Hola a todos
Nu er der lige kaffepause for shopping desperados i Santa Cruz. Det har været overskyet med byger, så vi valgte shopping fremfor biocenter badeland Guembe. Der tager vi ud i morgen uanset vejret.
Vi håber I alle har haft en dejlig jul. Vi har hygget med familien i San Lucas efter besøg i Sucre, Potosi og Tarija. I kan se billeder fra vores tur og fra julen i San Lucas ved at klikke på de små billeder til venstre.
!PROSPERO ANO NUEVO!
De kærligste hilsner fra Nicola og Andreas
onsdag den 29. december 2010
torsdag den 23. december 2010
Glædelig Jul ønsker Andreas og Nicola
Det er blevet jul i San Lucas, for med familiebesøg er et læs af julevarer og godter landet i Casa Blanca. Her går vi, lillejuleaftensdag og bager rugbrød, koger grød til ris alamande og pynter plastikjuletræ. Igår fik vi glögg og nybagte brunkager – mums! Og vi har fået sildemad og snaps. Samtidig er det sommervejr og lyst længe, så denne jul kombinerer vi det bedste fra to verdener!
Vi håber I hygger Jer derhjemme og ikke holder igen med alle de søde, fede sager, der luner i kulden. Store knus og varme tanker fra os begge.
mandag den 20. december 2010
En perfekt fødselsdag!
Jeg vil takke alle der har sendt hilsner, breve, gaver og hjemmebag til mig på min fødselsdag.
Jeg havde en fantastisk dag. Blev vækket med flag, sang og gaver i Sucre af Andreas, Nete og Peter som havde forberedt en dejlig morgenmad med frugtsalat og champagne.
Som den bedste gave kom der besøg fra Danmark: Min mor, far og Tobias ankom om formiddagen! De var pakket til randen med verbale hilsner, breve, gaver og hjemmebag. Det var virkelig overvældende at modtage så meget opmærksomhed - tak! Og tak for alle de mails og facebookhilsner der strømmede til i løbet af dagen!
Det er meget anderledes at fejre fødselsdag hernede i varmen uden den julestemning der også plejer at være en del af min dag. Men det er skøøønt! Julestemningen hjælpes dog på vej af den ordentlige portion jul der er slæbt med fra Dk; glögg, rugbrød, sild, julekager og -pynt, kalenderlys, grødris, mandler, julekrýdderier og kirsebærsovs. Så vi ser frem til at fejre jul i San Lucas!
Nu holder vi ferie og kører rundt og oplever nye sider af dette utroligt mangfoldige land. Vi er kørt sydpå og befinder os nu i Tarija, hvor vi vil lære om boliviansk vinproduktion og nyde godt af nærheden til Argentina og få en god bøf.
Igen af hjertet tak til alle I kære derhjemme! Kærligst fra Nicola
Jeg havde en fantastisk dag. Blev vækket med flag, sang og gaver i Sucre af Andreas, Nete og Peter som havde forberedt en dejlig morgenmad med frugtsalat og champagne.
Som den bedste gave kom der besøg fra Danmark: Min mor, far og Tobias ankom om formiddagen! De var pakket til randen med verbale hilsner, breve, gaver og hjemmebag. Det var virkelig overvældende at modtage så meget opmærksomhed - tak! Og tak for alle de mails og facebookhilsner der strømmede til i løbet af dagen!
Det er meget anderledes at fejre fødselsdag hernede i varmen uden den julestemning der også plejer at være en del af min dag. Men det er skøøønt! Julestemningen hjælpes dog på vej af den ordentlige portion jul der er slæbt med fra Dk; glögg, rugbrød, sild, julekager og -pynt, kalenderlys, grødris, mandler, julekrýdderier og kirsebærsovs. Så vi ser frem til at fejre jul i San Lucas!
Nu holder vi ferie og kører rundt og oplever nye sider af dette utroligt mangfoldige land. Vi er kørt sydpå og befinder os nu i Tarija, hvor vi vil lære om boliviansk vinproduktion og nyde godt af nærheden til Argentina og få en god bøf.
Igen af hjertet tak til alle I kære derhjemme! Kærligst fra Nicola
søndag den 5. december 2010
Et biluheld
Mens Elio stod ude i garagen og beklagede sig over dækkene som tydeligvis skulle have al skylden for uheldet anmeldte vi uheldet til vores forsikring, som fortalte os hvilke papirer vi skulle fremskaffe fra det lokale politi inden vi kunne fragte bilen ind til reparation i Sucre.
Udstedelsen af en skadeanmeldelse blev en længere affære da den skulle udformes som en teknisk rapport med alle detaljer på bilen og de involverede. Elio og jeg forklarede hændelsen og afleverede de nødvendige papirer. De fik også fotos af hændelsen. Men da det gik op for dem, at der havde været andre med i bilen ville de også have deres data og have dem undersøgt på hospitalet for at sikre at de virkelig ikke var kommet alvorligt til skade. Derfor kørte Elio rundt resten af aftenen for at finde kvinderne og besøge hospitalet for at de alle kunne blive undersøgt. Der blev udarbejdet lægeerklæringer for alle involverede og på anbefaling gik vi også til en advokat for at få udfærdiget et dokument hvormed de involverede passagerer erklærede at de accepterede lægernes ord for at de var ved godt helbred og ikke havde lidt større skade ved uheldet. Dokumentet skal gardere os mod at kvinderne ikke senere kan holde IMCC ansvarlig for fremtidige helbredsmæssige skavanker. Barskt men absolut nødvendigt.
Det var også nødvendigt med en blodprøve til alkoholtest, hvilket er vigtigt for den bolivianske kasko: SOAT. Men eftersom en sådan test ikke kan laves i SL, bad de os om at sørge for fragten til Potosí, for politiet har kun én motorcykel og de er ikke ønskede i den nærliggende landsby Padcoyo, så de turde ikke selv bringe blodprøven derind til bustransport til Potosí. Elios bror som var kommet på besøg tog blodprøven med til Potosí og ville sørge for at sende tilbage med bus bagefter.
Dagen efter kom politiet på besøg for at inspicere bilens skader og bede om flere papirer. Da vi var overbeviste om at skylden ikke skulle gives til dækkene, men derimod Elios uforsvarlige og notorisk høje hastigheder spurgte vi politiet hvad de syntes om dækmønstrene og der var efter deres mening ikke noget i vejen med dækkene. Det var snarere kørslen og vejen den havde været gal med. Det føltes rart at have lovens lange arm på vores side i denne henseende. Men det er også noget nær det eneste positive man kan sige om lovens håndhævere i SL! Da Nicola om aftenen skulle hente den færdige politianmeldelse var politiet kommet frem til at Elio havde brudt tre artikler i trafikloven og at ulykken var 70% førerens skyld og 30% vejens skyld. Derfor skulle der betales en bøde, men de kunne ikke skrive hverken kvittering eller faktura på bøden, ergo korruption. De sad ligefrem og grinede af Nicola da hun forklarede at vi intet kunne betale unden kvittering; ’hun forstår vist ikke’, smilede de til hinanden. Argumentet lød indirekte på at de i så fald ville blive nødt til at uddybe undersøgelsen og dermed forsinke hele processen med mere politiarbejde. Situationen blev ikke bedre af at en af betjentene sad og gennemså billeder af en nylig dødsulykke fra en nærliggende landsby på en computerskærm så alle kunne se dem. Nicola blev rystet over deres skødesløshed og bad dem om at vise respekt, fordi en af vores ansattes søn og en anden dreng var omkommet i denne ulykke og det var med al sandsynlighed det forkullede lig af vores medarbejders søn han sad og viste til hele politistationen. De gjorde ikke antræk til at vise hensyn og Nicola forlod politistationen rasende og chokeret.
Efter et par døgns bøvlen med politiet blev bilen uden mere fragtet ind til Sucre på lastvogn og den er sikkert først køreklar om nogle måneder.Vi har besluttet at forespørge hos forsikringen om vi kan fremover kan henvende os til politiet i Potosí i stedet for de korrupte klaphatte i San Lucas (som nu mere eller mindre er blevet smidt ud af byen fordi landsbyautoriteterne ikke vil vide af dem).
søndag den 7. november 2010
Sacavillque Chico
Som en del af vores arbejde tager vi ud og besøger kurser på landet. Det gør vi for at monitorere og evaluere sammen med de ansatte som afholder kurserne. Andre gang er vi med som kransekagefigurer. Det sidste var i høj grad tilfældet da Peter og jeg besøgte kvinderne i den afsidesliggende landsby Sacavillque Chico.
Sammen med Nete er jeg ansvarlig for aktiviteten FOMIPC: Fortalecimiento de Organizacion de Mujeres de Inti Pallay, Cinteño. Vi har igennem de sidste år afholdt kvindegruppekurser på landet for at undervise og kapacitere kvinder med børn under fem år. Undervisningen består af forelæsning om forskellige sundhedstemaer, pædagogiske lege og gruppearbejde. Kurserne forløber over to dage. Nogle af kvinderne ankommer til fods fra de nærtliggende landsbyer som ikke selv har en sundhedspost. Nærtliggende betyder i Bolivia flere timers gang med barn på ryggen og en sæk grøntsager i favnen, som bidrag til madlavningen. Den ene af de to dage syr kvinderne tøj af det stof de har bestilt hos os og som vi køber med fra La Paz og sælger videre til indkøbspris. Syningen af nederdele og trøjer er guleroden. Uden den ville de færreste kvinder, som bor i sundhedspostens opland, ikke komme. Både fordi de har travlt med at passe dyr, land, og hus og fordi en ny nederdel er noget nemmere at fremvise for en husbond, som ellers ikke lige kan se det nyttige i abstrakte ideer om en sundere livsstil eller husholdning. den følgende dag tales der om sundhed. Enten undervises der om forskellige sygdomme, optimal ernæring eller lignende sundhedsfremmende tiltag. På det seneste har det drejet sig om at undervise i organisering. Fordi vi ikke længere skal besøge kvindegrupperne i den nye projektfase, skal de vide hvordan de på bedste vis kan fortsætte med at mødes og søge de penge vi dog fortsat har afsat til dem i de kommende år. Selvstændige og bæredygtige kvindegrupper er målet.
Sacavillque Chico er den af de 12 sundhedsposter vi besøger, der ligger længst væk. Hvad der for få år siden var en ti-timers gåtur er nu blevet en en tre-timers gåtur, da vejen stille og roligt er blevet bedre. Tidligt torsdag morgen pakkede vi bilen og kørte de fire timer ud til landsbyen Ojeda, hvor vejen stopper. Her blev vi mødt at mænd fra Sacavillque og deres muldyr som stod klar til at bære vores oppakning det sidste stykke. Da de også skulle have andre fornødenheder med ud til landsbyen, bl.a. 12 flasker finsprit, hankede Peter og jeg op i vores rygsække og begav os ned mod Sacavillque Ned ad en bjergside og ad en anden rundt om en tredje og ned af en fjerde. Stejlt terrræn.
Sammen med Nete er jeg ansvarlig for aktiviteten FOMIPC: Fortalecimiento de Organizacion de Mujeres de Inti Pallay, Cinteño. Vi har igennem de sidste år afholdt kvindegruppekurser på landet for at undervise og kapacitere kvinder med børn under fem år. Undervisningen består af forelæsning om forskellige sundhedstemaer, pædagogiske lege og gruppearbejde. Kurserne forløber over to dage. Nogle af kvinderne ankommer til fods fra de nærtliggende landsbyer som ikke selv har en sundhedspost. Nærtliggende betyder i Bolivia flere timers gang med barn på ryggen og en sæk grøntsager i favnen, som bidrag til madlavningen. Den ene af de to dage syr kvinderne tøj af det stof de har bestilt hos os og som vi køber med fra La Paz og sælger videre til indkøbspris. Syningen af nederdele og trøjer er guleroden. Uden den ville de færreste kvinder, som bor i sundhedspostens opland, ikke komme. Både fordi de har travlt med at passe dyr, land, og hus og fordi en ny nederdel er noget nemmere at fremvise for en husbond, som ellers ikke lige kan se det nyttige i abstrakte ideer om en sundere livsstil eller husholdning. den følgende dag tales der om sundhed. Enten undervises der om forskellige sygdomme, optimal ernæring eller lignende sundhedsfremmende tiltag. På det seneste har det drejet sig om at undervise i organisering. Fordi vi ikke længere skal besøge kvindegrupperne i den nye projektfase, skal de vide hvordan de på bedste vis kan fortsætte med at mødes og søge de penge vi dog fortsat har afsat til dem i de kommende år. Selvstændige og bæredygtige kvindegrupper er målet.
Sacavillque Chico er den af de 12 sundhedsposter vi besøger, der ligger længst væk. Hvad der for få år siden var en ti-timers gåtur er nu blevet en en tre-timers gåtur, da vejen stille og roligt er blevet bedre. Tidligt torsdag morgen pakkede vi bilen og kørte de fire timer ud til landsbyen Ojeda, hvor vejen stopper. Her blev vi mødt at mænd fra Sacavillque og deres muldyr som stod klar til at bære vores oppakning det sidste stykke. Da de også skulle have andre fornødenheder med ud til landsbyen, bl.a. 12 flasker finsprit, hankede Peter og jeg op i vores rygsække og begav os ned mod Sacavillque Ned ad en bjergside og ad en anden rundt om en tredje og ned af en fjerde. Stejlt terrræn.
 |
| [billede af bærerne på vej op ad bjerget] |
På vejen mødte vi en flok prustende mænd og sundhedshjælperen fra Sacavillque, som kom løbende ned ad stien med en båre. Fire mand holdt båren, én holdt et drop højt og bag dem fulgte 8 mænd klar til at udskifte bærerne. De fragtede en komatøs patient til den farbare vej, hvor en ambulance skulle hente patienten og køre ham de fire timer til hospitalet i San Lucas.
På det sidste stykke blev vi fanget i regn, torden og hagl. Pludselig var alle skråninger overrislede og kløfter omdannet til floder, så vi måtte søge tilflugt i et lille hus indtil uvejret lagde sig. Mere eller mindre gennemblødte ankom til til Sacavillque. Kun Peter og jeg havde regnjakke og regnslag på. Vores ansatte Elia, syersken Daria og kogekonen Antonia var alle godt gennemblødte.
Resten af aftenen gik med at drikke kaffe og vente på at muldyrene skulle ankomme med vores forhåbentligt ikke alt for gennemblødte telt og resten af vores medbragte sager til afholdelse af kurset.
Efter at have sovet i et fugtigt telt ved siden af kirken stod vi op til besøgets første dag. Morgenmaden bestod af medbragt brød som stadig var fugtigt efter turen på muldyrryg i torden og regnvejr. Brødet blev skyllet ned med néskaffe. Mens vi spiste morgenmad ankom kvinderne til posten og gjorde klar til syarbejdet. Peter og jeg udgjorde vores egen variant af den skøre hvide i vildmarken. Mens kvinderne arbejdede med deres syarbejde sad vi og kogte vand til kaffe på vores Trangia og skød med slangebøsse efter opstillet affald. Om eftermiddagen holdt kvinderne et møde om organisering og korrekt afregning for mødehold i kirken.
Anden dagen drejede sig om nogle flere snakke om organisering og færdiggørelse af kvindernes syarbejder. Om eftermiddagen tog vi hul på den ceremonielle del af besøget. Eftersom vi ikke længere kommer til at besøge kvinderne i Sacavillque har vi valgt at give dem symaskinerne som tak for godt arbejde og som et incitament til at de fortsætte med at mødes. Efter at vi havde foræret symaskinerne til kvinderne skulle det selvfølgelig fejres. Hele IMCC holdet blev hevet ind på sundhedsposten og klædt i traditionelle rober fra Sacavillque, nogle kunne passe dem bedre end andre.
Bagefter blev vi bænket foran sundhedsposten og efter nogle formelle ord fra landsbyautoriteterne hev de en krukke frem fuld af Chicha og små kopper med lunken Singani blev rakt frem indtil de blev tømt. For dem der ikke har nydt den bolivanske bondes bedste bør jeg forklare at Chicha er en grumset gang majsvin, som fremstilles i landsbyerne. Det smager surt og er fyldt med planterester. Men det er en selvfølge at man lige fjerner de værste planterester og fluer med fingrene inden man rækker koppen til æresgæsterne og den sure smag vænner man sig til! Dansen der hører til sådanne lejjligheder er til at forstå. Man står i en rundkreds og holder i hånd mens man foretager nogle mere eller mindre koordinerede trin. Imens synger man på skingerhøjt quechua om hvad der er sket og hvad der foregår nu akkompagneret af tre akkorder på charango. De samme tre akkorder fortsætter hele aftnen, mens vi defilere/dingler rundt mellem kvinderne og nu også resten af landsbyen og skåler, hilser, danser og synger. 
Følgende beviser at vi har gennemført en god traditionel boliviansk fejring på landet. Jeg når at få vabler af de alt for små bil-dæk sandaler jeg danser rundt i og Peter vågner op i teltet stadig iført de traditionelle rober med skrammer på benene efter en nattoilette lidt for tæt på de tornebeklædte buske bag teltet. Begge har vi dundrende tømmermænd da vi bliver vækket kl.7 med besked om at muldyrerne er på vej afsted uden vores telt og rygsække.
Vi skynder os at pakke sammen og sige farvel og tak til de sidste fulderikker som stadig sidder og drikker ved sundhedsposten. Salud! Hele holdet kan mærke dansen og ikke mindst Chichaen så på turen hjem over bjergene tager vi os god tid til at nyde udsigten.
Klik her for at komme til fotos fra Sacavillque Chico
På det sidste stykke blev vi fanget i regn, torden og hagl. Pludselig var alle skråninger overrislede og kløfter omdannet til floder, så vi måtte søge tilflugt i et lille hus indtil uvejret lagde sig. Mere eller mindre gennemblødte ankom til til Sacavillque. Kun Peter og jeg havde regnjakke og regnslag på. Vores ansatte Elia, syersken Daria og kogekonen Antonia var alle godt gennemblødte.
Resten af aftenen gik med at drikke kaffe og vente på at muldyrene skulle ankomme med vores forhåbentligt ikke alt for gennemblødte telt og resten af vores medbragte sager til afholdelse af kurset.
Efter at have sovet i et fugtigt telt ved siden af kirken stod vi op til besøgets første dag. Morgenmaden bestod af medbragt brød som stadig var fugtigt efter turen på muldyrryg i torden og regnvejr. Brødet blev skyllet ned med néskaffe. Mens vi spiste morgenmad ankom kvinderne til posten og gjorde klar til syarbejdet. Peter og jeg udgjorde vores egen variant af den skøre hvide i vildmarken. Mens kvinderne arbejdede med deres syarbejde sad vi og kogte vand til kaffe på vores Trangia og skød med slangebøsse efter opstillet affald. Om eftermiddagen holdt kvinderne et møde om organisering og korrekt afregning for mødehold i kirken.
Anden dagen drejede sig om nogle flere snakke om organisering og færdiggørelse af kvindernes syarbejder. Om eftermiddagen tog vi hul på den ceremonielle del af besøget. Eftersom vi ikke længere kommer til at besøge kvinderne i Sacavillque har vi valgt at give dem symaskinerne som tak for godt arbejde og som et incitament til at de fortsætte med at mødes. Efter at vi havde foræret symaskinerne til kvinderne skulle det selvfølgelig fejres. Hele IMCC holdet blev hevet ind på sundhedsposten og klædt i traditionelle rober fra Sacavillque, nogle kunne passe dem bedre end andre.
Bagefter blev vi bænket foran sundhedsposten og efter nogle formelle ord fra landsbyautoriteterne hev de en krukke frem fuld af Chicha og små kopper med lunken Singani blev rakt frem indtil de blev tømt. For dem der ikke har nydt den bolivanske bondes bedste bør jeg forklare at Chicha er en grumset gang majsvin, som fremstilles i landsbyerne. Det smager surt og er fyldt med planterester. Men det er en selvfølge at man lige fjerner de værste planterester og fluer med fingrene inden man rækker koppen til æresgæsterne og den sure smag vænner man sig til! Dansen der hører til sådanne lejjligheder er til at forstå. Man står i en rundkreds og holder i hånd mens man foretager nogle mere eller mindre koordinerede trin. Imens synger man på skingerhøjt quechua om hvad der er sket og hvad der foregår nu akkompagneret af tre akkorder på charango. De samme tre akkorder fortsætter hele aftnen, mens vi defilere/dingler rundt mellem kvinderne og nu også resten af landsbyen og skåler, hilser, danser og synger. 
Følgende beviser at vi har gennemført en god traditionel boliviansk fejring på landet. Jeg når at få vabler af de alt for små bil-dæk sandaler jeg danser rundt i og Peter vågner op i teltet stadig iført de traditionelle rober med skrammer på benene efter en nattoilette lidt for tæt på de tornebeklædte buske bag teltet. Begge har vi dundrende tømmermænd da vi bliver vækket kl.7 med besked om at muldyrerne er på vej afsted uden vores telt og rygsække.
Vi skynder os at pakke sammen og sige farvel og tak til de sidste fulderikker som stadig sidder og drikker ved sundhedsposten. Salud! Hele holdet kan mærke dansen og ikke mindst Chichaen så på turen hjem over bjergene tager vi os god tid til at nyde udsigten.Klik her for at komme til fotos fra Sacavillque Chico
mandag den 18. oktober 2010
Tobleronebjerget
Den første lørdag i oktober besteg vi det såkaldte Toblerone-bjerg her i San Lucas, hvis top ligger 600 m højere end San Lucas. Det spidseste bjerg af de ellers blødt afrundende der omgiver San Lucas, har danskerne givet dette navn. Jeg havde købt en Toblerone chokolade i Sucre for flere måneder siden, og den har så ligget og ventet til vi kom op på toppen. Det var overskyet, hvilket er en sjældenhed herude, så vejret var perfekt til bjergbestigning. Det tog os fem timer at komme op og hjem igen, og vi kom hjem med dejligt brugte ben og desværre alle forbrændte, røde pander, næser og kinder. For vi var så dumme at glemme solcremen under skydækket. Men UV-strålerne har jo utrolige kræfter, og vi er faktisk næsten lige så tæt på ækvator her som Tahiti og Hawaii!!
klik på billederne til venstre eller her: toblerone
Nete og Peter træner til at bestige det 6000 meter høje Huayna Potosí, så de havde rygsækkene fulde af sten, for at gøre turen endnu hårdere. Igår tog vi en træningstur til, Nete, Peter og jeg. Vi gik 12 km op ad bakke og steg 750 højdemeter. Det er herligt at man bare kan gå og gå herude uden at komme nogen vegne – vi kunne hele tiden kigge ned på San Lucas. Selvom vi fulgte grusvejen som fører til Potosí mødte vi kun én motorcyklist syv æsler og fem bønder. Efter tre timer var vi godt trætte og glade for at blive hentet af prinsen i den hvide landcruiser, da Andreas kørte op efter os.
klik på billederne til venstre eller her: toblerone
Nete og Peter træner til at bestige det 6000 meter høje Huayna Potosí, så de havde rygsækkene fulde af sten, for at gøre turen endnu hårdere. Igår tog vi en træningstur til, Nete, Peter og jeg. Vi gik 12 km op ad bakke og steg 750 højdemeter. Det er herligt at man bare kan gå og gå herude uden at komme nogen vegne – vi kunne hele tiden kigge ned på San Lucas. Selvom vi fulgte grusvejen som fører til Potosí mødte vi kun én motorcyklist syv æsler og fem bønder. Efter tre timer var vi godt trætte og glade for at blive hentet af prinsen i den hvide landcruiser, da Andreas kørte op efter os.
tirsdag den 5. oktober 2010
NGO møde med den danske ambassade i La Paz
Nicola og jeg deltog i et møde i La Paz sammen med andre danske NGO'er og deres samarbejdspartnere i Bolivia.
Billeder fra NGO møde med ambassaden
Kærlige hilsner fra et forårsramt Bolivia
Andrés
Det var et møde med introduktion til DKs nye strategi for udviklingsarbejde og Bolivias økonomiske situation og civilsamfundets tilstand og kontakt til de andre NGO'er i landet: et lærerigt multifunktionelt møde i La Paz!
I kan se flere billeder fra mødet ved at klikke på linket til ambassadens Facebook profil under dette billede.
Billeder fra NGO møde med ambassaden
Kærlige hilsner fra et forårsramt Bolivia
Andrés
fredag den 1. oktober 2010
mountain bike på Death Road!
Hola todos!
Vi vil lige ønske jer alle en dejlig weekend her fra Bolivia!
Tilbage i juli var vi på action-cykeltur fra La Paz til Coroico sammen med Nete og Peter.
Det var helt utrolig sjovt og hårdt. Flere timer på grusvej konstant ned ad bakke, noget af et adrenalinsus at skulle følge med guiderne! Nicola hang så meget i bremsen at hendes underarme flossede og vi havde alle vabler på hænderne trods handskerne.
Vi kørte på den berømte camino de la muerte, som i dag er omgået af en mere sikker vej, men der kører stadig biler på den i dag. Klik på linket her hvis du vil se billederne: Mountain Bike på Death Road!
Vi vil lige ønske jer alle en dejlig weekend her fra Bolivia!
Tilbage i juli var vi på action-cykeltur fra La Paz til Coroico sammen med Nete og Peter.
Det var helt utrolig sjovt og hårdt. Flere timer på grusvej konstant ned ad bakke, noget af et adrenalinsus at skulle følge med guiderne! Nicola hang så meget i bremsen at hendes underarme flossede og vi havde alle vabler på hænderne trods handskerne.
Vi kørte på den berømte camino de la muerte, som i dag er omgået af en mere sikker vej, men der kører stadig biler på den i dag. Klik på linket her hvis du vil se billederne: Mountain Bike på Death Road!
fredag den 10. september 2010
Mad og bolig
El nuevo equipo
Helene og Jonas er taget hjem, så nu er vi for alvor trådt ind på vores pladser som IMCC’ere i San Lucas.
Hjemme i Casa Blanca er vi flyttet ind i vores soveværelse og køkken. Vi har lappet revner i væggene og malet vores køkken, så her er fint og lækkert. Nu indrettes det lidt efter lidt med personlige ting. Andreas har selvfølgelig som det første købt nogle gode højtalere, så skønne vestlige toner med tung bas fylder rummet, og jeg har hængt tegninger og fotocollager fra veninderne derhjemme op. Desuden fyldes hylder og kurve med lækkerier. Alle luksusvarer som vin, chokolade, mejeriprodukter, kaffe og kød hamstres i nærmeste storby Sucre. Et udvalg af tørvarer samt frugt og grønt købes herude. Det er en fornøjelse at gå på grøntsagsindkøb efter bla. lækre solmodne tomater, smagfulde løg og saftige appelsiner for ingen penge. Igår kom jeg hjem med tre kg tomater, 25 appelsiner, et hvidkål, seks bananer og et salathoved for ialt 15 kr.!! Man kan få én slags hvedebrød her, som bliver knastørt efter få timer, men det gør ikke noget, for det er jo bare motivation til at slå dej op og hver dag nyde hjemmebagte grovboller. Nydes gerne med friskpresset appelsinjuice og morgenæg fra egen hønsegård... vi lever godt! Nete og Peter sætter også pris på dejlig hjemmelavet mad, så det er en fornøjelse at vi tilbereder mad og spiser sammen hver dag.
Vida Social
Bolivianerne tager godt imod os som de nye gringos i landsbyen. Nogle af de ansatte på hospitalet kom dumpende med en kasse øl en lørdag aften, for de ville lige hilse ordentligt på. Vores køkken blev invaderet og guitar og charango blev revet ud af hænderne på Peter og Andreas, og så skrålede bolivianerne op. Andreas følte sig nogenlunde forberedt, for de mindende i høj grad om min onkel Charli, som har hvad der må være en boliviansk stemmevolumenteknik, der virkelig kan synge en forsamling op!
Nete og jeg holdt pigeaften i sidste uge. Desværre faldt begivenheden på samme aften som hospitalet afholdt julæumsarrangement på plazaen, og eftersom en del af de inviterede er ansatte på hospitalet blev vi ikke så mange. Men de fem der kom ( halvanden time for sent) var meget duperede over vores hjemmebagte kage, knækbrød og vafler. Især den elektriske vaffelbager imponerede ;)
Vores kontor er på hospitalet, lige overfor administrationen, så vi inviteres som regel med ved hospitalets fester og sportsarrangementer. I lørdags var vi inviteret til hospitalets gallamiddag. Lægen Wilbert inviterede os til ”ocho en punto” kl. otte præcis, men han blev afbrudt af Mario: ”Nej nej, de kommer på det tidspunkt du siger!”, så det blev rettet til ”nueve en punto”,kl. ni. Vi kom kl. 21.30, og heldigvis var vi da ikke de første, men vi blev bænket og måtte sidde længe og vente på at der skete noget. Efter lidt tid blev der delt sød cider og småkager ud, men man måtte ikke drikke af det før alle var ankommet til velkomst skål. Og så sad vi bare dér. Der var ikke rigtigt nogen der snakkede sammen. Og forsøgte man at starte en samtale blev den hurtigt afsluttet. Men ligeså sløve de hospitalsansatte er til smalltalk ligeså aktive er de på et dansegulv. For da al ventetiden og den hurtigt indtagede middag var overstået kunne festen begynde. Dog måtte vi gringas, Nete og jeg, efter at have siddet utålmodige og rokket på stolene, åbne dansegulvet. Vi rejste os og nåede blot at stå der et sekund, før hele salen havde rejst sig og dansede med. Og så satte de sig ikke ned igen. De står i timevis og danser en masse forskellige danse, fra moderne cumbia og reaggeton til tradicionelle morenadas og chichas. Der sendes fyldte ølglas rundt mellem de dansende som alle trængende drikker af.
Tilbage i midten af august var vi til 1-års fødselsdag hos vores ansattes datter, Paula. Det var et lille plaster på såret for mig, der gik glip af min elskede nevøs 1-års en uge efter. Det var en rørende begivenhed for Vicky, som er mor til Paula, at fejre sin datter. For et år siden dumpede Paula ind i hendes liv. Paulas biologiske mor døde på tragisk vis efter at have født den lille. Hun var en fattig bondekone fra én af de landsbyer i kommunen hvor IMCC afholder kurser. Vores ansatte læge havde været ude i landsbyen at holde kursus, og med på tilbagevejen havde han den blødende kvinde der lige havde født. Hun skulle have lægehjælp i San Lucas. Kvinden døde i bilen inden de nåede hospitalet, og faren til den lille ny som også var med i bilen var knust. Selvfølgelig over tabet af sin kone, men også over bekymringen for den lille pige. Han havde i forvejen seks børn derhjemme som han nu skulle passe og brødføde alene.
Den lykkelige slutning på den tragiske historie er selvfølgelig at Vicky adopterede den lille datter hun altid havde ønsket sig. Og idag er hendes liv forandret, ligesom også Paulas liv er helt anderledes end det kunne have været. Hun er en yndig lille charmetrold som er ved at lære at gå og tale. ”Hola hola” siger hun hele tiden og holder hånden op til øret og leger telefon. Der er selvfølgelig straks billeder af Paulita.
Et par dage senere...
Nu sidder jeg så her i Sucre igen. Jeg kørte herind sammen med et par af de ansatte damer, for vi havde alle noget arbejde at gøre. Damerne indkøber stof til sykurserne på landet, og jeg besøger advokat og prøver at komme videre med donation af en af projektets gamle biler der er ombygget til ambulance og nu står og venter på at servicere de mildest talt trængende sundhedsposter og hospitalet.
Vores personlige dokumenter er nu kommet i orden med stor hjælp fra den danske ambassade. Visum, kørekort og identitetskort er i hænde lige så snart Nete og Peter kommer tilbage til San Lucas i weekenden. De har været i La Paz og hente Netes forældre i lufthavnen og vores papirer på ambassaden. Det bliver rart at være legal medarbejder på projektet og kunne køre bil uden at bekymre sig om politikontrol.
Når nu jeg er i byen så skal der lige handles ind af alle de førnævnte luksusvarer, hyggeshoppes lidt og gås på café. Det har været ren nydelse at gå ind i postboksen og hente Politiken Weekly og så over på den anden side af gaden, hvor min yndlingscafé ligger: Las Delicias – som jeg kender fra Santa Cruz. Der er åbent eftermiddag/aften og serveres bolivianske bagværksspecialiteter, både søde og salte, der primært baserer sig på ost, majs, yuca (grov kartoffellign. rodfrugt) og rigeligt smør – mums. For kendere kan jeg fortælle at jeg nød en sonso, cuñapé og empanada de queso til min kaffe idag. Igår sneg jeg mig også ind ved solnedgangstid og fik masaco de yuca con charque og huminta a la olla. Jeg er svært glad for disse lækkerier og betragter dem som de fineste kulinariske oplevelser Bolivia byder på. De kan godt hamle op med den sildemad og leverpostej jeg er begyndt at savne ;)
Helene og Jonas er taget hjem, så nu er vi for alvor trådt ind på vores pladser som IMCC’ere i San Lucas.
Hjemme i Casa Blanca er vi flyttet ind i vores soveværelse og køkken. Vi har lappet revner i væggene og malet vores køkken, så her er fint og lækkert. Nu indrettes det lidt efter lidt med personlige ting. Andreas har selvfølgelig som det første købt nogle gode højtalere, så skønne vestlige toner med tung bas fylder rummet, og jeg har hængt tegninger og fotocollager fra veninderne derhjemme op. Desuden fyldes hylder og kurve med lækkerier. Alle luksusvarer som vin, chokolade, mejeriprodukter, kaffe og kød hamstres i nærmeste storby Sucre. Et udvalg af tørvarer samt frugt og grønt købes herude. Det er en fornøjelse at gå på grøntsagsindkøb efter bla. lækre solmodne tomater, smagfulde løg og saftige appelsiner for ingen penge. Igår kom jeg hjem med tre kg tomater, 25 appelsiner, et hvidkål, seks bananer og et salathoved for ialt 15 kr.!! Man kan få én slags hvedebrød her, som bliver knastørt efter få timer, men det gør ikke noget, for det er jo bare motivation til at slå dej op og hver dag nyde hjemmebagte grovboller. Nydes gerne med friskpresset appelsinjuice og morgenæg fra egen hønsegård... vi lever godt! Nete og Peter sætter også pris på dejlig hjemmelavet mad, så det er en fornøjelse at vi tilbereder mad og spiser sammen hver dag.
Vida Social
Bolivianerne tager godt imod os som de nye gringos i landsbyen. Nogle af de ansatte på hospitalet kom dumpende med en kasse øl en lørdag aften, for de ville lige hilse ordentligt på. Vores køkken blev invaderet og guitar og charango blev revet ud af hænderne på Peter og Andreas, og så skrålede bolivianerne op. Andreas følte sig nogenlunde forberedt, for de mindende i høj grad om min onkel Charli, som har hvad der må være en boliviansk stemmevolumenteknik, der virkelig kan synge en forsamling op!
Nete og jeg holdt pigeaften i sidste uge. Desværre faldt begivenheden på samme aften som hospitalet afholdt julæumsarrangement på plazaen, og eftersom en del af de inviterede er ansatte på hospitalet blev vi ikke så mange. Men de fem der kom ( halvanden time for sent) var meget duperede over vores hjemmebagte kage, knækbrød og vafler. Især den elektriske vaffelbager imponerede ;)
Vores kontor er på hospitalet, lige overfor administrationen, så vi inviteres som regel med ved hospitalets fester og sportsarrangementer. I lørdags var vi inviteret til hospitalets gallamiddag. Lægen Wilbert inviterede os til ”ocho en punto” kl. otte præcis, men han blev afbrudt af Mario: ”Nej nej, de kommer på det tidspunkt du siger!”, så det blev rettet til ”nueve en punto”,kl. ni. Vi kom kl. 21.30, og heldigvis var vi da ikke de første, men vi blev bænket og måtte sidde længe og vente på at der skete noget. Efter lidt tid blev der delt sød cider og småkager ud, men man måtte ikke drikke af det før alle var ankommet til velkomst skål. Og så sad vi bare dér. Der var ikke rigtigt nogen der snakkede sammen. Og forsøgte man at starte en samtale blev den hurtigt afsluttet. Men ligeså sløve de hospitalsansatte er til smalltalk ligeså aktive er de på et dansegulv. For da al ventetiden og den hurtigt indtagede middag var overstået kunne festen begynde. Dog måtte vi gringas, Nete og jeg, efter at have siddet utålmodige og rokket på stolene, åbne dansegulvet. Vi rejste os og nåede blot at stå der et sekund, før hele salen havde rejst sig og dansede med. Og så satte de sig ikke ned igen. De står i timevis og danser en masse forskellige danse, fra moderne cumbia og reaggeton til tradicionelle morenadas og chichas. Der sendes fyldte ølglas rundt mellem de dansende som alle trængende drikker af.
Tilbage i midten af august var vi til 1-års fødselsdag hos vores ansattes datter, Paula. Det var et lille plaster på såret for mig, der gik glip af min elskede nevøs 1-års en uge efter. Det var en rørende begivenhed for Vicky, som er mor til Paula, at fejre sin datter. For et år siden dumpede Paula ind i hendes liv. Paulas biologiske mor døde på tragisk vis efter at have født den lille. Hun var en fattig bondekone fra én af de landsbyer i kommunen hvor IMCC afholder kurser. Vores ansatte læge havde været ude i landsbyen at holde kursus, og med på tilbagevejen havde han den blødende kvinde der lige havde født. Hun skulle have lægehjælp i San Lucas. Kvinden døde i bilen inden de nåede hospitalet, og faren til den lille ny som også var med i bilen var knust. Selvfølgelig over tabet af sin kone, men også over bekymringen for den lille pige. Han havde i forvejen seks børn derhjemme som han nu skulle passe og brødføde alene.
Den lykkelige slutning på den tragiske historie er selvfølgelig at Vicky adopterede den lille datter hun altid havde ønsket sig. Og idag er hendes liv forandret, ligesom også Paulas liv er helt anderledes end det kunne have været. Hun er en yndig lille charmetrold som er ved at lære at gå og tale. ”Hola hola” siger hun hele tiden og holder hånden op til øret og leger telefon. Der er selvfølgelig straks billeder af Paulita.
Et par dage senere...
Nu sidder jeg så her i Sucre igen. Jeg kørte herind sammen med et par af de ansatte damer, for vi havde alle noget arbejde at gøre. Damerne indkøber stof til sykurserne på landet, og jeg besøger advokat og prøver at komme videre med donation af en af projektets gamle biler der er ombygget til ambulance og nu står og venter på at servicere de mildest talt trængende sundhedsposter og hospitalet.
Vores personlige dokumenter er nu kommet i orden med stor hjælp fra den danske ambassade. Visum, kørekort og identitetskort er i hænde lige så snart Nete og Peter kommer tilbage til San Lucas i weekenden. De har været i La Paz og hente Netes forældre i lufthavnen og vores papirer på ambassaden. Det bliver rart at være legal medarbejder på projektet og kunne køre bil uden at bekymre sig om politikontrol.
Når nu jeg er i byen så skal der lige handles ind af alle de førnævnte luksusvarer, hyggeshoppes lidt og gås på café. Det har været ren nydelse at gå ind i postboksen og hente Politiken Weekly og så over på den anden side af gaden, hvor min yndlingscafé ligger: Las Delicias – som jeg kender fra Santa Cruz. Der er åbent eftermiddag/aften og serveres bolivianske bagværksspecialiteter, både søde og salte, der primært baserer sig på ost, majs, yuca (grov kartoffellign. rodfrugt) og rigeligt smør – mums. For kendere kan jeg fortælle at jeg nød en sonso, cuñapé og empanada de queso til min kaffe idag. Igår sneg jeg mig også ind ved solnedgangstid og fik masaco de yuca con charque og huminta a la olla. Jeg er svært glad for disse lækkerier og betragter dem som de fineste kulinariske oplevelser Bolivia byder på. De kan godt hamle op med den sildemad og leverpostej jeg er begyndt at savne ;)
fredag den 3. september 2010
en kort hilsen og nye billeder fra Bolivia
Fyraften fra arbejdet som i dag har stået på besvarelse af ”Udenrigsministeriets tværgående monitorering af gennemførelsen af målsætningerne i Civilsamfundsstrategien”. Vi har derfor oprettet en kreativ ”Google-arbejdsplads” med storskærmsprojektion og brainstorm i stuen og gruppearbejde i haven med friskpresset appelsinjuice.
Der er kommet nye billeder fra den seneste tid i billedarkivet. Klik til højre herfor. Der er billeder fra da den danske ambassadør i Bolivia besøgte projektet og vores seneste Billeder fra Bolivia.
Vi savner jer allesammen og håber I har det godt.
De Kærligste hilsner fra San Lucas
Nicola og Andreas
onsdag den 11. august 2010
Mail til mor og far
Kære far og mor
Tak fordi I holder øje med regningerne, for dem savner jeg nemlig utrolig meget, også!! ; )
Dejligt at høre at i nyder en dansk sommerferie! I må hilse familie og venner fra os når I ser dem.
Lige nu sidder jeg i San Lucas alene, for Nicola er kørt til Tarija for at sende vores pas med kurer til La Paz, for den danske ambassade har lovet at hjælpe os med at blive akkrediteret, så vi kan få identitetspapirer og tilladelse til at køre bil. Det har som I ved været en lang og barsk omgang bureaukrati-crawl mod strømmen at få ordnet projektets og vores papirer, men vi øjner heldigvis lyd for enden af tunnelen. Nu overnatter Nicola så godt nok i Tarija sammen med Nete og Peter fordi det ikke har været muligt at køre ind til Sucre pga. blokader og strejker i byen Potosí og den omkringliggende kommune, som vi ellers gerne ville køre igennem for at komme til Sucre. Vi håber meget på at de får løst deres problemer i Potosí snart, for vi har et vigtigt møde i Sucre i næste uge desuden skal Jonas og Helene jo gerne kunne flyve hjem om en uge også! De sidste par dage har der været slukket for strømmen og vandet gentagne gange og det er ikke til at opdrive hverken benzin til bilerne eller gas varmt bad og lys, når strømmen er gået! Alt sammen pga. af den civile strejke i Potosí: læs mere her: http://politiken.dk/udland/article1033479.ece (det er ikke os der er fanget i Potosí. Faktisk vil vores ansatte utrolig gerne hjem til Potosi, for de savner deres familier, men de har ingen adgang foreløbig)
Men vi er ellers ved godt mod og maverne har det fint. Jeg har i dag spist på det lokale spisested hvor hospitalspersonalet og vores medarbejdere spiser frokost og indtil videre ingen maverumlen : )
det daglige arbejde er i fuld gang. Der overleveres ansvarsposter og jeg er ved revidere den spanske oversættelse af vores projektdokument sammen med Vicky, som arbejder for os med ansvar for kvindegrupper og sandsynligvis i fremtiden med etableringen af sundhedsbrigader. Vi har netop holdt et brainstorm møde (lluvia de ideas= idéregn på spansk) med vores ansatte for at udvikle næste fases aktiviteter. Der er en masse ideer til hvordan vi sætter sejl og for startet nogle lærerige aktiviteter op for blandt andre traditionelle behandlere og skolebørn.
I går fik vi grillet fisk ved en afskedsmiddag for Jonas og Helene!! Fisk er temmelig sjældne her midt på de sydamerikanske kontinent, men den smagte utrolig godt! : D
Håber I nyder resten af jeres sommerferie! Det er heldigvis ved at blive lidt varmere her (dog stadig kun syv grader på kontoret om morgenen, men der er fine nye blade på både pæretræet og figentræet)
De kærligste hilsner fra Andrés.
Tak fordi I holder øje med regningerne, for dem savner jeg nemlig utrolig meget, også!! ; )
Dejligt at høre at i nyder en dansk sommerferie! I må hilse familie og venner fra os når I ser dem.
Lige nu sidder jeg i San Lucas alene, for Nicola er kørt til Tarija for at sende vores pas med kurer til La Paz, for den danske ambassade har lovet at hjælpe os med at blive akkrediteret, så vi kan få identitetspapirer og tilladelse til at køre bil. Det har som I ved været en lang og barsk omgang bureaukrati-crawl mod strømmen at få ordnet projektets og vores papirer, men vi øjner heldigvis lyd for enden af tunnelen. Nu overnatter Nicola så godt nok i Tarija sammen med Nete og Peter fordi det ikke har været muligt at køre ind til Sucre pga. blokader og strejker i byen Potosí og den omkringliggende kommune, som vi ellers gerne ville køre igennem for at komme til Sucre. Vi håber meget på at de får løst deres problemer i Potosí snart, for vi har et vigtigt møde i Sucre i næste uge desuden skal Jonas og Helene jo gerne kunne flyve hjem om en uge også! De sidste par dage har der været slukket for strømmen og vandet gentagne gange og det er ikke til at opdrive hverken benzin til bilerne eller gas varmt bad og lys, når strømmen er gået! Alt sammen pga. af den civile strejke i Potosí: læs mere her: http://politiken.dk/udland/article1033479.ece (det er ikke os der er fanget i Potosí. Faktisk vil vores ansatte utrolig gerne hjem til Potosi, for de savner deres familier, men de har ingen adgang foreløbig)
Men vi er ellers ved godt mod og maverne har det fint. Jeg har i dag spist på det lokale spisested hvor hospitalspersonalet og vores medarbejdere spiser frokost og indtil videre ingen maverumlen : )
det daglige arbejde er i fuld gang. Der overleveres ansvarsposter og jeg er ved revidere den spanske oversættelse af vores projektdokument sammen med Vicky, som arbejder for os med ansvar for kvindegrupper og sandsynligvis i fremtiden med etableringen af sundhedsbrigader. Vi har netop holdt et brainstorm møde (lluvia de ideas= idéregn på spansk) med vores ansatte for at udvikle næste fases aktiviteter. Der er en masse ideer til hvordan vi sætter sejl og for startet nogle lærerige aktiviteter op for blandt andre traditionelle behandlere og skolebørn.
I går fik vi grillet fisk ved en afskedsmiddag for Jonas og Helene!! Fisk er temmelig sjældne her midt på de sydamerikanske kontinent, men den smagte utrolig godt! : D
Håber I nyder resten af jeres sommerferie! Det er heldigvis ved at blive lidt varmere her (dog stadig kun syv grader på kontoret om morgenen, men der er fine nye blade på både pæretræet og figentræet)
De kærligste hilsner fra Andrés.
torsdag den 29. juli 2010
I Sucre
Mit storbyliv
I vores nu godt tre uger her i Bolivia har jeg väret mest i byerne La Paz og Sucre. Det er nemlig her migrationskontorer, politistationer, udenrigs- og sundhedsministerie samt departamentets sundhedsmyndighed ligger. Naa ja, og advokater, notarer og skrivemaskineskrivere! Som kommende legal repräsentant paa projektet gör jeg hvad jeg kan for at fölge med i alle de sager som ligger i ”tramite”=mere eller mindre et fint ord, for at det vist nok ligger i en bunke paa et skrivebord, fordi ingen rigtig ved hvad de skal göre med det. Det virker som om bolivianerne har et problem med ansvar, hvilket bunder i, at der konstant skiftes personale ud bag alle skriveborde.
Bolivianerne har ogsaa af og til et problem med sandheden. Eller rettere tror jeg at de er et saa stolt folkefärd, at de ikke kan indrömme hvis der er noget de ikke helt ved. Det kan selvfölgelig ellers forstaas at de ikke alle har styr paa alting, for de er sandsyndligvis meget nye i stillingen, og lovgivning og regler ändres ret hyppigt. Men de er altsaa ikke blege for at lyve én lige op i ansigtet og f.eks. give forkerte oplysninger om hvilke formelle krav der skal opfyldes for at opnaa et certifikat eller visum, eller de kan finde paa at give én et forkert tlf.nr. paa en anden medarbejder blot for at feje én af. Det er SAA frustrerende at man ikke rigtigt stoler paa hvad folk fortäller én!
Og saa lige en anden ting, jeg vist ikke lärer at affinde mig med; Mandschauvinismen! En del bolivianske drengebörn kunne godt tränge til en omgang rödströmpeopdragelse. Som ung kvinde her kan man godt föle sig overset, naar mänd spontant tager kontakt til og söger öjenkontakt med ens mandlige fölgesvend. Jeg havde en oplevelse af en drastisk pulsstigning inde paa migrationskontoret, hvor jeg var sammen med Jonas (nuvärende legal repräsentant). Jeg satte mig foran skrankepaven og förte ordet i hvad der skulle dröftes, og hver gang han svarede kiggede han paa Jonas, for derefter at afbryde mig hver gang jeg talte med: ”mamita, escúchame bien...¿entiendes?” =”lillemor, hör paa mig...forstaar du?”. AARGHH!! Men heldigvis er det altsaa ikke alle der er saadan!
Alt i alt gaar det meget godt med at träde stille og roligt ind paa min kommende ansvarspost, og jeg har koebt mig nogle sorte stövler med häl, for at väre lidt mere vigtig, naar jeg träder ind foran skrankerne. Jeg overvejer at udvide med spadseredragt og stram knold, for at slette deres sidste mindelser om back packer, naar de ser mig ; )
Maveinfektioner (ja, bä og bräk!)
Det bolivianske storbyliv har endnu ikke lige väret noget for Andreas. Vi startede jo i La Paz, og dér fik de fleste nogle maveproblemer, mens jeg var heldig at gaa fri. Stakkels Andreas var haardt ramt af diarré, og efter en uge med alt for mange toiletture, feber og smerter fik han en bredspektret antibiotikakur. Den virkede effektivt, og han kom paa benene igen efter et par dage i San Lucas.
Nu er vi jo i Sucre, og mindsanten om ikke det saa staar ud af den anden ende paa Andreasito? Jo, idag er han temmelig ynkelig her under et täppe paa sofaen, som han kun rejser sig fra, for at gaa ud at bräkke sig : ( Öv!
Det bliver godt at komme hjem til San Lucas, hvor vi véd hvordan den hjemmelavede mad tilberedes i vores bondekökken. Vi skal med minibus imorgen kl. 10, saa jeg krydser fingre for, at natten kurerer Andreas.
San Lucas har väret mere venlig mod Andreas, selvom han levede derude nästen seks dögn uden elektricitet i sidste uge, hvor jeg ogsaa var i Sucre. Selvfölgelig er han mest til el – bl.a. fordi vi har adgang til en projektor og en fandens masse DVD’er - men det er gaaet forblöffende godt for diginörden at klare sig med brätspil, racketspil og böger. Godt der stadig er lidt bogorm i ham!
I vores nu godt tre uger her i Bolivia har jeg väret mest i byerne La Paz og Sucre. Det er nemlig her migrationskontorer, politistationer, udenrigs- og sundhedsministerie samt departamentets sundhedsmyndighed ligger. Naa ja, og advokater, notarer og skrivemaskineskrivere! Som kommende legal repräsentant paa projektet gör jeg hvad jeg kan for at fölge med i alle de sager som ligger i ”tramite”=mere eller mindre et fint ord, for at det vist nok ligger i en bunke paa et skrivebord, fordi ingen rigtig ved hvad de skal göre med det. Det virker som om bolivianerne har et problem med ansvar, hvilket bunder i, at der konstant skiftes personale ud bag alle skriveborde.
Bolivianerne har ogsaa af og til et problem med sandheden. Eller rettere tror jeg at de er et saa stolt folkefärd, at de ikke kan indrömme hvis der er noget de ikke helt ved. Det kan selvfölgelig ellers forstaas at de ikke alle har styr paa alting, for de er sandsyndligvis meget nye i stillingen, og lovgivning og regler ändres ret hyppigt. Men de er altsaa ikke blege for at lyve én lige op i ansigtet og f.eks. give forkerte oplysninger om hvilke formelle krav der skal opfyldes for at opnaa et certifikat eller visum, eller de kan finde paa at give én et forkert tlf.nr. paa en anden medarbejder blot for at feje én af. Det er SAA frustrerende at man ikke rigtigt stoler paa hvad folk fortäller én!
Og saa lige en anden ting, jeg vist ikke lärer at affinde mig med; Mandschauvinismen! En del bolivianske drengebörn kunne godt tränge til en omgang rödströmpeopdragelse. Som ung kvinde her kan man godt föle sig overset, naar mänd spontant tager kontakt til og söger öjenkontakt med ens mandlige fölgesvend. Jeg havde en oplevelse af en drastisk pulsstigning inde paa migrationskontoret, hvor jeg var sammen med Jonas (nuvärende legal repräsentant). Jeg satte mig foran skrankepaven og förte ordet i hvad der skulle dröftes, og hver gang han svarede kiggede han paa Jonas, for derefter at afbryde mig hver gang jeg talte med: ”mamita, escúchame bien...¿entiendes?” =”lillemor, hör paa mig...forstaar du?”. AARGHH!! Men heldigvis er det altsaa ikke alle der er saadan!
Alt i alt gaar det meget godt med at träde stille og roligt ind paa min kommende ansvarspost, og jeg har koebt mig nogle sorte stövler med häl, for at väre lidt mere vigtig, naar jeg träder ind foran skrankerne. Jeg overvejer at udvide med spadseredragt og stram knold, for at slette deres sidste mindelser om back packer, naar de ser mig ; )
Maveinfektioner (ja, bä og bräk!)
Det bolivianske storbyliv har endnu ikke lige väret noget for Andreas. Vi startede jo i La Paz, og dér fik de fleste nogle maveproblemer, mens jeg var heldig at gaa fri. Stakkels Andreas var haardt ramt af diarré, og efter en uge med alt for mange toiletture, feber og smerter fik han en bredspektret antibiotikakur. Den virkede effektivt, og han kom paa benene igen efter et par dage i San Lucas.
Nu er vi jo i Sucre, og mindsanten om ikke det saa staar ud af den anden ende paa Andreasito? Jo, idag er han temmelig ynkelig her under et täppe paa sofaen, som han kun rejser sig fra, for at gaa ud at bräkke sig : ( Öv!
Det bliver godt at komme hjem til San Lucas, hvor vi véd hvordan den hjemmelavede mad tilberedes i vores bondekökken. Vi skal med minibus imorgen kl. 10, saa jeg krydser fingre for, at natten kurerer Andreas.
San Lucas har väret mere venlig mod Andreas, selvom han levede derude nästen seks dögn uden elektricitet i sidste uge, hvor jeg ogsaa var i Sucre. Selvfölgelig er han mest til el – bl.a. fordi vi har adgang til en projektor og en fandens masse DVD’er - men det er gaaet forblöffende godt for diginörden at klare sig med brätspil, racketspil og böger. Godt der stadig er lidt bogorm i ham!
lørdag den 17. juli 2010
Ankommet til Bolivia
Spansktimer blev til kokkeskole. Vi tog til byen med vores søde spansklærerinde Karina og hendes datter, Alice, og købte ind til sopa de caracol. Herefter tilbragte vi en hyggelig søndag med madlavning, snak samt højtlæsning og brætspil med Alice på 5 år. Karina inviterede os igen på middag som afslutning på undervisning og afsked. Så lærte vi at tilberede de lækre pupusas som er tykke majstortillas med fyld af frisk ost og flæskesvær, serveret med chimol, en frisk salat af tomat, løg, agurk, chili og limesaft. Det har været super hyggeligt at tilbringe tid i Karinas lille træhus, lære hende at kende og få en smag på honduransk hjemlig hygge.
Apropos hjemlig hygge, skal det også nævnes at vi faldt rigtig godt til i den familiære atmosfære hos vores dykkersted. Den er en af de små dykkersteder i byen West End, så Nicola var ene student og Andreas havde tit den luksus at være eneste dykker med på fun dives, hvilket betød at han havde sin dive masters fulde opmærksomhed på revets dyreliv, i stedet for at tjekke en større flok turisters iltforbrug og bouyancy (=opdrift). Britiske dive master Conal viste sig at være en super cool gut, som både var god til at spotte dyreliv og drikke bajere. Andreas har derfor haft 14 fantastiske fun dives, hvor dykkerstilen er finpudset og kendskabet til den maritime mangfoldighed mangedoblet. Højdepunkterne er tunnel- og grottedyk, vragdyk, fouragerende havskildpadder, snegle som i ovennævnte suppe(!), rokker og moræner. Dykning på Roatán er fantastisk, men desværre viste der sig ingen hajer. Nicola tog desværre ikke del i undervandsglæderne, for det pokkers øre gjorde ondt, når der kom vand ind i det. Efter endnu et lægebesøg blev dykkerdrømmen lagt på hylden for denne gang (men jeg VIL derud ved næste lejlighed!), så jeg kunne blot hænge ud i dive shoppen og spille kort med instruktør og dive master.
Eftermiddagene oven vande, inden døre gav mig også lidt bedre tid til at nå noget oversættelsesarbejde, samtidig med at min sarte hud blev forskånet for den skrappe sol.
På vores tre ugers ophold på tropeøen har det kun været rigtigt dårligt vejr én dag. En mindre tropisk storm skulle passere sidste lørdag, så det stod ned i stænger hele dagen. Vi syntes egentlig det ville være fedt nok, at kunne dase en hel dag og boltre os i Mariposa Lodges store DVD-samling. Men pga. af blæst og regn var der ingen strøm! Og så måtte vi jo ty til gammeldags underholdning: højtlæsning af svensk krimi og yatzy! I denne forbindelse takker vi de kære mennesker der har forberedt os til netop sådan en situation J
Farvel til Roatán. Efter arfejse fra den skønne ø kom vi ind på fastlandet. Vi tilbragte en nat i et besynderligt hotel/gated community udenfor San Pedro Sula som vi fik anbefalet af vores hotelmutter på Roatán. Desværre var den tilhørende pool fuldt med Honduras’ øvre middelklasses fedladne børn pga. af børnefødselsdag med alt hvad der dertil hører af piñatas, syntestisk farvestrålende lagkager, borde og stole pyntede med store stofsløjfer og små tykke piger i prinsessekjoler og højhælede sko. Som prikken over i’et spillede DJ’en børnekorslovsange over et kæmpe højtaleranlæg –argh!!
La Paz. I La Paz, blev vi varmt og glædeligt modtaget af Nete og Peter. Vi blev indlogerede på det kitschede 70’er indrettede Hotel Milton midt i byen. Og så var det ellers bare i gang med at aflevere dokumenter på migrationskontor, udenrigsministerium, politistation –alt sammen en fin smagsprøve og introduktion på det bolivianske lettere træge bureaukrati. Oveni dette blev vi lidt mærkede af højden, den tørre forurenede luft og alle de fremmede bakterier.
PS vi er velankomne i San Lucas, og er lidt bagud med blogindlæg, men skal nok for gjort op for det. Se de nye billeder, ved at klikke paa fotostriben til venstre.
fredag den 25. juni 2010
Sprogskoleophold på Roatán
KARMAKARAFFEL
Nu, da vi for første gang skulle navngive noget sammen, skulle det være noget hipt og spacey, som når Hollywoodstjerner navngiver børn eller kæledyr. Karmakaraffel er vores førstefødte! Samtidig håber vi på, at finde én af universets faktiske sagnomspundne karmakarafler derude.
Nu, da vi for første gang skulle navngive noget sammen, skulle det være noget hipt og spacey, som når Hollywoodstjerner navngiver børn eller kæledyr. Karmakaraffel er vores førstefødte! Samtidig håber vi på, at finde én af universets faktiske sagnomspundne karmakarafler derude.
ROATÀN
Vi er kommet godt af sted. Overraskende nok var det ikke en dræber at sidder 15 timer i Atlantas lufthavn. Dejligt at stene igennem i et non space, hvor vi bare sad og gloede på mennesker.
Nu er vi på Roatán. En den lille badeby, West End, fuld af dykkerbutikker, hvor der hver dag opstartes dykkerkurser, og dermed en masse nycertificerede dykker, der bare synes det hele er ”awesome!”. Det er lidt ærgerligt, for indtil nu er det kun Andreas der kan være med på dén med ”awesome”. Jeg, Nicola, er stadig ikke certificeret, selvom jeg gik i gang for ni dage siden (normalt klarer folk den på 3-4 dage). Teorien, og den endelige eksamen har jeg bestået, men det er lige den del af dykning med selve dykket der går galt! Det har været sjovt at lære at bruge udstyret –lidt som at tage kørekort. At opnå neutral opdrift er lidt som at fornemme koblingspunktet, så det kræver øvelse at få det til at glide.
De to gange jeg har været med ude i Open Water, på 10-12 meters dybde, er det gået skidt med venstre øre. Efter første dyk fornemmede jeg et ubehag i øret, og jeg blev ligesom ved med at have ”en prop” i det. Så jeg tog til lægen, som kunne konstatere, at der var en lille perforation i trommehinden. Surt! Så jeg startede antibiotikakur, skulle hvile øret og holde mig oven vande i fire dage. Herefter kom jeg med ud på dyk igen. Ved descenderingen ned til bunden gik jeg stille, roligt og smertefrit, og trykudligningen gik fint. Men lidt misforståelser mellem min instruktør og jeg betød, at jeg kom med ud på revet og dybere ned, før end jeg var parat, og så –pop-(av!) kunne jeg mærke at den var gal med øret igen. Smadder ærgerligt og sindsygt skuffende at lide smerte mens det vrimler med smukke koraller og store farverige fiskestimer omkring én!
Andreas har været på flere snorkel-svømmeture og seks dyk, og han er virkelig i sit rette element. Bittert for mig, at han bare stråler af: ”havet er skønt – havet er skønt!” (krabbens san
g i Disney’s Den Lille Havfrue) og jeg ikke kan tage del i det.
Nu spiser jeg fortsat antibiotika og håber at trommehinden heler hurtigt, så jeg kan gennemføre de to dyk jeg mangler for at blive certificeret. Eller, endnu vigtigere for mig end certifikatet, at jeg får en god undervandsoplevelse og kan snakke med og sige ”awesome!” i én af strandbarerne.
Vores dive shop er drevet af Dorthe fra Løkken og hendes tyske mand Uwe. Shoppen hedder Tyll´s dive.
Nå ja, og som om det ikke skulle være nok med mit stakkels øre, så er jeg jo en omvandrende spis-så-meget-du-kan-buffet for sandfluer. De er vilde med mig, og jeg reagerer allergisk på deres bid med store hævede røde stik der udvikler sig til væskende vabler. Folk hernede siger at de aldrig har set noget lignende, og lægen fik mig også til at spise antihistaminer, for jeg synes det var lige skrapt nok med prednisolonkur som han nævnte. Ak ak, jeg er et værre skravl! For særligt indviede som stadig læser med i denne misere, så kan jeg lige briefe om ”mule-eksemen”. Den har holdt sig smukt væk den første uge. For fire dage siden begyndte den at blusse op, men jeg slog hurtigt til den med hormoncreme, så generne er minimale.
CLASES DE ESPAÑOL
Vi har hurtigt etableret en hverdag her. 8-12 er der spansklektioner og vi får lektier med hjem som vi laver om eftermiddagen. Andreas får sneget et dyk ind, og jeg har jo været optaget nogle dage med dykkerkursus om eftermiddagen. Nu er der tilføjet lektier fra IMCC Uland, for det nye projektdokument der beskriver 3. fase af San Lucas-projektet skal oversættes til spansk. Det er et godt supplement til grammatikøvelser og avislæsning i spansktimerne, for vi laver dagligt en masse opslag og forbedrer det helt relevante ordforråd i projektsammenhæng.
Vores lærerinde, Karina, er enormt sød og dygtig. Hun hjælper også gerne med at læse vores oversættelse igennem, så de værste stave- og grammatikfejl bliver rettet.
I morgen, lørdag, står vi tidligt op og tager med Karina ind til en større bys marked og køber ind. Vi er nemlig blevet inviteret til frokost hos hende og hendes 5-årige datter. Vi skal være med til at tilberede den lokale specialitet sopa de caracol (sneglesuppe), som laves på blandede skaldyr i kokosmælk men hovedingrediensen er en ordentlig krabat af en havsnegl.
Indkøbende her i den lille West End Village, hvor vi bor går også udmærket. Vi har søgt lidt efter brød der ikke smager af parfume, for den parfumerede plastikemballage afgiver smag - adr! Her er tomater, ananas, avokado, bønner og tortillas i mange varianter til gode priser, så det er hovedbestanddele i vores kost.
MARIPOSA LODGE
Se billedgalleriet for at få et indtryk af, hvor vi bor. I et dejligt værelse med god plads til at lave lektier, lave mad, sidde og oversætte under ventilatorerne og tage kolde brusebade. Verandaen udenfor er også hyggelig med hængekøjer, borde og stole. Jeg er dog ikke ret vild med de magre uhyggelige katte der går og jamrer derude, så jeg er træt af at de amerikanske piger ved siden af fodrer dem.
Ejerne her, et canadisk ægtepar, har være enormt søde og hjælpsomme og har givet mange ekstra goder med i huslejen. Deres gode netforbindelse f.eks. som gør det let og hurtigt at uploade billeder til bloggen, fri afbenyttelse af den store DVD-samling (Andreas er utrolig god til at benytte sig af den, når jeg falder i søvn om aftenen), kaffe ad libitum (igen glad Andreas!) og udlån af converter-stik, så vores elektriske apparater kan bruges her!
Nu går jeg i seng med ørepropper i, så jeg kan sove uforstyrret fra de p**amadre haner som galer i hele nabolaget fra kl. 4 om morgenen – her er meget lydt, for her er kun myggenet i vinduerne.
Abonner på:
Opslag (Atom)