassadens Facebook profil under dette billede.
Billeder fra NGO møde med ambassaden
Kærlige hilsner fra et forårsramt Bolivia
Andrés
lørdag den 2. oktober 2010
mountain bike på Death Road!
Hola todos!
Vi vil lige ønske jer alle en dejlig weekend her fra Bolivia!
Tilbage i juli var vi på action-cykeltur fra La Paz til Coroico sammen med Nete og Peter.
Det var helt utrolig sjovt og hårdt. Flere timer på grusvej konstant ned ad bakke, noget af et adrenalinsus at skulle følge med guiderne! Nicola hang så meget i bremsen at hendes underarme flossede og vi havde alle vabler på hænderne trods handskerne.
Vi kørte på den berømte camino de la muerte, som i dag er omgået af en mere sikker vej, men der kører stadig biler på den i dag. Klik på linket her hvis du vil se billederne: Mountain Bike på Death Road!
Vi vil lige ønske jer alle en dejlig weekend her fra Bolivia!
Tilbage i juli var vi på action-cykeltur fra La Paz til Coroico sammen med Nete og Peter.
Det var helt utrolig sjovt og hårdt. Flere timer på grusvej konstant ned ad bakke, noget af et adrenalinsus at skulle følge med guiderne! Nicola hang så meget i bremsen at hendes underarme flossede og vi havde alle vabler på hænderne trods handskerne.
Vi kørte på den berømte camino de la muerte, som i dag er omgået af en mere sikker vej, men der kører stadig biler på den i dag. Klik på linket her hvis du vil se billederne: Mountain Bike på Death Road!
lørdag den 11. september 2010
Mad og bolig
El nuevo equipo
Helene og Jonas er taget hjem, så nu er vi for alvor trådt ind på vores pladser som IMCC’ere i San Lucas.
Hjemme i Casa Blanca er vi flyttet ind i vores soveværelse og køkken. Vi har lappet revner i væggene og malet vores køkken, så her er fint og lækkert. Nu indrettes det lidt efter lidt med personlige ting. Andreas har selvfølgelig som det første købt nogle gode højtalere, så skønne vestlige toner med tung bas fylder rummet, og jeg har hængt tegninger og fotocollager fra veninderne derhjemme op. Desuden fyldes hylder og kurve med lækkerier. Alle luksusvarer som vin, chokolade, mejeriprodukter, kaffe og kød hamstres i nærmeste storby Sucre. Et udvalg af tørvarer samt frugt og grønt købes herude. Det er en fornøjelse at gå på grøntsagsindkøb efter bla. lækre solmodne tomater, smagfulde løg og saftige appelsiner for ingen penge. Igår kom jeg hjem med tre kg tomater, 25 appelsiner, et hvidkål, seks bananer og et salathoved for ialt 15 kr.!! Man kan få én slags hvedebrød her, som bliver knastørt efter få timer, men det gør ikke noget, for det er jo bare motivation til at slå dej op og hver dag nyde hjemmebagte grovboller. Nydes gerne med friskpresset appelsinjuice og morgenæg fra egen hønsegård... vi lever godt! Nete og Peter sætter også pris på dejlig hjemmelavet mad, så det er en fornøjelse at vi tilbereder mad og spiser sammen hver dag.
Vida Social
Bolivianerne tager godt imod os som de nye gringos i landsbyen. Nogle af de ansatte på hospitalet kom dumpende med en kasse øl en lørdag aften, for de ville lige hilse ordentligt på. Vores køkken blev invaderet og guitar og charango blev revet ud af hænderne på Peter og Andreas, og så skrålede bolivianerne op. Andreas følte sig nogenlunde forberedt, for de mindende i høj grad om min onkel Charli, som har hvad der må være en boliviansk stemmevolumenteknik, der virkelig kan synge en forsamling op!
Nete og jeg holdt pigeaften i sidste uge. Desværre faldt begivenheden på samme aften som hospitalet afholdt julæumsarrangement på plazaen, og eftersom en del af de inviterede er ansatte på hospitalet blev vi ikke så mange. Men de fem der kom ( halvanden time for sent) var meget duperede over vores hjemmebagte kage, knækbrød og vafler. Især den elektriske vaffelbager imponerede ;)
Vores kontor er på hospitalet, lige overfor administrationen, så vi inviteres som regel med ved hospitalets fester og sportsarrangementer. I lørdags var vi inviteret til hospitalets gallamiddag. Lægen Wilbert inviterede os til ”ocho en punto” kl. otte præcis, men han blev afbrudt af Mario: ”Nej nej, de kommer på det tidspunkt du siger!”, så det blev rettet til ”nueve en punto”,kl. ni. Vi kom kl. 21.30, og heldigvis var vi da ikke de første, men vi blev bænket og måtte sidde længe og vente på at der skete noget. Efter lidt tid blev der delt sød cider og småkager ud, men man måtte ikke drikke af det før alle var ankommet til velkomst skål. Og så sad vi bare dér. Der var ikke rigtigt nogen der snakkede sammen. Og forsøgte man at starte en samtale blev den hurtigt afsluttet. Men ligeså sløve de hospitalsansatte er til smalltalk ligeså aktive er de på et dansegulv. For da al ventetiden og den hurtigt indtagede middag var overstået kunne festen begynde. Dog måtte vi gringas, Nete og jeg, efter at have siddet utålmodige og rokket på stolene, åbne dansegulvet. Vi rejste os og nåede blot at stå der et sekund, før hele salen havde rejst sig og dansede med. Og så satte de sig ikke ned igen. De står i timevis og danser en masse forskellige danse, fra moderne cumbia og reaggeton til tradicionelle morenadas og chichas. Der sendes fyldte ølglas rundt mellem de dansende som alle trængende drikker af.
Tilbage i midten af august var vi til 1-års fødselsdag hos vores ansattes datter, Paula. Det var et lille plaster på såret for mig, der gik glip af min elskede nevøs 1-års en uge efter. Det var en rørende begivenhed for Vicky, som er mor til Paula, at fejre sin datter. For et år siden dumpede Paula ind i hendes liv. Paulas biologiske mor døde på tragisk vis efter at have født den lille. Hun var en fattig bondekone fra én af de landsbyer i kommunen hvor IMCC afholder kurser. Vores ansatte læge havde været ude i landsbyen at holde kursus, og med på tilbagevejen havde han den blødende kvinde der lige havde født. Hun skulle have lægehjælp i San Lucas. Kvinden døde i bilen inden de nåede hospitalet, og faren til den lille ny som også var med i bilen var knust. Selvfølgelig over tabet af sin kone, men også over bekymringen for den lille pige. Han havde i forvejen seks børn derhjemme som han nu skulle passe og brødføde alene.
Den lykkelige slutning på den tragiske historie er selvfølgelig at Vicky adopterede den lille datter hun altid havde ønsket sig. Og idag er hendes liv forandret, ligesom også Paulas liv er helt anderledes end det kunne have været. Hun er en yndig lille charmetrold som er ved at lære at gå og tale. ”Hola hola” siger hun hele tiden og holder hånden op til øret og leger telefon. Der er selvfølgelig straks billeder af Paulita.
Et par dage senere...
Nu sidder jeg så her i Sucre igen. Jeg kørte herind sammen med et par af de ansatte damer, for vi havde alle noget arbejde at gøre. Damerne indkøber stof til sykurserne på landet, og jeg besøger advokat og prøver at komme videre med donation af en af projektets gamle biler der er ombygget til ambulance og nu står og venter på at servicere de mildest talt trængende sundhedsposter og hospitalet.
Vores personlige dokumenter er nu kommet i orden med stor hjælp fra den danske ambassade. Visum, kørekort og identitetskort er i hænde lige så snart Nete og Peter kommer tilbage til San Lucas i weekenden. De har været i La Paz og hente Netes forældre i lufthavnen og vores papirer på ambassaden. Det bliver rart at være legal medarbejder på projektet og kunne køre bil uden at bekymre sig om politikontrol.
Når nu jeg er i byen så skal der lige handles ind af alle de førnævnte luksusvarer, hyggeshoppes lidt og gås på café. Det har været ren nydelse at gå ind i postboksen og hente Politiken Weekly og så over på den anden side af gaden, hvor min yndlingscafé ligger: Las Delicias – som jeg kender fra Santa Cruz. Der er åbent eftermiddag/aften og serveres bolivianske bagværksspecialiteter, både søde og salte, der primært baserer sig på ost, majs, yuca (grov kartoffellign. rodfrugt) og rigeligt smør – mums. For kendere kan jeg fortælle at jeg nød en sonso, cuñapé og empanada de queso til min kaffe idag. Igår sneg jeg mig også ind ved solnedgangstid og fik masaco de yuca con charque og huminta a la olla. Jeg er svært glad for disse lækkerier og betragter dem som de fineste kulinariske oplevelser Bolivia byder på. De kan godt hamle op med den sildemad og leverpostej jeg er begyndt at savne ;)
Helene og Jonas er taget hjem, så nu er vi for alvor trådt ind på vores pladser som IMCC’ere i San Lucas.
Hjemme i Casa Blanca er vi flyttet ind i vores soveværelse og køkken. Vi har lappet revner i væggene og malet vores køkken, så her er fint og lækkert. Nu indrettes det lidt efter lidt med personlige ting. Andreas har selvfølgelig som det første købt nogle gode højtalere, så skønne vestlige toner med tung bas fylder rummet, og jeg har hængt tegninger og fotocollager fra veninderne derhjemme op. Desuden fyldes hylder og kurve med lækkerier. Alle luksusvarer som vin, chokolade, mejeriprodukter, kaffe og kød hamstres i nærmeste storby Sucre. Et udvalg af tørvarer samt frugt og grønt købes herude. Det er en fornøjelse at gå på grøntsagsindkøb efter bla. lækre solmodne tomater, smagfulde løg og saftige appelsiner for ingen penge. Igår kom jeg hjem med tre kg tomater, 25 appelsiner, et hvidkål, seks bananer og et salathoved for ialt 15 kr.!! Man kan få én slags hvedebrød her, som bliver knastørt efter få timer, men det gør ikke noget, for det er jo bare motivation til at slå dej op og hver dag nyde hjemmebagte grovboller. Nydes gerne med friskpresset appelsinjuice og morgenæg fra egen hønsegård... vi lever godt! Nete og Peter sætter også pris på dejlig hjemmelavet mad, så det er en fornøjelse at vi tilbereder mad og spiser sammen hver dag.
Vida Social
Bolivianerne tager godt imod os som de nye gringos i landsbyen. Nogle af de ansatte på hospitalet kom dumpende med en kasse øl en lørdag aften, for de ville lige hilse ordentligt på. Vores køkken blev invaderet og guitar og charango blev revet ud af hænderne på Peter og Andreas, og så skrålede bolivianerne op. Andreas følte sig nogenlunde forberedt, for de mindende i høj grad om min onkel Charli, som har hvad der må være en boliviansk stemmevolumenteknik, der virkelig kan synge en forsamling op!
Nete og jeg holdt pigeaften i sidste uge. Desværre faldt begivenheden på samme aften som hospitalet afholdt julæumsarrangement på plazaen, og eftersom en del af de inviterede er ansatte på hospitalet blev vi ikke så mange. Men de fem der kom ( halvanden time for sent) var meget duperede over vores hjemmebagte kage, knækbrød og vafler. Især den elektriske vaffelbager imponerede ;)
Vores kontor er på hospitalet, lige overfor administrationen, så vi inviteres som regel med ved hospitalets fester og sportsarrangementer. I lørdags var vi inviteret til hospitalets gallamiddag. Lægen Wilbert inviterede os til ”ocho en punto” kl. otte præcis, men han blev afbrudt af Mario: ”Nej nej, de kommer på det tidspunkt du siger!”, så det blev rettet til ”nueve en punto”,kl. ni. Vi kom kl. 21.30, og heldigvis var vi da ikke de første, men vi blev bænket og måtte sidde længe og vente på at der skete noget. Efter lidt tid blev der delt sød cider og småkager ud, men man måtte ikke drikke af det før alle var ankommet til velkomst skål. Og så sad vi bare dér. Der var ikke rigtigt nogen der snakkede sammen. Og forsøgte man at starte en samtale blev den hurtigt afsluttet. Men ligeså sløve de hospitalsansatte er til smalltalk ligeså aktive er de på et dansegulv. For da al ventetiden og den hurtigt indtagede middag var overstået kunne festen begynde. Dog måtte vi gringas, Nete og jeg, efter at have siddet utålmodige og rokket på stolene, åbne dansegulvet. Vi rejste os og nåede blot at stå der et sekund, før hele salen havde rejst sig og dansede med. Og så satte de sig ikke ned igen. De står i timevis og danser en masse forskellige danse, fra moderne cumbia og reaggeton til tradicionelle morenadas og chichas. Der sendes fyldte ølglas rundt mellem de dansende som alle trængende drikker af.
Tilbage i midten af august var vi til 1-års fødselsdag hos vores ansattes datter, Paula. Det var et lille plaster på såret for mig, der gik glip af min elskede nevøs 1-års en uge efter. Det var en rørende begivenhed for Vicky, som er mor til Paula, at fejre sin datter. For et år siden dumpede Paula ind i hendes liv. Paulas biologiske mor døde på tragisk vis efter at have født den lille. Hun var en fattig bondekone fra én af de landsbyer i kommunen hvor IMCC afholder kurser. Vores ansatte læge havde været ude i landsbyen at holde kursus, og med på tilbagevejen havde han den blødende kvinde der lige havde født. Hun skulle have lægehjælp i San Lucas. Kvinden døde i bilen inden de nåede hospitalet, og faren til den lille ny som også var med i bilen var knust. Selvfølgelig over tabet af sin kone, men også over bekymringen for den lille pige. Han havde i forvejen seks børn derhjemme som han nu skulle passe og brødføde alene.
Den lykkelige slutning på den tragiske historie er selvfølgelig at Vicky adopterede den lille datter hun altid havde ønsket sig. Og idag er hendes liv forandret, ligesom også Paulas liv er helt anderledes end det kunne have været. Hun er en yndig lille charmetrold som er ved at lære at gå og tale. ”Hola hola” siger hun hele tiden og holder hånden op til øret og leger telefon. Der er selvfølgelig straks billeder af Paulita.
Et par dage senere...
Nu sidder jeg så her i Sucre igen. Jeg kørte herind sammen med et par af de ansatte damer, for vi havde alle noget arbejde at gøre. Damerne indkøber stof til sykurserne på landet, og jeg besøger advokat og prøver at komme videre med donation af en af projektets gamle biler der er ombygget til ambulance og nu står og venter på at servicere de mildest talt trængende sundhedsposter og hospitalet.
Vores personlige dokumenter er nu kommet i orden med stor hjælp fra den danske ambassade. Visum, kørekort og identitetskort er i hænde lige så snart Nete og Peter kommer tilbage til San Lucas i weekenden. De har været i La Paz og hente Netes forældre i lufthavnen og vores papirer på ambassaden. Det bliver rart at være legal medarbejder på projektet og kunne køre bil uden at bekymre sig om politikontrol.
Når nu jeg er i byen så skal der lige handles ind af alle de førnævnte luksusvarer, hyggeshoppes lidt og gås på café. Det har været ren nydelse at gå ind i postboksen og hente Politiken Weekly og så over på den anden side af gaden, hvor min yndlingscafé ligger: Las Delicias – som jeg kender fra Santa Cruz. Der er åbent eftermiddag/aften og serveres bolivianske bagværksspecialiteter, både søde og salte, der primært baserer sig på ost, majs, yuca (grov kartoffellign. rodfrugt) og rigeligt smør – mums. For kendere kan jeg fortælle at jeg nød en sonso, cuñapé og empanada de queso til min kaffe idag. Igår sneg jeg mig også ind ved solnedgangstid og fik masaco de yuca con charque og huminta a la olla. Jeg er svært glad for disse lækkerier og betragter dem som de fineste kulinariske oplevelser Bolivia byder på. De kan godt hamle op med den sildemad og leverpostej jeg er begyndt at savne ;)
lørdag den 4. september 2010
en kort hilsen og nye billeder fra Bolivia
Fyraften fra arbejdet som i dag har stået på besvarelse af ”Udenrigsministeriets tværgående monitorering af gennemførelsen af målsætningerne i Civilsamfundsstrategien”. Vi har derfor oprettet en kreativ ”Google-arbejdsplads” med storskærmsprojektion og brainstorm i stuen og gruppearbejde i haven med friskpresset appelsinjuice.
Der er kommet nye billeder fra den seneste tid i billedarkivet. Klik til højre herfor. Der er billeder fra da den danske ambassadør i Bolivia besøgte projektet og vores seneste Billeder fra Bolivia.
Vi savner jer allesammen og håber I har det godt.
De Kærligste hilsner fra San Lucas
Nicola og Andreas
torsdag den 12. august 2010
Mail til mor og far
Kære far og mor
Tak fordi I holder øje med regningerne, for dem savner jeg nemlig utrolig meget, også!! ; )
Dejligt at høre at i nyder en dansk sommerferie! I må hilse familie og venner fra os når I ser dem.
Lige nu sidder jeg i San Lucas alene, for Nicola er kørt til Tarija for at sende vores pas med kurer til La Paz, for den danske ambassade har lovet at hjælpe os med at blive akkrediteret, så vi kan få identitetspapirer og tilladelse til at køre bil. Det har som I ved været en lang og barsk omgang bureaukrati-crawl mod strømmen at få ordnet projektets og vores papirer, men vi øjner heldigvis lyd for enden af tunnelen. Nu overnatter Nicola så godt nok i Tarija sammen med Nete og Peter fordi det ikke har været muligt at køre ind til Sucre pga. blokader og strejker i byen Potosí og den omkringliggende kommune, som vi ellers gerne ville køre igennem for at komme til Sucre. Vi håber meget på at de får løst deres problemer i Potosí snart, for vi har et vigtigt møde i Sucre i næste uge desuden skal Jonas og Helene jo gerne kunne flyve hjem om en uge også! De sidste par dage har der været slukket for strømmen og vandet gentagne gange og det er ikke til at opdrive hverken benzin til bilerne eller gas varmt bad og lys, når strømmen er gået! Alt sammen pga. af den civile strejke i Potosí: læs mere her: http://politiken.dk/udland/article1033479.ece (det er ikke os der er fanget i Potosí. Faktisk vil vores ansatte utrolig gerne hjem til Potosi, for de savner deres familier, men de har ingen adgang foreløbig)
Men vi er ellers ved godt mod og maverne har det fint. Jeg har i dag spist på det lokale spisested hvor hospitalspersonalet og vores medarbejdere spiser frokost og indtil videre ingen maverumlen : )
det daglige arbejde er i fuld gang. Der overleveres ansvarsposter og jeg er ved revidere den spanske oversættelse af vores projektdokument sammen med Vicky, som arbejder for os med ansvar for kvindegrupper og sandsynligvis i fremtiden med etableringen af sundhedsbrigader. Vi har netop holdt et brainstorm møde (lluvia de ideas= idéregn på spansk) med vores ansatte for at udvikle næste fases aktiviteter. Der er en masse ideer til hvordan vi sætter sejl og for startet nogle lærerige aktiviteter op for blandt andre traditionelle behandlere og skolebørn.
I går fik vi grillet fisk ved en afskedsmiddag for Jonas og Helene!! Fisk er temmelig sjældne her midt på de sydamerikanske kontinent, men den smagte utrolig godt! : D
Håber I nyder resten af jeres sommerferie! Det er heldigvis ved at blive lidt varmere her (dog stadig kun syv grader på kontoret om morgenen, men der er fine nye blade på både pæretræet og figentræet)
De kærligste hilsner fra Andrés.
Tak fordi I holder øje med regningerne, for dem savner jeg nemlig utrolig meget, også!! ; )
Dejligt at høre at i nyder en dansk sommerferie! I må hilse familie og venner fra os når I ser dem.
Lige nu sidder jeg i San Lucas alene, for Nicola er kørt til Tarija for at sende vores pas med kurer til La Paz, for den danske ambassade har lovet at hjælpe os med at blive akkrediteret, så vi kan få identitetspapirer og tilladelse til at køre bil. Det har som I ved været en lang og barsk omgang bureaukrati-crawl mod strømmen at få ordnet projektets og vores papirer, men vi øjner heldigvis lyd for enden af tunnelen. Nu overnatter Nicola så godt nok i Tarija sammen med Nete og Peter fordi det ikke har været muligt at køre ind til Sucre pga. blokader og strejker i byen Potosí og den omkringliggende kommune, som vi ellers gerne ville køre igennem for at komme til Sucre. Vi håber meget på at de får løst deres problemer i Potosí snart, for vi har et vigtigt møde i Sucre i næste uge desuden skal Jonas og Helene jo gerne kunne flyve hjem om en uge også! De sidste par dage har der været slukket for strømmen og vandet gentagne gange og det er ikke til at opdrive hverken benzin til bilerne eller gas varmt bad og lys, når strømmen er gået! Alt sammen pga. af den civile strejke i Potosí: læs mere her: http://politiken.dk/udland/article1033479.ece (det er ikke os der er fanget i Potosí. Faktisk vil vores ansatte utrolig gerne hjem til Potosi, for de savner deres familier, men de har ingen adgang foreløbig)
Men vi er ellers ved godt mod og maverne har det fint. Jeg har i dag spist på det lokale spisested hvor hospitalspersonalet og vores medarbejdere spiser frokost og indtil videre ingen maverumlen : )
det daglige arbejde er i fuld gang. Der overleveres ansvarsposter og jeg er ved revidere den spanske oversættelse af vores projektdokument sammen med Vicky, som arbejder for os med ansvar for kvindegrupper og sandsynligvis i fremtiden med etableringen af sundhedsbrigader. Vi har netop holdt et brainstorm møde (lluvia de ideas= idéregn på spansk) med vores ansatte for at udvikle næste fases aktiviteter. Der er en masse ideer til hvordan vi sætter sejl og for startet nogle lærerige aktiviteter op for blandt andre traditionelle behandlere og skolebørn.
I går fik vi grillet fisk ved en afskedsmiddag for Jonas og Helene!! Fisk er temmelig sjældne her midt på de sydamerikanske kontinent, men den smagte utrolig godt! : D
Håber I nyder resten af jeres sommerferie! Det er heldigvis ved at blive lidt varmere her (dog stadig kun syv grader på kontoret om morgenen, men der er fine nye blade på både pæretræet og figentræet)
De kærligste hilsner fra Andrés.
fredag den 30. juli 2010
I Sucre
Mit storbyliv
I vores nu godt tre uger her i Bolivia har jeg väret mest i byerne La Paz og Sucre. Det er nemlig her migrationskontorer, politistationer, udenrigs- og sundhedsministerie samt departamentets sundhedsmyndighed ligger. Naa ja, og advokater, notarer og skrivemaskineskrivere! Som kommende legal repräsentant paa projektet gör jeg hvad jeg kan for at fölge med i alle de sager som ligger i ”tramite”=mere eller mindre et fint ord, for at det vist nok ligger i en bunke paa et skrivebord, fordi ingen rigtig ved hvad de skal göre med det. Det virker som om bolivianerne har et problem med ansvar, hvilket bunder i, at der konstant skiftes personale ud bag alle skriveborde.
Bolivianerne har ogsaa af og til et problem med sandheden. Eller rettere tror jeg at de er et saa stolt folkefärd, at de ikke kan indrömme hvis der er noget de ikke helt ved. Det kan selvfölgelig ellers forstaas at de ikke alle har styr paa alting, for de er sandsyndligvis meget nye i stillingen, og lovgivning og regler ändres ret hyppigt. Men de er altsaa ikke blege for at lyve én lige op i ansigtet og f.eks. give forkerte oplysninger om hvilke formelle krav der skal opfyldes for at opnaa et certifikat eller visum, eller de kan finde paa at give én et forkert tlf.nr. paa en anden medarbejder blot for at feje én af. Det er SAA frustrerende at man ikke rigtigt stoler paa hvad folk fortäller én!
Og saa lige en anden ting, jeg vist ikke lärer at affinde mig med; Mandschauvinismen! En del bolivianske drengebörn kunne godt tränge til en omgang rödströmpeopdragelse. Som ung kvinde her kan man godt föle sig overset, naar mänd spontant tager kontakt til og söger öjenkontakt med ens mandlige fölgesvend. Jeg havde en oplevelse af en drastisk pulsstigning inde paa migrationskontoret, hvor jeg var sammen med Jonas (nuvärende legal repräsentant). Jeg satte mig foran skrankepaven og förte ordet i hvad der skulle dröftes, og hver gang han svarede kiggede han paa Jonas, for derefter at afbryde mig hver gang jeg talte med: ”mamita, escúchame bien...¿entiendes?” =”lillemor, hör paa mig...forstaar du?”. AARGHH!! Men heldigvis er det altsaa ikke alle der er saadan!
Alt i alt gaar det meget godt med at träde stille og roligt ind paa min kommende ansvarspost, og jeg har koebt mig nogle sorte stövler med häl, for at väre lidt mere vigtig, naar jeg träder ind foran skrankerne. Jeg overvejer at udvide med spadseredragt og stram knold, for at slette deres sidste mindelser om back packer, naar de ser mig ; )
Maveinfektioner (ja, bä og bräk!)
Det bolivianske storbyliv har endnu ikke lige väret noget for Andreas. Vi startede jo i La Paz, og dér fik de fleste nogle maveproblemer, mens jeg var heldig at gaa fri. Stakkels Andreas var haardt ramt af diarré, og efter en uge med alt for mange toiletture, feber og smerter fik han en bredspektret antibiotikakur. Den virkede effektivt, og han kom paa benene igen efter et par dage i San Lucas.
Nu er vi jo i Sucre, og mindsanten om ikke det saa staar ud af den anden ende paa Andreasito? Jo, idag er han temmelig ynkelig her under et täppe paa sofaen, som han kun rejser sig fra, for at gaa ud at bräkke sig : ( Öv!
Det bliver godt at komme hjem til San Lucas, hvor vi véd hvordan den hjemmelavede mad tilberedes i vores bondekökken. Vi skal med minibus imorgen kl. 10, saa jeg krydser fingre for, at natten kurerer Andreas.
San Lucas har väret mere venlig mod Andreas, selvom han levede derude nästen seks dögn uden elektricitet i sidste uge, hvor jeg ogsaa var i Sucre. Selvfölgelig er han mest til el – bl.a. fordi vi har adgang til en projektor og en fandens masse DVD’er - men det er gaaet forblöffende godt for diginörden at klare sig med brätspil, racketspil og böger. Godt der stadig er lidt bogorm i ham!
I vores nu godt tre uger her i Bolivia har jeg väret mest i byerne La Paz og Sucre. Det er nemlig her migrationskontorer, politistationer, udenrigs- og sundhedsministerie samt departamentets sundhedsmyndighed ligger. Naa ja, og advokater, notarer og skrivemaskineskrivere! Som kommende legal repräsentant paa projektet gör jeg hvad jeg kan for at fölge med i alle de sager som ligger i ”tramite”=mere eller mindre et fint ord, for at det vist nok ligger i en bunke paa et skrivebord, fordi ingen rigtig ved hvad de skal göre med det. Det virker som om bolivianerne har et problem med ansvar, hvilket bunder i, at der konstant skiftes personale ud bag alle skriveborde.
Bolivianerne har ogsaa af og til et problem med sandheden. Eller rettere tror jeg at de er et saa stolt folkefärd, at de ikke kan indrömme hvis der er noget de ikke helt ved. Det kan selvfölgelig ellers forstaas at de ikke alle har styr paa alting, for de er sandsyndligvis meget nye i stillingen, og lovgivning og regler ändres ret hyppigt. Men de er altsaa ikke blege for at lyve én lige op i ansigtet og f.eks. give forkerte oplysninger om hvilke formelle krav der skal opfyldes for at opnaa et certifikat eller visum, eller de kan finde paa at give én et forkert tlf.nr. paa en anden medarbejder blot for at feje én af. Det er SAA frustrerende at man ikke rigtigt stoler paa hvad folk fortäller én!
Og saa lige en anden ting, jeg vist ikke lärer at affinde mig med; Mandschauvinismen! En del bolivianske drengebörn kunne godt tränge til en omgang rödströmpeopdragelse. Som ung kvinde her kan man godt föle sig overset, naar mänd spontant tager kontakt til og söger öjenkontakt med ens mandlige fölgesvend. Jeg havde en oplevelse af en drastisk pulsstigning inde paa migrationskontoret, hvor jeg var sammen med Jonas (nuvärende legal repräsentant). Jeg satte mig foran skrankepaven og förte ordet i hvad der skulle dröftes, og hver gang han svarede kiggede han paa Jonas, for derefter at afbryde mig hver gang jeg talte med: ”mamita, escúchame bien...¿entiendes?” =”lillemor, hör paa mig...forstaar du?”. AARGHH!! Men heldigvis er det altsaa ikke alle der er saadan!
Alt i alt gaar det meget godt med at träde stille og roligt ind paa min kommende ansvarspost, og jeg har koebt mig nogle sorte stövler med häl, for at väre lidt mere vigtig, naar jeg träder ind foran skrankerne. Jeg overvejer at udvide med spadseredragt og stram knold, for at slette deres sidste mindelser om back packer, naar de ser mig ; )
Maveinfektioner (ja, bä og bräk!)
Det bolivianske storbyliv har endnu ikke lige väret noget for Andreas. Vi startede jo i La Paz, og dér fik de fleste nogle maveproblemer, mens jeg var heldig at gaa fri. Stakkels Andreas var haardt ramt af diarré, og efter en uge med alt for mange toiletture, feber og smerter fik han en bredspektret antibiotikakur. Den virkede effektivt, og han kom paa benene igen efter et par dage i San Lucas.
Nu er vi jo i Sucre, og mindsanten om ikke det saa staar ud af den anden ende paa Andreasito? Jo, idag er han temmelig ynkelig her under et täppe paa sofaen, som han kun rejser sig fra, for at gaa ud at bräkke sig : ( Öv!
Det bliver godt at komme hjem til San Lucas, hvor vi véd hvordan den hjemmelavede mad tilberedes i vores bondekökken. Vi skal med minibus imorgen kl. 10, saa jeg krydser fingre for, at natten kurerer Andreas.
San Lucas har väret mere venlig mod Andreas, selvom han levede derude nästen seks dögn uden elektricitet i sidste uge, hvor jeg ogsaa var i Sucre. Selvfölgelig er han mest til el – bl.a. fordi vi har adgang til en projektor og en fandens masse DVD’er - men det er gaaet forblöffende godt for diginörden at klare sig med brätspil, racketspil og böger. Godt der stadig er lidt bogorm i ham!
Abonner på:
Opslag (Atom)