I mandags vendte vi hjem fra karneval i Oruro. Vi var trætte og lidt sure for Nicola havde fået eksem i hele ansigtet. Den store dille blandt karnevalsløjer er skumkrig. På ethvert gadehjørne står sælgere med tårne af spraydåser fulde af det hvide skum (kunstig sne fra Argentina) som alle sprøjter hinanden i hovederne med og som viser sig at være giftigt!! Varedeklarationen advarer mod indtag, mod længerevarende kontakt med hud og affyringsafstande under halvanden meter og proklamerer desuden at produktet kun er til brug i Bolivia hvilket nok siger noget om forskelle i giftregulering. Dette er der ingen bolivianere der har læst, og de sender gladeligt deres femårige afsted i krigen, hvor det gælder om at gå så tæt på hinanden og fylde så mange ansigtshuler som muligt med skum. Vi kunne mærke skummet svide huden let efter et par timer, og da startede selvfølgelig Nicolas bange anelser. En kløende rød maske af brændvarm hud blev herefter behandlet med hormoncreme.
Trætheden skyldes den lange rejse hjem med bus. Vi tog fra Oruro søndag aften kl. 19 og var i Padcoyo kl. 3.30 om morgenen. Padcoyo er en trøstesløs støvet landsby ½ times kørsel fra vores hjem. Det var mørkt og koldt at stå tre timer at vente på en bil der skulle til San Lucas, men vi kunne ikke bare gå, for vi havde for meget tung baggage med.
[Klik her
for at se foto slideshow fra Karnevalet 106stk]
Vi var til karneval sammen med Peter og Nete, som vi samtidig måtte tage afsked med, da de direkte bagefter rejste hjem til Danmark. Vi mødtes alle fire i Oruro fredagen inden karnevallet. Nicola kom fra La Paz, hvor hun var inde at arbejde, og Andreas kom hjemme fra San Lucas. Den støvede, søvnige, mineby Oruro var forvandlet til en overrendt festivalplads med usle hoteller til overpriser, friturestegt kylling og popcorn-, øl- og paryksalg overalt. Vi havde booket et hotel i forvejen som heldigvis var udmærket at sove i, men personalet gik mere op i at sy deres karnevalskostumer færdige end at servicerer gæster. Vi fandt hurtigt ud af at vi havde lejet værelser i et residencial, altså et sted hvor folk bor over længere perioder. De havde sikkert set en fordel i at udleje deres værelse til tredobbelt leje under karnevalet, men tøj og private ejendele havde de ikke lige rømmet fra skabene.
Nede i byen mødtes vi samme aften med José Luis, som er læge og tidligere arbejdede i San Lucas, og hans kone Lilibeth, som er skolelærer i San Lucas. Vi skulle ud at købe siddepladser på de tribuner, som er banket op langs den 7 km lange karnevalsrute. Ca. midtvejs på ruten fik vi pladser.
Karnevalet var skemalagt fra kl. 9 morgen til kl. 2 om natten. I programmet kunne man se gruppernes navne og deres specialitet, om de var et djævleoptog eller indianeroptog mv.
Hen ad formiddagen indtog vi vores pladser og ti minutter senere faldt der et let tæppe af kunstig skum-sne og vi tog hurtigt regnslag og solbriller på, hvilket ikke var for tidligt for kort efter udbrød der regulær skumkrig på tribunen og det gjaldt bare om at skyde igen eller skærme sig for ikke at ende med det største (eksemfremkaldende) skumskæg!
…
Vi vil ikke skrive meget om optogene for vi synes fotos taler for sig selv. Blandt favoritterne var helt klart de farverige og stærkt overornamenterede djævle-optog. Blandt disse taltes både de traditionelle djævle med kæmpe hjelme, kvindelige djævle med skælmske smil samt de på én gang skræmmende og nuttede djævlebjørne. Saya-danserne gjorde også deres for at opildne masserne, de kvindelige dansere med deres ultrakorte skørter og hoftevrik og de mandlige dansere med deres hoppende koreografi og machobrøl. Det blev hurtigt mode blandt drengerøvene fra Cochabamba, som sad på rækkerne foran os, at råbe BESO! BESO! (kys! kys!) til de dansende piger og hvis de sendte et luftkys svarede de igen med LLÁMAME! (ring til mig!).
Vi var tydeligvis havnet på pøblens rækker hvis uopdragne børn indtog vejen med skumkrig mens deres forældre opmuntrede dem og købte mere skum fra de mange sælgere der også gik i vejen for de dansende optog som aftenen skred frem.
Om søndagen gik vi en tur op til karnevalrutens endepunkt hvor de dansende knokler de sidste hundrede meter op ad en bakke til en kirke. Ruten fungerer som en pilgrimsrute for alle de dansende som ender ved kirken og statuen af den lokale helgeninde. Det er pudsigt at det er djævlefigurer med edderkopper og slanger i håret der danser op og lovpriser den hellige katolske jomfru, men det er minearbejderne der i sin tid indførte denne hedenske skik, da de allierede sig både med ”el tío” (djævlefiguren i minen) og den katolske kirke for blive velsignet med mineralsk rigdom.
Ayllus besøg
Karnevalet kuriøse indslag i San Lucas er uden tvivl Ayllus besøget som afslutter karnevalets mange dages fest. Ayllus er den traditionelle samfundsstruktur bygget op omkring familier, landsbyer og områder. Hver Ayllus har et råd, som består af ældre, der udstikker reglerne for hvem der dyrker hvad på hvilke marker og sørger for at mægle i eventuelle stridigheder blandt familierne. Ayllus er Bolivias mest basale civilsamfundsorganisering med rødder tilbage før Inkaernes dominans. Men deres arbejde baserer sig mere på traditioner og ritualer end organisering og fremskridt. Alligevel støtter IMCC Ayllus strukturen for at fordre deres fortsatte organisering af civilsamfundet. Med deres velsignelse kan vi lettere arbejde for en forbedring af sundhedstilstanden i kommunen. San Lucas får besøg af fire Ayllusgrupper, som besøger deres samarbejdspartnere og velgørere med sang, musik og dans. Da Ayllusbesøgene er en fast tradition var vi godt forberedt af tidligere udsendtes erfaringer, så vi havde pyntet op med balloner og serpentiner og købt rigelig drikkelse og snacks. Om formiddagen hørte vi trommerne i det fjerne og hen ad eftermiddagen tromlede den første gruppe ind i gården. 30-40 Mænd, kvinder og børn stimlede ind, mens vi forsøgte at hilse på dem alle og dele sodavand, singani og sukkerkugler ud til de dansende. Jesper og jeg hilste og skålede med de allerede godt berusede mænd som vrøvlede løs på quechua og kyssede vores hænder mens Nicola og Maria sørgede for at børnene fik sodavand og kvinderne fik nogle sukkerkugler rationeret mellem sig, for hvad der end blev givet af skåle eller håndfulde af sukkerkugler røg med det samme ned i deres bæreposer. Vi dansede nogle runder blandt fejende flag og stive landsbyautoriteter til lyden af trommer, fløjter og skingre kvindestemmer. Pludselig lød der signal til afgang og alle tømte deres kop, afleverede dem høfligt tilbage og takkede inden de dinglede videre til næste besøg.
Efter tre grupper var vi godt øre og havde indtaget rigelig singani. Vi formoder at den sidste gruppe simpelthen var for stiv eller var faret vild i regnvejret, for de dukkede aldrig op hos os. Efter sidste gruppe sad enkelte efternølere stadig og ville skåle med os. Vi kunne ikke få ud af dem om de var ayllus eller bare nogle af de glade folk fra gaden som havde fulgt grupperne, så Nicola sluttede aftenen af i hyggelig samtale med en stiv 70-årig bedstemor godt hjulpet af nabodrengene Christian og William, som oversatte fra quechua til spansk.
Kærlige Hilsner
Nicola og Andreas
Ps. Vi har haft nogle problemer med at få vores fotos online, men overførslen er i gang, så de skulle snart være der (106 stk).
klik her for at se foto slideshow
Pps. Nicos fjæs ser smukt ud igen! = )
