I Sucre

Mit storbyliv
I vores nu godt tre uger her i Bolivia har jeg väret mest i byerne La Paz og Sucre. Det er nemlig her migrationskontorer, politistationer, udenrigs- og sundhedsministerie samt departamentets sundhedsmyndighed ligger. Naa ja, og advokater, notarer og skrivemaskineskrivere! Som kommende legal repräsentant paa projektet gör jeg hvad jeg kan for at fölge med i alle de sager som ligger i ”tramite”=mere eller mindre et fint ord, for at det vist nok ligger i en bunke paa et skrivebord, fordi ingen rigtig ved hvad de skal göre med det. Det virker som om bolivianerne har et problem med ansvar, hvilket bunder i, at der konstant skiftes personale ud bag alle skriveborde.

Bolivianerne har ogsaa af og til et problem med sandheden. Eller rettere tror jeg at de er et saa stolt folkefärd, at de ikke kan indrömme hvis der er noget de ikke helt ved. Det kan selvfölgelig ellers forstaas at de ikke alle har styr paa alting, for de er sandsyndligvis meget nye i stillingen, og lovgivning og regler ändres ret hyppigt. Men de er altsaa ikke blege for at lyve én lige op i ansigtet og f.eks. give forkerte oplysninger om hvilke formelle krav der skal opfyldes for at opnaa et certifikat eller visum, eller de kan finde paa at give én et forkert tlf.nr. paa en anden medarbejder blot for at feje én af. Det er SAA frustrerende at man ikke rigtigt stoler paa hvad folk fortäller én!

Og saa lige en anden ting, jeg vist ikke lärer at affinde mig med; Mandschauvinismen! En del bolivianske drengebörn kunne godt tränge til en omgang rödströmpeopdragelse. Som ung kvinde her kan man godt föle sig overset, naar mänd spontant tager kontakt til og söger öjenkontakt med ens mandlige fölgesvend. Jeg havde en oplevelse af en drastisk pulsstigning inde paa migrationskontoret, hvor jeg var sammen med Jonas (nuvärende legal repräsentant). Jeg satte mig foran skrankepaven og förte ordet i hvad der skulle dröftes, og hver gang han svarede kiggede han paa Jonas, for derefter at afbryde mig hver gang jeg talte med: ”mamita, escúchame bien...¿entiendes?” =”lillemor, hör paa mig...forstaar du?”. AARGHH!! Men heldigvis er det altsaa ikke alle der er saadan!

Alt i alt gaar det meget godt med at träde stille og roligt ind paa min kommende ansvarspost, og jeg har koebt mig nogle sorte stövler med häl, for at väre lidt mere vigtig, naar jeg träder ind foran skrankerne. Jeg overvejer at udvide med spadseredragt og stram knold, for at slette deres sidste mindelser om back packer, naar de ser mig ; )

Maveinfektioner (ja, bä og bräk!)
Det bolivianske storbyliv har endnu ikke lige väret noget for Andreas. Vi startede jo i La Paz, og dér fik de fleste nogle maveproblemer, mens jeg var heldig at gaa fri. Stakkels Andreas var haardt ramt af diarré, og efter en uge med alt for mange toiletture, feber og smerter fik han en bredspektret antibiotikakur. Den virkede effektivt, og han kom paa benene igen efter et par dage i San Lucas.

Nu er vi jo i Sucre, og mindsanten om ikke det saa staar ud af den anden ende paa Andreasito? Jo, idag er han temmelig ynkelig her under et täppe paa sofaen, som han kun rejser sig fra, for at gaa ud at bräkke sig : ( Öv!

Det bliver godt at komme hjem til San Lucas, hvor vi véd hvordan den hjemmelavede mad tilberedes i vores bondekökken. Vi skal med minibus imorgen kl. 10, saa jeg krydser fingre for, at natten kurerer Andreas.

San Lucas har väret mere venlig mod Andreas, selvom han levede derude nästen seks dögn uden elektricitet i sidste uge, hvor jeg ogsaa var i Sucre. Selvfölgelig er han mest til el – bl.a. fordi vi har adgang til en projektor og en fandens masse DVD’er - men det er gaaet forblöffende godt for diginörden at klare sig med brätspil, racketspil og böger. Godt der stadig er lidt bogorm i ham!

Ankommet til Bolivia

Spansktimer blev til kokkeskole. Vi tog til byen med vores søde spansklærerinde Karina og hendes datter, Alice, og købte ind til sopa de caracol. Herefter tilbragte vi en hyggelig søndag med madlavning, snak samt højtlæsning og brætspil med Alice på 5 år. Karina inviterede os igen på middag som afslutning på undervisning og afsked. Så lærte vi at tilberede de lækre pupusas som er tykke majstortillas med fyld af frisk ost og flæskesvær, serveret med chimol, en frisk salat af tomat, løg, agurk, chili og limesaft. Det har været super hyggeligt at tilbringe tid i Karinas lille træhus, lære hende at kende og få en smag på honduransk hjemlig hygge.

Apropos hjemlig hygge, skal det også nævnes at vi faldt rigtig godt til i den familiære atmosfære hos vores dykkersted. Den er en af de små dykkersteder i byen West End, så Nicola var ene student og Andreas havde tit den luksus at være eneste dykker med på fun dives, hvilket betød at han havde sin dive masters fulde opmærksomhed på revets dyreliv, i stedet for at tjekke en større flok turisters iltforbrug og bouyancy (=opdrift). Britiske dive master Conal viste sig at være en super cool gut, som både var god til at spotte dyreliv og drikke bajere. Andreas har derfor haft 14 fantastiske fun dives, hvor dykkerstilen er finpudset og kendskabet til den maritime mangfoldighed mangedoblet. Højdepunkterne er tunnel- og grottedyk, vragdyk, fouragerende havskildpadder, snegle som i ovennævnte suppe(!), rokker og moræner. Dykning på Roatán er fantastisk, men desværre viste der sig ingen hajer. Nicola tog desværre ikke del i undervandsglæderne, for det pokkers øre gjorde ondt, når der kom vand ind i det. Efter endnu et lægebesøg blev dykkerdrømmen lagt på hylden for denne gang (men jeg VIL derud ved næste lejlighed!), så jeg kunne blot hænge ud i dive shoppen og spille kort med instruktør og dive master.

Eftermiddagene oven vande, inden døre gav mig også lidt bedre tid til at nå noget oversættelsesarbejde, samtidig med at min sarte hud blev forskånet for den skrappe sol.

På vores tre ugers ophold på tropeøen har det kun været rigtigt dårligt vejr én dag. En mindre tropisk storm skulle passere sidste lørdag, så det stod ned i stænger hele dagen. Vi syntes egentlig det ville være fedt nok, at kunne dase en hel dag og boltre os i Mariposa Lodges store DVD-samling. Men pga. af blæst og regn var der ingen strøm! Og så måtte vi jo ty til gammeldags underholdning: højtlæsning af svensk krimi og yatzy! I denne forbindelse takker vi de kære mennesker der har forberedt os til netop sådan en situation J

Farvel til Roatán. Efter arfejse fra den skønne ø kom vi ind på fastlandet. Vi tilbragte en nat i et besynderligt hotel/gated community udenfor San Pedro Sula som vi fik anbefalet af vores hotelmutter på Roatán. Desværre var den tilhørende pool fuldt med Honduras’ øvre middelklasses fedladne børn pga. af børnefødselsdag med alt hvad der dertil hører af piñatas, syntestisk farvestrålende lagkager, borde og stole pyntede med store stofsløjfer og små tykke piger i prinsessekjoler og højhælede sko. Som prikken over i’et spillede DJ’en børnekorslovsange over et kæmpe højtaleranlæg –argh!!

La Paz. I La Paz, blev vi varmt og glædeligt modtaget af Nete og Peter. Vi blev indlogerede på det kitschede 70’er indrettede Hotel Milton midt i byen. Og så var det ellers bare i gang med at aflevere dokumenter på migrationskontor, udenrigsministerium, politistation –alt sammen en fin smagsprøve og introduktion på det bolivianske lettere træge bureaukrati. Oveni dette blev vi lidt mærkede af højden, den tørre forurenede luft og alle de fremmede bakterier.

PS vi er velankomne i San Lucas, og er lidt bagud med blogindlæg, men skal nok for gjort op for det. Se de nye billeder, ved at klikke paa fotostriben til venstre.