Nu, da vi for første gang skulle navngive noget sammen, skulle det være noget hipt og spacey, som når Hollywoodstjerner navngiver børn eller kæledyr. Karmakaraffel er vores førstefødte! Samtidig håber vi på, at finde én af universets faktiske sagnomspundne karmakarafler derude.
ROATÀN
Vi er kommet godt af sted. Overraskende nok var det ikke en dræber at sidder 15 timer i Atlantas lufthavn. Dejligt at stene igennem i et non space, hvor vi bare sad og gloede på mennesker.
Nu er vi på Roatán. En den lille badeby, West End, fuld af dykkerbutikker, hvor der hver dag opstartes dykkerkurser, og dermed en masse nycertificerede dykker, der bare synes det hele er ”awesome!”. Det er lidt ærgerligt, for indtil nu er det kun Andreas der kan være med på dén med ”awesome”. Jeg, Nicola, er stadig ikke certificeret, selvom jeg gik i gang for ni dage siden (normalt klarer folk den på 3-4 dage). Teorien, og den endelige eksamen har jeg bestået, men det er lige den del af dykning med selve dykket der går galt! Det har været sjovt at lære at bruge udstyret –lidt som at tage kørekort. At opnå neutral opdrift er lidt som at fornemme koblingspunktet, så det kræver øvelse at få det til at glide.
De to gange jeg har været med ude i Open Water, på 10-12 meters dybde, er det gået skidt med venstre øre. Efter første dyk fornemmede jeg et ubehag i øret, og jeg blev ligesom ved med at have ”en prop” i det. Så jeg tog til lægen, som kunne konstatere, at der var en lille perforation i trommehinden. Surt! Så jeg startede antibiotikakur, skulle hvile øret og holde mig oven vande i fire dage. Herefter kom jeg med ud på dyk igen. Ved descenderingen ned til bunden gik jeg stille, roligt og smertefrit, og trykudligningen gik fint. Men lidt misforståelser mellem min instruktør og jeg betød, at jeg kom med ud på revet og dybere ned, før end jeg var parat, og så –pop-(av!) kunne jeg mærke at den var gal med øret igen. Smadder ærgerligt og sindsygt skuffende at lide smerte mens det vrimler med smukke koraller og store farverige fiskestimer omkring én!
Andreas har været på flere snorkel-svømmeture og seks dyk, og han er virkelig i sit rette element. Bittert for mig, at han bare stråler af: ”havet er skønt – havet er skønt!” (krabbens san
g i Disney’s Den Lille Havfrue) og jeg ikke kan tage del i det.
Nu spiser jeg fortsat antibiotika og håber at trommehinden heler hurtigt, så jeg kan gennemføre de to dyk jeg mangler for at blive certificeret. Eller, endnu vigtigere for mig end certifikatet, at jeg får en god undervandsoplevelse og kan snakke med og sige ”awesome!” i én af strandbarerne.
Vores dive shop er drevet af Dorthe fra Løkken og hendes tyske mand Uwe. Shoppen hedder Tyll´s dive.
Nå ja, og som om det ikke skulle være nok med mit stakkels øre, så er jeg jo en omvandrende spis-så-meget-du-kan-buffet for sandfluer. De er vilde med mig, og jeg reagerer allergisk på deres bid med store hævede røde stik der udvikler sig til væskende vabler. Folk hernede siger at de aldrig har set noget lignende, og lægen fik mig også til at spise antihistaminer, for jeg synes det var lige skrapt nok med prednisolonkur som han nævnte. Ak ak, jeg er et værre skravl! For særligt indviede som stadig læser med i denne misere, så kan jeg lige briefe om ”mule-eksemen”. Den har holdt sig smukt væk den første uge. For fire dage siden begyndte den at blusse op, men jeg slog hurtigt til den med hormoncreme, så generne er minimale.
CLASES DE ESPAÑOL
Vi har hurtigt etableret en hverdag her. 8-12 er der spansklektioner og vi får lektier med hjem som vi laver om eftermiddagen. Andreas får sneget et dyk ind, og jeg har jo været optaget nogle dage med dykkerkursus om eftermiddagen. Nu er der tilføjet lektier fra IMCC Uland, for det nye projektdokument der beskriver 3. fase af San Lucas-projektet skal oversættes til spansk. Det er et godt supplement til grammatikøvelser og avislæsning i spansktimerne, for vi laver dagligt en masse opslag og forbedrer det helt relevante ordforråd i projektsammenhæng.
Vores lærerinde, Karina, er enormt sød og dygtig. Hun hjælper også gerne med at læse vores oversættelse igennem, så de værste stave- og grammatikfejl bliver rettet.
I morgen, lørdag, står vi tidligt op og tager med Karina ind til en større bys marked og køber ind. Vi er nemlig blevet inviteret til frokost hos hende og hendes 5-årige datter. Vi skal være med til at tilberede den lokale specialitet sopa de caracol (sneglesuppe), som laves på blandede skaldyr i kokosmælk men hovedingrediensen er en ordentlig krabat af en havsnegl.
Indkøbende her i den lille West End Village, hvor vi bor går også udmærket. Vi har søgt lidt efter brød der ikke smager af parfume, for den parfumerede plastikemballage afgiver smag - adr! Her er tomater, ananas, avokado, bønner og tortillas i mange varianter til gode priser, så det er hovedbestanddele i vores kost.
MARIPOSA LODGE
Se billedgalleriet for at få et indtryk af, hvor vi bor. I et dejligt værelse med god plads til at lave lektier, lave mad, sidde og oversætte under ventilatorerne og tage kolde brusebade. Verandaen udenfor er også hyggelig med hængekøjer, borde og stole. Jeg er dog ikke ret vild med de magre uhyggelige katte der går og jamrer derude, så jeg er træt af at de amerikanske piger ved siden af fodrer dem.
Ejerne her, et canadisk ægtepar, har være enormt søde og hjælpsomme og har givet mange ekstra goder med i huslejen. Deres gode netforbindelse f.eks. som gør det let og hurtigt at uploade billeder til bloggen, fri afbenyttelse af den store DVD-samling (Andreas er utrolig god til at benytte sig af den, når jeg falder i søvn om aftenen), kaffe ad libitum (igen glad Andreas!) og udlån af converter-stik, så vores elektriske apparater kan bruges her!
Nu går jeg i seng med ørepropper i, så jeg kan sove uforstyrret fra de p**amadre haner som galer i hele nabolaget fra kl. 4 om morgenen – her er meget lydt, for her er kun myggenet i vinduerne.
