Mad og bolig

El nuevo equipo

Helene og Jonas er taget hjem, så nu er vi for alvor trådt ind på vores pladser som IMCC’ere i San Lucas.

Hjemme i Casa Blanca er vi flyttet ind i vores soveværelse og køkken. Vi har lappet revner i væggene og malet vores køkken, så her er fint og lækkert. Nu indrettes det lidt efter lidt med personlige ting. Andreas har selvfølgelig som det første købt nogle gode højtalere, så skønne vestlige toner med tung bas fylder rummet, og jeg har hængt tegninger og fotocollager fra veninderne derhjemme op. Desuden fyldes hylder og kurve med lækkerier. Alle luksusvarer som vin, chokolade, mejeriprodukter, kaffe og kød hamstres i nærmeste storby Sucre. Et udvalg af tørvarer samt frugt og grønt købes herude. Det er en fornøjelse at gå på grøntsagsindkøb efter bla. lækre solmodne tomater, smagfulde løg og saftige appelsiner for ingen penge. Igår kom jeg hjem med tre kg tomater, 25 appelsiner, et hvidkål, seks bananer og et salathoved for ialt 15 kr.!! Man kan få én slags hvedebrød her, som bliver knastørt efter få timer, men det gør ikke noget, for det er jo bare motivation til at slå dej op og hver dag nyde hjemmebagte grovboller. Nydes gerne med friskpresset appelsinjuice og morgenæg fra egen hønsegård... vi lever godt! Nete og Peter sætter også pris på dejlig hjemmelavet mad, så det er en fornøjelse at vi tilbereder mad og spiser sammen hver dag.

Vida Social

Bolivianerne tager godt imod os som de nye gringos i landsbyen. Nogle af de ansatte på hospitalet kom dumpende med en kasse øl en lørdag aften, for de ville lige hilse ordentligt på. Vores køkken blev invaderet og guitar og charango blev revet ud af hænderne på Peter og Andreas, og så skrålede bolivianerne op. Andreas følte sig nogenlunde forberedt, for de mindende i høj grad om min onkel Charli, som har hvad der må være en boliviansk stemmevolumenteknik, der virkelig kan synge en forsamling op!

Nete og jeg holdt pigeaften i sidste uge. Desværre faldt begivenheden på samme aften som hospitalet afholdt julæumsarrangement på plazaen, og eftersom en del af de inviterede er ansatte på hospitalet blev vi ikke så mange. Men de fem der kom ( halvanden time for sent) var meget duperede over vores hjemmebagte kage, knækbrød og vafler. Især den elektriske vaffelbager imponerede ;)

Vores kontor er på hospitalet, lige overfor administrationen, så vi inviteres som regel med ved hospitalets fester og sportsarrangementer. I lørdags var vi inviteret til hospitalets gallamiddag. Lægen Wilbert inviterede os til ”ocho en punto” kl. otte præcis, men han blev afbrudt af Mario: ”Nej nej, de kommer på det tidspunkt du siger!”, så det blev rettet til ”nueve en punto”,kl. ni. Vi kom kl. 21.30, og heldigvis var vi da ikke de første, men vi blev bænket og måtte sidde længe og vente på at der skete noget. Efter lidt tid blev der delt sød cider og småkager ud, men man måtte ikke drikke af det før alle var ankommet til velkomst skål. Og så sad vi bare dér. Der var ikke rigtigt nogen der snakkede sammen. Og forsøgte man at starte en samtale blev den hurtigt afsluttet. Men ligeså sløve de hospitalsansatte er til smalltalk ligeså aktive er de på et dansegulv. For da al ventetiden og den hurtigt indtagede middag var overstået kunne festen begynde. Dog måtte vi gringas, Nete og jeg, efter at have siddet utålmodige og rokket på stolene, åbne dansegulvet. Vi rejste os og nåede blot at stå der et sekund, før hele salen havde rejst sig og dansede med. Og så satte de sig ikke ned igen. De står i timevis og danser en masse forskellige danse, fra moderne cumbia og reaggeton til tradicionelle morenadas og chichas. Der sendes fyldte ølglas rundt mellem de dansende som alle trængende drikker af.

Tilbage i midten af august var vi til 1-års fødselsdag hos vores ansattes datter, Paula. Det var et lille plaster på såret for mig, der gik glip af min elskede nevøs 1-års en uge efter. Det var en rørende begivenhed for Vicky, som er mor til Paula, at fejre sin datter. For et år siden dumpede Paula ind i hendes liv. Paulas biologiske mor døde på tragisk vis efter at have født den lille. Hun var en fattig bondekone fra én af de landsbyer i kommunen hvor IMCC afholder kurser. Vores ansatte læge havde været ude i landsbyen at holde kursus, og med på tilbagevejen havde han den blødende kvinde der lige havde født. Hun skulle have lægehjælp i San Lucas. Kvinden døde i bilen inden de nåede hospitalet, og faren til den lille ny som også var med i bilen var knust. Selvfølgelig over tabet af sin kone, men også over bekymringen for den lille pige. Han havde i forvejen seks børn derhjemme som han nu skulle passe og brødføde alene.

Den lykkelige slutning på den tragiske historie er selvfølgelig at Vicky adopterede den lille datter hun altid havde ønsket sig. Og idag er hendes liv forandret, ligesom også Paulas liv er helt anderledes end det kunne have været. Hun er en yndig lille charmetrold som er ved at lære at gå og tale. ”Hola hola” siger hun hele tiden og holder hånden op til øret og leger telefon. Der er selvfølgelig straks billeder af Paulita.

Et par dage senere...

Nu sidder jeg så her i Sucre igen. Jeg kørte herind sammen med et par af de ansatte damer, for vi havde alle noget arbejde at gøre. Damerne indkøber stof til sykurserne på landet, og jeg besøger advokat og prøver at komme videre med donation af en af projektets gamle biler der er ombygget til ambulance og nu står og venter på at servicere de mildest talt trængende sundhedsposter og hospitalet.

Vores personlige dokumenter er nu kommet i orden med stor hjælp fra den danske ambassade. Visum, kørekort og identitetskort er i hænde lige så snart Nete og Peter kommer tilbage til San Lucas i weekenden. De har været i La Paz og hente Netes forældre i lufthavnen og vores papirer på ambassaden. Det bliver rart at være legal medarbejder på projektet og kunne køre bil uden at bekymre sig om politikontrol.

Når nu jeg er i byen så skal der lige handles ind af alle de førnævnte luksusvarer, hyggeshoppes lidt og gås på café. Det har været ren nydelse at gå ind i postboksen og hente Politiken Weekly og så over på den anden side af gaden, hvor min yndlingscafé ligger: Las Delicias – som jeg kender fra Santa Cruz. Der er åbent eftermiddag/aften og serveres bolivianske bagværksspecialiteter, både søde og salte, der primært baserer sig på ost, majs, yuca (grov kartoffellign. rodfrugt) og rigeligt smør – mums. For kendere kan jeg fortælle at jeg nød en sonso, cuñapé og empanada de queso til min kaffe idag. Igår sneg jeg mig også ind ved solnedgangstid og fik masaco de yuca con charque og huminta a la olla. Jeg er svært glad for disse lækkerier og betragter dem som de fineste kulinariske oplevelser Bolivia byder på. De kan godt hamle op med den sildemad og leverpostej jeg er begyndt at savne ;)

en kort hilsen og nye billeder fra Bolivia

Fyraften fra arbejdet som i dag har stået på besvarelse af ”Udenrigsministeriets tværgående monitorering af gennemførelsen af målsætningerne i Civilsamfundsstrategien”. Vi har derfor oprettet en kreativ ”Google-arbejdsplads” med storskærmsprojektion og brainstorm i stuen og gruppearbejde i haven med friskpresset appelsinjuice.

Der er kommet nye billeder fra den seneste tid i billedarkivet. Klik til højre herfor. Der er billeder fra da den danske ambassadør i Bolivia besøgte projektet og vores seneste Billeder fra Bolivia. 

Vi savner jer allesammen og håber I har det godt. 

De Kærligste hilsner fra San Lucas

Nicola og Andreas