Sammen med Nete er jeg ansvarlig for aktiviteten FOMIPC: Fortalecimiento de Organizacion de Mujeres de Inti Pallay, Cinteño. Vi har igennem de sidste år afholdt kvindegruppekurser på landet for at undervise og kapacitere kvinder med børn under fem år. Undervisningen består af forelæsning om forskellige sundhedstemaer, pædagogiske lege og gruppearbejde. Kurserne forløber over to dage. Nogle af kvinderne ankommer til fods fra de nærtliggende landsbyer som ikke selv har en sundhedspost. Nærtliggende betyder i Bolivia flere timers gang med barn på ryggen og en sæk grøntsager i favnen, som bidrag til madlavningen. Den ene af de to dage syr kvinderne tøj af det stof de har bestilt hos os og som vi køber med fra La Paz og sælger videre til indkøbspris. Syningen af nederdele og trøjer er guleroden. Uden den ville de færreste kvinder, som bor i sundhedspostens opland, ikke komme. Både fordi de har travlt med at passe dyr, land, og hus og fordi en ny nederdel er noget nemmere at fremvise for en husbond, som ellers ikke lige kan se det nyttige i abstrakte ideer om en sundere livsstil eller husholdning. den følgende dag tales der om sundhed. Enten undervises der om forskellige sygdomme, optimal ernæring eller lignende sundhedsfremmende tiltag. På det seneste har det drejet sig om at undervise i organisering. Fordi vi ikke længere skal besøge kvindegrupperne i den nye projektfase, skal de vide hvordan de på bedste vis kan fortsætte med at mødes og søge de penge vi dog fortsat har afsat til dem i de kommende år. Selvstændige og bæredygtige kvindegrupper er målet.
Sacavillque Chico er den af de 12 sundhedsposter vi besøger, der ligger længst væk. Hvad der for få år siden var en ti-timers gåtur er nu blevet en en tre-timers gåtur, da vejen stille og roligt er blevet bedre. Tidligt torsdag morgen pakkede vi bilen og kørte de fire timer ud til landsbyen Ojeda, hvor vejen stopper. Her blev vi mødt at mænd fra Sacavillque og deres muldyr som stod klar til at bære vores oppakning det sidste stykke. Da de også skulle have andre fornødenheder med ud til landsbyen, bl.a. 12 flasker finsprit, hankede Peter og jeg op i vores rygsække og begav os ned mod Sacavillque Ned ad en bjergside og ad en anden rundt om en tredje og ned af en fjerde. Stejlt terrræn.
 |
| [billede af bærerne på vej op ad bjerget] |
På vejen mødte vi en flok prustende mænd og sundhedshjælperen fra Sacavillque, som kom løbende ned ad stien med en båre. Fire mand holdt båren, én holdt et drop højt og bag dem fulgte 8 mænd klar til at udskifte bærerne. De fragtede en komatøs patient til den farbare vej, hvor en ambulance skulle hente patienten og køre ham de fire timer til hospitalet i San Lucas.
På det sidste stykke blev vi fanget i regn, torden og hagl. Pludselig var alle skråninger overrislede og kløfter omdannet til floder, så vi måtte søge tilflugt i et lille hus indtil uvejret lagde sig. Mere eller mindre gennemblødte ankom til til Sacavillque. Kun Peter og jeg havde regnjakke og regnslag på. Vores ansatte Elia, syersken Daria og kogekonen Antonia var alle godt gennemblødte.
Resten af aftenen gik med at drikke kaffe og vente på at muldyrene skulle ankomme med vores forhåbentligt ikke alt for gennemblødte telt og resten af vores medbragte sager til afholdelse af kurset.
Efter at have sovet i et fugtigt telt ved siden af kirken stod vi op til besøgets første dag. Morgenmaden bestod af medbragt brød som stadig var fugtigt efter turen på muldyrryg i torden og regnvejr. Brødet blev skyllet ned med néskaffe. Mens vi spiste morgenmad ankom kvinderne til posten og gjorde klar til syarbejdet. Peter og jeg udgjorde vores egen variant af den skøre hvide i vildmarken. Mens kvinderne arbejdede med deres syarbejde sad vi og kogte vand til kaffe på vores Trangia og skød med slangebøsse efter opstillet affald. Om eftermiddagen holdt kvinderne et møde om organisering og korrekt afregning for mødehold i kirken.
Anden dagen drejede sig om nogle flere snakke om organisering og færdiggørelse af kvindernes syarbejder. Om eftermiddagen tog vi hul på den ceremonielle del af besøget. Eftersom vi ikke længere kommer til at besøge kvinderne i Sacavillque har vi valgt at give dem symaskinerne som tak for godt arbejde og som et incitament til at de fortsætte med at mødes. Efter at vi havde foræret symaskinerne til kvinderne skulle det selvfølgelig fejres. Hele IMCC holdet blev hevet ind på sundhedsposten og klædt i traditionelle rober fra Sacavillque, nogle kunne passe dem bedre end andre.
Bagefter blev vi bænket foran sundhedsposten og efter nogle formelle ord fra landsbyautoriteterne hev de en krukke frem fuld af Chicha og små kopper med lunken Singani blev rakt frem indtil de blev tømt. For dem der ikke har nydt den bolivanske bondes bedste bør jeg forklare at Chicha er en grumset gang majsvin, som fremstilles i landsbyerne. Det smager surt og er fyldt med planterester. Men det er en selvfølge at man lige fjerner de værste planterester og fluer med fingrene inden man rækker koppen til æresgæsterne og den sure smag vænner man sig til! Dansen der hører til sådanne lejjligheder er til at forstå. Man står i en rundkreds og holder i hånd mens man foretager nogle mere eller mindre koordinerede trin. Imens synger man på skingerhøjt quechua om hvad der er sket og hvad der foregår nu akkompagneret af tre akkorder på charango. De samme tre akkorder fortsætter hele aftnen, mens vi defilere/dingler rundt mellem kvinderne og nu også resten af landsbyen og skåler, hilser, danser og synger. 
Følgende beviser at vi har gennemført en god traditionel boliviansk fejring på landet. Jeg når at få vabler af de alt for små bil-dæk sandaler jeg danser rundt i og Peter vågner op i teltet stadig iført de traditionelle rober med skrammer på benene efter en nattoilette lidt for tæt på de tornebeklædte buske bag teltet. Begge har vi dundrende tømmermænd da vi bliver vækket kl.7 med besked om at muldyrerne er på vej afsted uden vores telt og rygsække.
Vi skynder os at pakke sammen og sige farvel og tak til de sidste fulderikker som stadig sidder og drikker ved sundhedsposten. Salud! Hele holdet kan mærke dansen og ikke mindst Chichaen så på turen hjem over bjergene tager vi os god tid til at nyde udsigten.
Klik her for at komme til fotos fra Sacavillque Chico
På det sidste stykke blev vi fanget i regn, torden og hagl. Pludselig var alle skråninger overrislede og kløfter omdannet til floder, så vi måtte søge tilflugt i et lille hus indtil uvejret lagde sig. Mere eller mindre gennemblødte ankom til til Sacavillque. Kun Peter og jeg havde regnjakke og regnslag på. Vores ansatte Elia, syersken Daria og kogekonen Antonia var alle godt gennemblødte.
Resten af aftenen gik med at drikke kaffe og vente på at muldyrene skulle ankomme med vores forhåbentligt ikke alt for gennemblødte telt og resten af vores medbragte sager til afholdelse af kurset.
Efter at have sovet i et fugtigt telt ved siden af kirken stod vi op til besøgets første dag. Morgenmaden bestod af medbragt brød som stadig var fugtigt efter turen på muldyrryg i torden og regnvejr. Brødet blev skyllet ned med néskaffe. Mens vi spiste morgenmad ankom kvinderne til posten og gjorde klar til syarbejdet. Peter og jeg udgjorde vores egen variant af den skøre hvide i vildmarken. Mens kvinderne arbejdede med deres syarbejde sad vi og kogte vand til kaffe på vores Trangia og skød med slangebøsse efter opstillet affald. Om eftermiddagen holdt kvinderne et møde om organisering og korrekt afregning for mødehold i kirken.
Anden dagen drejede sig om nogle flere snakke om organisering og færdiggørelse af kvindernes syarbejder. Om eftermiddagen tog vi hul på den ceremonielle del af besøget. Eftersom vi ikke længere kommer til at besøge kvinderne i Sacavillque har vi valgt at give dem symaskinerne som tak for godt arbejde og som et incitament til at de fortsætte med at mødes. Efter at vi havde foræret symaskinerne til kvinderne skulle det selvfølgelig fejres. Hele IMCC holdet blev hevet ind på sundhedsposten og klædt i traditionelle rober fra Sacavillque, nogle kunne passe dem bedre end andre.
Bagefter blev vi bænket foran sundhedsposten og efter nogle formelle ord fra landsbyautoriteterne hev de en krukke frem fuld af Chicha og små kopper med lunken Singani blev rakt frem indtil de blev tømt. For dem der ikke har nydt den bolivanske bondes bedste bør jeg forklare at Chicha er en grumset gang majsvin, som fremstilles i landsbyerne. Det smager surt og er fyldt med planterester. Men det er en selvfølge at man lige fjerner de værste planterester og fluer med fingrene inden man rækker koppen til æresgæsterne og den sure smag vænner man sig til! Dansen der hører til sådanne lejjligheder er til at forstå. Man står i en rundkreds og holder i hånd mens man foretager nogle mere eller mindre koordinerede trin. Imens synger man på skingerhøjt quechua om hvad der er sket og hvad der foregår nu akkompagneret af tre akkorder på charango. De samme tre akkorder fortsætter hele aftnen, mens vi defilere/dingler rundt mellem kvinderne og nu også resten af landsbyen og skåler, hilser, danser og synger. 
Følgende beviser at vi har gennemført en god traditionel boliviansk fejring på landet. Jeg når at få vabler af de alt for små bil-dæk sandaler jeg danser rundt i og Peter vågner op i teltet stadig iført de traditionelle rober med skrammer på benene efter en nattoilette lidt for tæt på de tornebeklædte buske bag teltet. Begge har vi dundrende tømmermænd da vi bliver vækket kl.7 med besked om at muldyrerne er på vej afsted uden vores telt og rygsække.
Vi skynder os at pakke sammen og sige farvel og tak til de sidste fulderikker som stadig sidder og drikker ved sundhedsposten. Salud! Hele holdet kan mærke dansen og ikke mindst Chichaen så på turen hjem over bjergene tager vi os god tid til at nyde udsigten.Klik her for at komme til fotos fra Sacavillque Chico
